Inger V. Johansen, “RAV –
Kvinder mod Unionen”
Oplæg til Nordisk Folkerigsdag den 22. juli 2005
Den nordiske velfærdsmodel og Nordens muligheder i lyset af
europæiseringen
Jeg er blevet inviteret til at holde oplæg som medlem af
kvindegruppen “RAV-Kvinder mod Unionen”, der igennem mange år har
bekæmpet EU, fordi vi mener, at EU-udviklingen underminerer
kvinders muligheder for ligestilling og frigørelse. RAV er
også med i et europæisk EU-kritisk kvindenetværk
“Kvinder for et Andet Europa” (“Women Towards a Different Europe”), det
blev oprettet i 1997. Det tog som noget nyt spørgsmålet op
om de negative følger for kvinder af tilpasningspolitikken til
den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) med
nedskæringer og privatiseringer på
velfærdsområdet.
For de sydeuropæiske kvinder i netværket havde denne
politik med nedskæringer i deres sparsomme velfærd, haft
langt dybere konsekvenser end for os i Norden. De sydeuropæiske
kvinder havde set frem til og forventet, at EU ville søge at
fremme den nordiske velfædsmodel, og at de sydeuropæiske
kvinder havde gjort flere fremskridt på
ligestillingsområdet ligesom de nordiske. De var blevet dybt
skuffede. Til gengæld var de blevet inspireret af de nordiske
kvinders kamp mod EU og Maastricht-traktaten. Vi måtte
desværre fortælle dem, at også i Norden oplevede
kvinder tilbageslag på grund af nedskæringspoilitikken.
Erfaringerne og diskussionerne i disse kvindenetværk er
udgangspunktet for mit oplæg. Der er ingen tvivl om, at den
sociale velfærd har været under pres i alle EU-lande som
følge af EU-udviklingen – men også fordi EU-landendes
regeringer ønsker eller accepterer at føre en sådan
politik, uanset om de er borgerligre eller socialdemokratiske.
Også den nordiske vælfærdsmodel har været og er
under pres og er ikke længere, hvad den tidligere var. Den er
blevet – som det hedder – tilpasset EU og globaliseringen. En
tilpasning der har betydet store forringelser, som vi i Danmark f.eks.
konkret har oplevet i sundhedssektoren. Denne tilpasning er ikke kun
sket i EU-lande som Sverige, Finland og Danmark – men også
i Norge, selvom Norge ikke er fuldt medlem af EU - men af EØS.
Når man taler om europæisering i sammenhæng med den
nordiske velfærdsmodel, forstår jeg det som EU-udviklingens
pres for et mere liberaliseret velfærdssystem. Jeg ser den
økonomiske politik, som fremmes af EU-udviklingen, som en del af
globaliseringen, hvor man internationalt såvel som nationalt og
lokalt tilpasser samfundene og økonomien til markedets – og ikke
menneskenes – behov. Denne politik omtales også som nyliberalisme.
Så når såkaldt progressive EU-tilhængere taler
om, at EU er et gode vi kan bruge til at styre markedskræfterne
på europæisk plan og begrænse den vilde kapitalisme –
er det en sandhed med så store modifikationer, at jeg vil mene,
at det modsatte som oftest er tilfældet. EU lovgiver og
lægger rammerne for den økonomiske og anden politik – men
i høj grad til gavn for og under hensyntagen til de store
kapitalkoncerner og deres interesser.
Selv om EU-forfatningen nu ligger i ruiner, er det god grund til at se
på dens indhold, som er formuleret på grundlag af de
hidtidige EU-traktater. Der står meget smukt, at EU stræber
efter en social markedsøkonomi. Men det er svært at finde
det sociale i forfatningens indhold, der snarere handler om penge,
høj konkurrenceevne, og økonomisk vækst. Dette er
en forfatning med et klart perspektiv om stadig mere liberalisering –
en nyliberalistisk politik. En forfatning der vil udstikke ikke blot et
politisk og økonomisk men også ideologisk grundlag for
EU-landenes politik. Med dybe konsekvenser for befolkningerne i
EU-landene, som i konsekvens af en eventuel vedtagelse af en
sådan forfatning ikke længere ville kunne stemme sig til og
vælge en anden regering og politik, end den der er skitseret i
EU-forfatningen. Dette er ikke kun udemokratisk – det indebærer
også en ensretning af samfundene. Inden for EU forfatningens
rammer er der – hvis den gennemføres - ikke plads til den
nordiske velfærdsmodel. Alternativt kan man så vælge,
om man ville sætte sin lid til det nationale kompromis, som blev
indgået mellem Ja-partierne i det danske Folketing, der lover at
sikre imod, at der ikke automatisk indføres
flertalsafgørelser på social- og
arbejdsmarkedsområdet.
