23. juli 2005
Indlæg ved Nordisk Folkerigsdag i København.
(Kan også ses som tirsdagskronik på NyAgendas hjemmeside)
LIBERALISTISKE MARKEDSPRINCIPPER
HØRER IKKE HJEMME I EN GRUNDLOV
Liberaliseringen af energisektoren er
et eksempel på en fejludvikling, som bør omgøres.
Af Niels I. Meyer, professor og medlem af NyAgendas styrelse.
Forslaget til en EU-forfatning kan i min vurdering vanskeligt opfattes
som andet end et stort skridt i retning af en EU-stat. Samtidig bryder
forfatningsforslaget med de normale regler for en forfatning ved at
cementere en liberalistisk samfundspolitik i selve teksten.
Det tidligere socialdemokratiske medlem af EU-parlamentet, Torben Lund,
har karakteriseret substansen i forfatningsteksten som svarende til en
forbundsstat minus 5 %. Denne klare beskrivelse af forfatningsforslaget
fik han ikke megen ros for af sine partifæller, som hævder,
at selv med en vedtagelse af forfatningen, vil EU være langt fra
at være en rigtig stat. Som forsker vil jeg erkende, at det kan
være svært at måle, om forfatningsforslaget mangler
5, 10 eller 20 % i at definere en rigtig stat. Men normalt kobler man
kun begrebet ”forfatning” sammen med en stat, og forslaget har
tilstrækkeligt med statslignende elementer til, at vælgerne
kan konkludere, om de vil sige ja eller nej til den udvikling, der
fastlægges med EU-forfatningen.
En forfatnings hovedopgave er traditionelt at fastlægge
begrænsningerne i statens og politikernes mulige indgreb over for
borgerne. Populært kan man sige, at forfatningen skal beskytte
borgerne mod politikerne. Det er et punkt, som både
tilhængere og modstandere af en EU-stat burde kunne være
enige om. Alene ud fra dette kriterium må man konstatere, at det
foreliggende forfatningsforslag dumper, da det snarere beskytter
politikerne mod borgerne gennem de mange lukkede og udemokratiske
beslutningsprocesser. Men da dette punkt nok forekommer en del
mennesker ret abstrakt og teoretisk, kan der være grund til at
fremdrage andre fundamentale problemer i forfatningsforslaget.
Demokrati og folkestyre kræver
et åbent rum for borgernes prioritering af samfundets udvikling.
Et af de mest grundlæggende politiske spørgsmål er
balancen mellem økonomisk samfundsregulering over for en
liberalistisk domineret markedsudvikling af samfundet. Denne balance
har været og vil forsat være et centralt politisk
stridsemne, hvor prioriteringen af fx miljøhensyn og sociale
hensyn vil spille en central rolle. Hvis man én gang for alle
forsøger at fastlåse den ene form for samfundsudvikling
gennem en grundlov (forfatning), har man på afgørende
måde amputeret det frie folkestyre. Og det er netop, hvad der er
ved at ske gennem forfatningsforslagets klare prioritering af de
liberalistiske principper og de kommercielle særinteresser,
specielt i forfatningens del III.
Generelt kan man sige, at en liberalistisk markedsstyring af
samfundsudviklingen typisk vil være mere kortsigtet og tilgodese
mere snævre gruppeinteresser end en politisk udvikling baseret
på centrum-venstre synspunkter og solidaritet med svage grupper.
Til gengæld vil tilhængerne af den liberalistiske udvikling
hævde, at denne er mere økonomisk effektiv og bedre egnet
til at skabe økonomisk vækst. Det er denne politiske strid
baseret på argumenter og forskellige værdier, som i et
folkestyre frit bør kunne udfolde sig på et oplyst
grundlag. Også ud fra dette kriterium må man konstatere, at
forfatningsforslaget dumper på grund af dets ensidige
favorisering af de liberalistiske synspunkter. Men igen vil mange nok
opfatte også dette argument som temmelig abstrakt og teoretisk.
Derfor vil jeg som afslutning på denne tirsdagskronik vende
tilbage til de konkrete erfaringer fra energiområdet, som jeg har
berørt tidligere i en artikel på NyAgendas hjemmeside
(”Liberalisering af elforsyningen kan blive et kostbart eksperiment”).
Dansk energipolitik i de sidste 15
år har dokumenteret forskellen mellem samfundsstyring og
markedsstyring.
Med fremkomsten af to officielle danske energiplaner i 1990 og 1996
(ref. 1 og 2) blev der introduceret en dansk energipolitik, hvis
hovedformål var at fremme en bæredygtig udvikling. Disse
planer opstillede mål for indførelsen af vedvarende energi
herunder for vindkraft, som blev støttet med fordelagtige
afregningsregler betalt af alle el-forbrugere i Danmark. En tilsvarende
ordning har været anvendt i Tyskland. Dette var altså en
klar samfundsstyret udvikling, hvor man satte markedet delvis ud af
kraft for at opnå en bestemt udvikling.
