Dagens nordboer i konflikt
Udtalelse fra Nordisk Folkerigsdag på Færøerne, 25.-27. juli 2011

Bestanden af makrel i nordøstatlanten er rykket mod nordvest, fra norsk til færøsk og islandsk farvand. Det har ført til 'krig' om landenes andel i de samlede makrelkvoter. Folkerigsdagen giver her i al fredsommelighed sine anbefalinger til en løsning.
[Se vores løsning nedenfor]


Hvad er det landene ’kriges’ om?

Makrellen er en velsmagende fisk. I ældre tid undgik mange nordboer dog at spise den. Det hed sig, at den fortærede druknede søfolk. Så sent som under Anden Verdenskrig gik der en skrøne om, at makrellen fik sin grønne farve, fordi den havde ædt tyske flådesoldater. Det er dog ikke den krig, der refereres til når nogen i dag nævner ’makrelkrigen’. Men noget ganske andet.

Makrellen er godt nok et rovdyr, men den lever af småfisk og dyreplankton, som den filtrerer fra havvandet gennem sin altid åbenstående mund. Makrellen er en varmekær og stressfølsom hurtigsvømmer, der selv er bytte for større fisk og havpattedyr, for eksempel hvaler. En makrel kan blive op til tredive år og gør god brug af de erfaringer den har opnået, når den effektivt skal flytte sig rundt såvel indenfor farvandet som fra et farvand til et andet.

De makrelstimer, som findes i Nordøstatlanten udmærker sig således ved at foretage lange vandringer. Sidst på efteråret og om vinteren opholder de sig sammen på dybere vand i Nordsøen og Skagerrak. Om foråret og først på sommeren vender de så tilbage til deres forskellige gydeområder. De strækker fra det nordvestlige Afrika i syd over Barentshavet i øst til Norskehavet i nord men af til også helt ind i Østersøen. Efter gydning spredes de i mindre flokke, æder sig fede for igen at vende tilbage Nordsøen og Skagerrak. Eller rettere sådan var det. Den nordøstatlantiske makrels vandringsområde har i løbet af det seneste årti forskubbet sig mod vest og nord. Det skyldes dels, at temperaturen i den nordlige del af Nordøstatlanten er steget, og dels at  makrellens føde fortrækker lidt koldere vande og nu findes i store mængder, hvor Atlanterhavets strømme mødes med de arktiske.

Makrel fanges i dag i stort tal omkring Island og Færøerne, mens der fanges stadig færre i de sydlige farvande som tilhører Norge. Island har opgjort, at de i 2010 ville lande 120000 ton og Færøerne 85000 ton, mens Norge har opgjort, at de i 2002 landede 191000 ton men kun 122000 i 2009.

Det er værd at minde om, at bestanden af makrel i 60’erne var overfisket. Det er kun fordi kystnationer i fællesskab er blevet enige om at drage omsorg for den, at den findes i de mængder, vi ser, taler om og, ikke mindst, spiser i dag. Således anbefaler havbiologisk orienterede forskere en totalfangst for hele bestanden af nordøstatlantisk makrel på 592000-646000 ton i 2011.

Med andre ord, makrellen er en naturligt forekommende og dynamisk, men stadig begrænset resurse. Og det er, ganske enkelt, den landene i Vestnorden ’kriges’ om.


Vores løsning

Det er ikke lykkedes for Island, Færøerne og Norge, at nå til enighed om en fælles vestnordisk fiskeripolitik. Og ’krigen’ er nu gået ind en sin anden fase. Norge har allieret sig med den Europæiske Union (herunder Finland og de tidligere kolonimagter Sverige og Danmark) og gør, til trods for at en stor del af makrelbestanden har forladt deres farvande, stadig krav på sin hidtidige andel af kvoterne. Færøerne og Island har derfor fastlagt deres egne kvoter. De udfører nu det, som benævnes ’protestfiskeri’. Til gengæld foranstalter Norge ’straffeaktioner’. De nægter færøske og islandske fiskefartøjer at lande deres fangst her og overvejer tiltag som at få EU til at indføre et totalt importforbud på alle fiskeprodukter fra Island og Færøerne.

Vi, deltagere ved Nordisk Folkerigsdag, mener ikke at dette hverken er en holdbar politisk situation eller en tilstand, som er Norden værdig. ’Krig’ og alliancer med andre unioner er ikke en løsning. Færøerne og Island skal ikke kues af EU og lade sig skræmme af deres ’advarsler’. Og da slet ikke af andre nordiske regeringer. Vi forstår Færøerne og Islands reaktion, da de i henhold til den internationale havret kan hævde et såkaldt zonetilhørsforhold. Det vil sige, at det er andelen af den samlede bestand af fisk i det pågældende lands eksklusive økonomiske zone og ikke bestandens historie, der afgør hvor store kvoter det enkelte land tildeles.

Det er blevet foreslået, at konflikten sættes for en international havretsdomstol. Det mener vi dog ikke er nogen god løsning. Dette vil blot medføre, at diverse stormagter på trods af domstolens formelle uafhængighed vil sætte deres egne nationale interesser igennem og det til stor skade for små nationer som Færøerne og Island, såvel som for den relativt store magt som et samlet Norden må siges at udgøre globalt. En særlig magt vi i Norden netop har opnået på baggrund af den måde, vi i fællesskab har udviklet til at løse vores konflikter på.


Vi foreslår derfor, at folkeligt forankrede nordiske styrer samarbejder om en løsning gennem gensidig forståelse, forhandling og demokrati.

Vi anbefaler derfor følgende principper:

1. At der fastlægges et antal kvoter der er bærekraftige for den samlede bestand af makrel i Nordøstatlanten, samt for dens relation til andre fiskebestande og havmiljøet i sin helhed. Det vil i det mindste sige, at niveauet for fiskedødeligheden (herunder de makreller, som dør, når de fanges) ikke må overstige det forrige års niveau eller forringe bestandens evne til at reproducere sig selv.

2. At fordelingen af kvoterne udover at overholde kravet om zonetilhørsforhold, også er bærekraftige for alle de folk som bor i Norden. Det vil sige, at kvoterne ikke skal være omsættelige. Det skal de ikke, fordi vi af erfaring ved, at omsættelige kvoter fører til en enorm centralisering og koncentration af ejerskabet og eventuel finansiel spekulation. Dette kommer ikke flertallet af de nordiske befolkninger til gavn, og da slet det fælles Vestnordiske ønske om at opretholde levende kystsamfund med både aktive forskere og fiskere.

3. At små og mindre magtfulde nationers særlige interesser generelt respekteres. Det vil sige, at vi i Norden i modsætning til for eksempel EU ikke blot køber os adgang for vor egen fiskeriflåde til andre ofte fattigere landes territorialfarvand. Men omvendt om nødvendigt hjælper sidstnævnte til at opbygge deres eget bærekraftige fiskeri. Således fordrer vi, at både fisk, herunder varmekære makrel, vil trives, og fællesskab og folk i Norden igen kan leve i fredelig sameksistens.



Yderligere oplysninger: Tao Kongsbak, tkongsbak@gmail.com, tlf. +45 21395630