For os i “RAV – Kvinder mod Unionen” har det været et problem, at
der er alt for mange i Danmark, som ikke er klar over, hvad
nyliberalisme er og hvad en nyliberalistisk politik har af konsekvenser
for kvinder og almindelige mennesker i det hele taget. Måske
også fordi de fleste i Danmark ikke for alvor mærker de
negative følger af denne politik, bl.a. fordi velfærden
som udgansgpunkt har været langt mere udbygget end i mange andre
EU-lande. Derfor var det var rigtigt heldigt for os og mange andre, at
det for de franske vælgere i høj grad var dette deres Nej
til forfatningen handlede om. De så konsekvent det
nyliberalistiske indhold i EU-forfatningen i forlængelse af
nedskæringerne på velfærdsområdet og
liberaliseringerne på arbejdsmarkedet, som de allerede havde
oplevet og protesteret mod igennem mange år.
De franske vælgere havde en vigtig pointe: I virkeligheden
har EU-udviklingen længe fulgt den politisk-økonomiske og
ideologiske retning, som man finder i EU-forfatningen. I virkeligheden
har dette været retningen lige siden indførelsen af det
indre marked i 1987, der skal fremme fri bevægelighed af personer
(læs: arbejdskraft), varer, tjenesteydelser og kapital. Dette er
et liberaliseringsprojekt inden for rammerne af EU, som også er
et helt centralt omdrejningspunkt i EU-forfatningen. Derfor har
EU-udviklingen naturligt nok haft dybe konsekvenser for den offentlige
velfærd. Dette handler ikke kun om, at der sker en
tilnærmelse eller harmonisering af EU-landenes
velfærdssystemer, som der ofte har været påpeget, men
om at der er en slags liberaliserings”tvang” ift. den offentlige
velfærd, der dels følger af nedskæringerne, dels
sker fordi der er et ønske i EU om, at den offentlige
velfærd skal konkurrere mere med den private. Dermed kommer den
offentlige sektor også til at fungere mere som den private.
Der er groft sagt 3 modeller på velfærdsområdet
indenfor EU: Den i princippet solidariske model, hvor
velfærden er for alle, som vi har i de nordiske lande. Der er den
central europæiske model, der i højere grad er baseret
på tilknytningen til arbejdsmarkedet og forsikringsordninger. Og
så er der den mere liberalistiske – anglikanske - model som man
ser f.eks. i England og Irland, hvor endnu større dele af
velfærdsområdet er liberaliseret, og der er ringe social
sikkerhed. Dvs. et system der ligger meget tættere på
det amerikanske.
Den foretrukne model i EU synes med EU-forfatningen at gå i
retning af den anglikanske.
Vi har aldrig tidligere set en sådan samlet EU-kritisk
mobilisering i EU-landene, som den der har fundet sted i forbindelse
med kampagnen mod EU-forfatningen. Det gælder i særlig grad
mobiliseringen på venstrefløjen og af kvinderne, som har
spillet en væsentlig rolle for Nej’erne i Frankrig og i Holland.
Kvindeorganisationer og kvindebevægrlser har været meget
opmærksomme på netop følgerne for kvinder af den
ekstreme liberalisme, som EU-forfatningen vil fremme, samt af
afdemokratiseringen og af militariseringen af EU.
Et hovedproblem for kvinder er, at sålænge de er
hovedansvarlige for børnepasning og anden omsorg, vil de
være dybt afhængige af, at der eksisterer en god offentlig
sektor, hvis de skal kunne tage et lønarbejde og opnå
økonomisk uafhængighed. Mange kvinder har decideret tolket
EU-forfatningens konsekvenser som et forsøg på at få
kvinder til at blive hjemme som husmødre.
Når nordiske kvinder endnu ikke har mærket følgerne
af nyliberalismen på samme måde som kvinder andre stedre i
EU, hænger det utvivlsomt meget sammen med, at nordiske kvinder
har nydt godt af de fremskridt, der har fulgt med opbygningen af
velfærdsstaten i 1960’erne og 70’erne, der dengang gjorde det
muligt for er stort flertal af kvinderne at få et
lønarbejde og blive økonomisk uafhængige. Mange
kvinder fik arbejde inden for den offentlige sektor. Denne udvikling
har kvinder i andre EU-lande ikke oplevet. Den dag idag er det
sådan, at ca. 70-75 % af kvinderne i de skandinaviske lande er
på arbejdsmarkedet, mens gennemsnittet i EU som helhed er
på ca. 54%. I mange EU-lande er det langt under halvdelen af
kvinderne, der har et lønarbejde, mange steder arbejder de
fleste på deltid. Forklaringen er enkel: I de andre lande mangler
et udbygget velfærdssystem, der sikrer billig og god pasning af
børn og andre sociale goder. Det betyder, at overordentlig mange
kvinder i EU-landene stadig er økonomisk afhængige af
deres mænd, fædre eller sønner for at kunne
overleve.
Mange EU-tilhængere blandt kvindelige politikere fremhæver
EU’s ligestillingspolitik, når de skal omtale EU for noget godt.