Resultatet var meget positivt, idet Danmark blev førende
på vindkraftområdet, både hvad angår
dækningen med vindkraft og med hensyn til skabelsen af en ny
eksportindustri. Siden årtusindeskiftet har vi eksporteret
vindmøller for ca. 20 milliarder kroner om året, og
allerede i 2003 var der installeret en vindmøllekapacitet i
Danmark, som var dobbelt så stor som målet for 2005 i de to
energiplaner. Dette kan tilskrives den dynamik, som var skabt gennem
kortslutningen af markedsmekanismerne og en systematisk offentlig
støtte til den hjemlige udbygning med vindkraft.
Desværre er denne gunstige udvikling blevet overhalet af en
misforstået dansk opfølgning på et EU-direktiv fra
1996 vedrørende liberaliseringen af energimarkedet. Den danske
regering troede ikke, at EU-kommissionen på længere sigt
ville godkende den favorable støtteordning for vedvarende energi
i Danmark og Tyskland, som kunne opfattes som ulovlig
statsstøtte. Efterfølgende har EF-domstolen imidlertid i
marts 2001 med udgangspunkt i den tyske ordning fastslået, at
denne ordning ikke er i modstrid med EU’s regler for statsstøtte
eller med reglerne for EU’s indre marked. Den danske beslutning blev
derfor truffet på et forkert grundlag.
På basis af den misforståede fortolkning af EU-direktivet
gennemførte Folketingets flertal i 1999 en energireform, som
forkastede den tidligere favorable støtteordning for vedvarende
energi og erstattede den med en ny ordning med handel med grønne
certifikater, som hævdedes at være mere markedsorienteret,
hvad den faktisk ikke var. Analyser af professor Frede Hvelplund fra
Aalborg Universitet har således dokumenteret, at hverken den
tidligere model eller den nye model er fuldt i overensstemmelse med de
grundlæggende markedsprincipper (ref. 3). Det er således et
politisk- ideologisk valg, hvis man går ind for modellen med
handel af grønne certifikater. Denne model er i øvrigt
aldrig blevet ført ud i liver i Danmark på grund af
økonomiske og handelsmæssige problemer. I stedet er man
endt med et uoverskueligt miskmask af lappeløsninger, som har
skadet udbygningen med vindkraft i Danmark alvorligt. I resten af
Europa har et klart flertal af lande valgt at indføre den tyske
(og tidligere danske) model (ref. 4).
I november 2001 fik Danmark så en VK-regering, som skabte
yderligere usikkerhed om vindkraftens fremtid i Danmark gennem en
fundamentalistisk liberalistisk politik på energiområdet
(ref. 5 og 6). Dette illustreres på skræmmende måde i
figur 1, som viser de kraftigt svingende udbygningstakter af dansk
vindkraft siden 2001. Det positive opsving i 2002 skyldes en slags
kunstigt åndedræt fra en tidligere vedtaget ordning, hvor
man kunne udskifte små, gamle vindmøller med større
typer og fastholde en gunstig afregning for disse større
møller.
Se figur 1
Figur 1. Den årlige
udbygningstakt for dansk vindkraft. Kurven angiver kapaciteten i MW, og
søjlerne angiver antallet af vindmøller. (Baseret
på oplysninger fra Energistyrelsen).
I marts 2004 var den dårlige udvikling af den hjemlige
vindkraftudbygning efterhånden gået op for et flertal i
Folketinget, og det lykkedes at komme frem til et bredt forlig om
etablering af to store havmølleparker inden 2008 og om at
iværksætte en ny erstatningsordning for relativt små
vindmøller (mindre end 450 kW) fra januar 2005. Dette kan siges
at være et skridt i den rigtige retning mod en øget
samfundsstyring af udviklingen, men skridtet er desværre ret
beskedent.
Konklusion
EU-traktaterne og senest forslaget til EU-forfatning tilstræber
at cementere en udvikling, som er domineret af liberalistiske
principper. I forfatningens paragraf III-256 står der
således, at Unionens politik på energiområdet sigter
mod: ”a) at sikre energimarkedets funktion”. Først derefter
tales der om forsyningssikkerhed og vedvarende energi. Det er
særligt skræmmende i relation til forfatningsforslaget, da
der næppe er nogen vej tilbage fra den liberalistiske markedsvej,
hvis forslaget vedtages i sin nuværende form. Det er en blandt
mange grunde til at stemme nej til forslaget.
Udviklingen af dansk vindkraft har på markant måde
illustreret betydningen af en betydelig samfundsstyring på
vigtige udviklingsområder. Denne danske udvikling ville aldrig
være blevet til noget på en ren liberalistisk markedsbasis.
Referencer:
(1) Energiministeriet: ”Energi 2000 – Handlingsplan for en
bæredygtig udvikling”, april 1990.
(2) Miljø- og Energiministeriet: ”Energi 21 – Regeringens
energihandlingsplan 1996”, april 1996.
(3) Frede Hvelplund: “Political prices of political quantities”, New
Energy 5, 2001, pp. 18-23.
(4) M. Bechberger and D. Reiche: “Europe banks on fixed tariffs”, new
energy, No. 2, 2005, pp. 14-17.
(5) Niels I. Meyer: ”Experiences From Liberalisation of European Energy
Markets”, Proceedings of World Wind Energy Conference, Beijing, China,
November 2004.
(6) Niels I. Meyer: “National Energy Policy and Wind Power
Implementation”, Proceedings of International Sustainable Development
Conference, Helsinki, Finland, June 2005.