Dagens nordboer i konflikt
Udtalelse fra Nordisk
Folkerigsdag
på Færøerne, 25.-27. juli 2011
Bestanden af makrel i
nordøstatlanten er rykket mod nordvest, fra norsk til
færøsk og islandsk farvand. Det har ført til 'krig'
om landenes andel i de samlede makrelkvoter. Folkerigsdagen giver her i
al fredsommelighed sine anbefalinger til en løsning.
[Se vores løsning nedenfor]
Hvad er det landene
’kriges’ om?
Makrellen er en velsmagende fisk. I ældre tid undgik mange
nordboer dog at spise den. Det hed sig, at den fortærede druknede
søfolk. Så sent som under Anden Verdenskrig gik der en
skrøne om, at makrellen fik sin grønne farve, fordi den
havde ædt tyske flådesoldater. Det er dog ikke den krig,
der refereres til når nogen i dag nævner ’makrelkrigen’.
Men noget ganske andet.
Makrellen er godt nok et rovdyr, men den lever af småfisk og
dyreplankton, som den filtrerer fra havvandet gennem sin altid
åbenstående mund. Makrellen er en varmekær og
stressfølsom hurtigsvømmer, der selv er bytte for
større fisk og havpattedyr, for eksempel hvaler. En makrel kan
blive op til tredive år og gør god brug af de erfaringer
den har opnået, når den effektivt skal flytte sig rundt
såvel indenfor farvandet som fra et farvand til et andet.
De makrelstimer, som findes i Nordøstatlanten udmærker sig
således ved at foretage lange vandringer. Sidst på
efteråret og om vinteren opholder de sig sammen på dybere
vand i Nordsøen og Skagerrak. Om foråret og først
på sommeren vender de så tilbage til deres forskellige
gydeområder. De strækker fra det nordvestlige Afrika i syd
over Barentshavet i øst til Norskehavet i nord men af til
også helt ind i Østersøen. Efter gydning spredes de
i mindre flokke, æder sig fede for igen at vende tilbage
Nordsøen og Skagerrak. Eller rettere sådan var det. Den
nordøstatlantiske makrels vandringsområde har i
løbet af det seneste årti forskubbet sig mod vest og nord.
Det skyldes dels, at temperaturen i den nordlige del af
Nordøstatlanten er steget, og dels at makrellens
føde fortrækker lidt koldere vande og nu findes i store
mængder, hvor Atlanterhavets strømme mødes med de
arktiske.
Makrel fanges i dag i stort tal omkring Island og
Færøerne, mens der fanges stadig færre i de sydlige
farvande som tilhører Norge. Island har opgjort, at de i 2010
ville lande 120000 ton og Færøerne 85000 ton, mens Norge
har opgjort, at de i 2002 landede 191000 ton men kun 122000 i 2009.
Det er værd at minde om, at bestanden af makrel i 60’erne var
overfisket. Det er kun fordi kystnationer i fællesskab er blevet
enige om at drage omsorg for den, at den findes i de mængder, vi
ser, taler om og, ikke mindst, spiser i dag. Således anbefaler
havbiologisk orienterede forskere en totalfangst for hele bestanden af
nordøstatlantisk makrel på 592000-646000 ton i 2011.
Med andre ord, makrellen er en naturligt forekommende og dynamisk, men
stadig begrænset resurse. Og det er, ganske enkelt, den landene i
Vestnorden ’kriges’ om.
Vores
løsning
Det er ikke lykkedes for Island, Færøerne og Norge, at
nå til enighed om en fælles vestnordisk fiskeripolitik. Og
’krigen’ er nu gået ind en sin anden fase. Norge har allieret sig
med den Europæiske Union (herunder Finland og de tidligere
kolonimagter Sverige og Danmark) og gør, til trods for at en
stor
del af makrelbestanden har forladt deres farvande, stadig krav på
sin hidtidige andel af kvoterne. Færøerne og Island har
derfor fastlagt deres egne kvoter. De udfører nu det, som
benævnes ’protestfiskeri’. Til gengæld foranstalter Norge
’straffeaktioner’. De nægter færøske og islandske
fiskefartøjer at lande deres fangst her og overvejer tiltag som
at få EU til at indføre et totalt importforbud på
alle fiskeprodukter fra Island og Færøerne.
Vi, deltagere ved Nordisk Folkerigsdag, mener ikke at dette hverken er
en holdbar politisk situation eller en tilstand, som er Norden
værdig. ’Krig’ og alliancer med andre unioner er ikke en
løsning. Færøerne og Island skal ikke kues af EU og
lade sig skræmme af deres ’advarsler’. Og da slet ikke af andre
nordiske regeringer. Vi forstår Færøerne og Islands
reaktion, da de i henhold til den internationale havret kan hævde
et såkaldt zonetilhørsforhold. Det vil sige, at det er
andelen af den samlede bestand af fisk i det pågældende
lands eksklusive økonomiske zone og ikke bestandens historie,
der afgør
hvor store kvoter det enkelte land tildeles.
Det er blevet foreslået, at konflikten sættes for en
international havretsdomstol. Det mener vi dog ikke er nogen god
løsning. Dette vil blot medføre, at diverse stormagter
på trods af domstolens formelle uafhængighed vil
sætte deres egne nationale interesser igennem og det til stor
skade for små nationer som Færøerne og Island,
såvel som for den relativt store magt som et samlet Norden
må siges at udgøre globalt. En særlig magt vi i
Norden netop har opnået på baggrund af den måde, vi i
fællesskab har udviklet til at løse vores konflikter
på.
Vi foreslår derfor, at folkeligt
forankrede nordiske styrer samarbejder om en løsning gennem
gensidig forståelse, forhandling og demokrati.
Vi anbefaler derfor
følgende principper:
1. At der fastlægges et antal kvoter der er bærekraftige
for den samlede bestand af makrel i Nordøstatlanten, samt for
dens relation til andre fiskebestande og havmiljøet i sin
helhed. Det vil i det mindste sige, at niveauet for
fiskedødeligheden (herunder de makreller, som dør,
når de fanges) ikke må overstige det forrige års
niveau eller forringe bestandens evne til at reproducere sig selv.
2. At fordelingen af kvoterne udover at overholde kravet om
zonetilhørsforhold, også er bærekraftige for alle de
folk som bor i Norden. Det vil sige, at kvoterne ikke skal være
omsættelige. Det skal de ikke, fordi vi af erfaring ved, at
omsættelige kvoter fører til en enorm centralisering og
koncentration af ejerskabet og eventuel finansiel spekulation. Dette
kommer ikke flertallet af de nordiske befolkninger til gavn, og da slet
det fælles Vestnordiske ønske om at opretholde levende
kystsamfund med både aktive forskere og fiskere.
3. At små og mindre magtfulde nationers særlige interesser
generelt respekteres. Det vil sige, at vi i Norden i modsætning
til for eksempel EU ikke blot køber os adgang for vor egen
fiskeriflåde til andre ofte fattigere landes territorialfarvand.
Men omvendt om nødvendigt hjælper sidstnævnte til at
opbygge deres eget bærekraftige fiskeri. Således fordrer
vi, at både fisk, herunder varmekære makrel, vil trives, og
fællesskab og folk i Norden igen kan leve i fredelig sameksistens.
Yderligere
oplysninger: Tao Kongsbak, tkongsbak@gmail.com, tlf. +45
21395630
|
|