Bent Lumholt – som visesanger Bent Lumholt har i mange år været præst (i Danmark, Grønland og Japan), men lever nu som visesanger og fortæller. Hans stil er humoristisk / seriøs. Han elsker at få folk til at le,,men det gør heller ikke noget,,hvis de bringes til at græde lidt indvendig og tænke alvorligt over tilværelsen. Han har udgivet to visesamlinger, Tøsealfabetet og Mandealfabetet. Det er disse – tilsammen 56 – viser, der danner grundlaget for hans optræden. Viserne er ultrakorte skæbnefortællinger med toner på. De henter træk fra de mennesker, han har mødt i sit brogede liv. Han synger f.eks. om Jens Knak, en vestjysk garder, som engang forelskede sig i en kendt nulevende dronning. Om Ebbe, en altfor medgørlig dansker, der altid siger:”det er da i orden!”. Om den grimme Gerda, hvis indre skønhed kun en spillemand har øje for. Om societyfruen Laila, der ikke kan finde ud af at leve. Om Tom, der er, som navnet lyder. – O.s.v. – o.s.v. Bent Lumholt plejer at ”snakke viserne igang”, når han optræder med dem, og opretholder derved bevidst en flydende grænse mellem fortælling og visesang. Melodierne er ligesom teksterne hans egne, og han fremfører sine viser til eget guitarakkompagnement. |