Det er rigtigt, at EF i 1970’erne sikrede ligeløns- og
ligestilingslovgivning. Men de taler meget lidt om, hvor lidt der er
opnået med denne lovgivning især når man ser på
det helt centrale spørgsmål som f.eks. ligeløn.
Selv i de skandinaviske lande er fremskidtene små, og på
mange områder på arbejdsmarkedet er der snarere tale om, at
lønforskellene er vokset. Disse manglende fremskidt hvad
ligeløn angår kan – når man tager alle andre
forklaringer i betragtning såsom det kønsopdelte
arbejdsmarked - bedst forklares med den øgede privatisering og
den stigende konkurrence på arbejdsmarkedet.
Lønforskellene er markant større i den private sektor end
i den offentlige. I Danmark drejer det sig om forskelle på
næsten 10% mellem de to sektorer. På den måde kommer
det også til at få store konsekvenser for kvinder, at den
offentlige sektor – hvor særligt mange kvinder er ansat - er
under pres for at skære ned og privatisere. Og dette drejer sig
om negative konsekvenser både mht. ligeløn og
arbejdsmiljø.
Også i EU-forfatningen er der en målsætning om
ligestilling mellem kvinder og mænd. Men det øvrige
indhold i forfatningen, især den økonomiske politik, vil i
realiteten undergrave mulighederne for ligestilling.
EF/EU-domstolen skal på den ene side forsvare ligestilling,
på den anden er dens primære opgave at forsvare EU’s
politikker såsom ØMU’en, det indre marked og
EU-integrationen.
Tilpasningen til markedet på velfærdsområdet i de
nordiske lande har også betydet indførelse af mere
forsikringsbaseret velfærd. Den danske Fogh
Ramussen-regering taler om mere frit valg. Men det er dem der har flest
forsikringsordninger og er længst i arbejde, der har de frieste
valg. Det er ikke kvinderne, som er dem der oftest tager orlov, f.eks.
barselsorlov, oftest har deltidsarbejde, og er mere arbejdsløse.
En af følgerne er, at det også er kvinderne som vil
få mindst ud af deres pensionsordninger. Med et mere
liberaliseret samfund står kvinder til i endnu højere grad
at blive andenrangs arbejdskaft og andenrangs borgere.
En fastholdelse - men også en udbygning - af det nordiske
solidariske velfærdssystem er en vigtig forudsætning for at
sikre kvinder bedre vilkår og muligheder. Jeg vil desuden pege
på, at en udvidelse af demokratiet oå alle niveauer vil
give bedre muligheder for mere indflydelse og mere lighed.
Umiddelbart nærer jeg ikke den store optimisme mht. de konkrete
muligheder for at sikre den solidariske velfærd. Den kan meget
let ende som en tom skal tømt for sit tidligere indhold. I
Danmark har såvel den socialdemokratisk-radikale
koalitionsregering i 1990’erne som den borgerlige regering siden 2001
ført en politik, der underminerede det nordiske
velfærdssystem. Jeg tvivler meget på, at den
nuværende socialdemokratiske ledelse ville føre en
fundamentalt anden økonomisk politik end den borgerlige regering
under Fogh Rasmussen, selv om socialdemokraterne ikke som f.eks. Fogh
har en ideologisk baggrund for dette.
Desuden satser de nordiske regeringer ikke på Norden og Nordisk
Råd som et fora, der kunne gå foran – også i EU –
på velfærdsområdet. Højst som et
supplement. De nordiske lande står sjældent sammen i EU.
Selv om de nordiske lande utvivlsomt kunne styrke en bevarelse af den
nordiske velfærdsstat gennem en fælles indsats. Personligt
ville jeg gerne se Norden som et regionalt fora i et mellemstatsligt
samarbejdende Europa, hvor de nordiske lande kunne være
inspirator på velfærdsområdet for resten af Europa og
verden.
Man hører ofte mantraet om, at velfærdssystemerne er
nødt til at tilpasse sig globaliseringen for at landene kan
konkurrere og velfærden overleve. Eller at f.eks. den
såkaldte ældrebyrde gør det nødvendigt med
nedskæringer og omlægninger. Det sidste er en undskyldning.
Desværre synes Socialdemokraterne at ligge under for den
opfattelse, at tilpasning betyder at reducere den offentlige
velfærd og omforme velfærdssystemet så det passer til
markedet. Men globaliseringen er ikke en naturkraft – den er
menneskeskabt. Og der er absolut ikke enighed om – heller ikke blandt
såkaldte eksperter – at en mere liberaliseret velfærdsmodel
med ringe social sikkerhed, som f.eks. den anglikanske, er svaret, hvis
landene skal kunne klare sig bedre i den globale konkurrence. Faktisk
mener mange eksperter, at de skandinaviske lande med deres relativt
høje sociale sikkerhed og med det de kalder en mere fleksibel
arbejdskraft (læs: lettere at fyre) som i Danmark – vil klare sig
bedre i globaliseringen end de lande, der har valgt at lade markedet
bestemme omfanget og kvaliteten af velfærden.
IVJ. 27.7.05