Folkeriksdagen i Fritt Norden
Neiden 3. til 6. august 2018

Årets tema er: Konflikt eller samarbejde mellem folkene I nord?
Kort referat af Erik Insula

Vi befinder os i Finnmarken. I Arktis. I området omkring Kirkenes. Det er lyst døgnet rundt på denne årstid. Det er sommer; normaltemperatur mellem 8 og 14 grader.
Finnmarken er lidt større end Danmark, 48.000 kvadratkilometer. I området bor der blot 75.000 mennesker. 2% af jorden er opdyrket, og det skyldes ikke dovenskab – men klipper og bjerge og en hulens masse store sten, der flyder overalt.
Der er små pletter med muld; men muldlaget er højst et par centimeter.

Vi møder dagligt små grupper af rensdyr, der stolt er ude at vise familien frem. De er alt for tamme. Jeg har kun set rener, geder, får, hunde, katte og masser af fisk, skaldyr og krabber.
Mågerne holder evigt øje med fiskeriet. Skaderne kan vi fra tid til anden høre skræppe; og så er der nogle mindre fugle, jeg ikke rigtigt kiggede nærmere på.

Finnmarken bebos af samerne, finner, nordmænd og russere. Ca. 10% er russere.
I Finnmarken dyrker man det gode naboskab med Rusland. Det betyder slet ikke, at man er enige om alt i verden, men det medfører, at dialog, samarbejde og konsensus er vigtige brikker i hverdagens helt nødvendige demokratiske puslespil.

Her er der ingen, der frygter russerne; men i resten af Norge, tror mange, at russerne kan overfalde dem når som helst, og en amerikansk avis har skrevet, at det helt sikkert vil ske om natten; lige omkring klokken 24.

Grænsen ved Kirkenes er Ruslands ældste grænse og Norges yngste. Grænsen er faktisk aftalt helt lokalt i 1825. Der har aldrig været ufred omkring grænsen.

Nordmænd og russere kan krydse grænsen uden visum i et 40 km bredt bælte på begge sider af grænsen. Mange russere arbejder i Finnmarken og en del fra Finnmarken arbejder i Rusland; ikke mindst i byen Nikkel.

NATO bor ikke i Finnmarken; men firmaet har filialer mange steder på kloden. NATO siges at have 10 gange så meget militær som russerne. Vi burde være rigtig, bange for NATO; ikke kun på grund af de farlige våben, men også fordi meget tyder på, at NATO er blevet en stat i staten.
Det er egentlig sådan, at Norge har en lang tradition for gode relationer til Rusland. I øjeblikket er der dog kurrer på tråden i det sydlige Norge, hvor de toneangivende politikere tilsyneladende helt har glemt deres humanistiske, demokratiske grundholdning – der er nogen, der siger, at Norge er på vej til at blive stat Nr. 51 i USA.

I 1920 var 17% af indbyggerne i Finnmarken flygtninge fra Rusland og Finland. Flygtningestrøm-men var affødt af revolutionen i Rusland. Ikke alle syntes om revolutionen.
Under II. Verdenskrig mistede 60.000 russiske soldater livet i Finnmarken i kampen mod det nazistiske Tyskland.
Russerne i Finnmarken siger ofte, at Putin er deres mand. Putin er god til at holde sammen på gemytterne. Uden en leder som Putin ville Rusland falde fra hinanden og blive et let bytte for NATO.
Sporten spiller en stor rolle i bevarelsen af de gode relationer. Der spilles især fodbold over grænsen; men alle sportsgrene er så at sige med i udviklingen af bæredygtige relationer. Bryderne er ellevilde med samarbejdet.
De grænseoverskridende sportslige aktiviteter har vist sig at være til stor gensidig fordel. Ikke kun for sporten og kulturen men også for handlen, ideudvekslingen og udviklingen af fælles holdninger med mere.


Oplægsholderen Cecile Hansen siger klart nej til EU. I Finnmarken bestræber man sig på sober, saglig og grundig information om, hvad det er EU står for, og man arrangerer store fælles bespisninger, udstillinger og møder for at skærpe interessen for et klart alternativ til EU – Nemlig et samarbejdende Norden, som verdens 11. største økonomi.

Kundskab er magt siger Cecile.

I Finnmarken ønsker man at bevare sine naturrigdomme, sin olie, sin gas, sine mineraler, sine fisk, sin energi og sin selvstændighed på egne hænder helt uden gode ideer fra EU, der lige nu beskyldes for at blande sig i alt, hvad der foregår i Finnmarken.

Cecile siger, at nyhedsstrømmen er blevet tabloid, begrebsfattig, præget af distraktioner, amerikansk og med stærkt begrænset ordforråd. I tabloidpressen bliver alt hængt op på ”ledende personer”; men hvem er disse ledende personer vigtige for, og udover pressen, hvem har så skabt dem?

Cecile peger på neoliberalismen og neokonservatismen, bankerne og våbenindustrien – de har alle brug for stærke, ufølsomme, iskolde ledere, der uden at kny vil agere som marionetter.

Norge er medlem af EØS, eller Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, der er et frihandelssamarbejde i Europa. EØS-aftalen blev underskrevet i maj 1992 mellem de daværende 12 medlemsstater af EF og de daværende seks EFTA-medlemsstater: Finland, Island, Norge, Schweiz, Sverige og Østrig.

Når man udbyder en ny skole i EØS, så kommer det billigste tilbud fra Sydeuropa, og når alt er gjort op, har kommunen måske sparet 10.000 kr. 

Cicile mener ikke NATO hører hjemme i Finnmarken, hun siger, det er en skændsel; selvom det aktuelt er det eneste, der er rigtig gang i lokalt.

NATO er ubestridt verdensmester i megaloman selvpromovering.

Cecile vil gerne i kontakt med de russiske kvinder og deres organisationer. Cecile frygter, at de russiske kvinder i meget høj grad er blevet ofre for den omsiggribende, moderne neoliberalisme.


Mette
er tidligere ambassadør og statssekretær. Mette Kongshem. Tidligere kendt skribent i førende norske medier; men i dag kan hun faktisk kun få trykt sine artikler i dagbladet Klassekampen.

Mette er gået på pension, og nu udnytter hun tiden til at lære russisk og til at stifte indgående bekendtskab med russisk kultur og traditioner.

De internationale relationer er blevet svækket. Det er vores aktuelle opgave at sørge for genopretning og udviklingen af gensidig tillid og konsensus.

Hvis Krim er et problem for NATO, så bør NATO gå i dialog med Rusland. Russerne har også en fortælling om Krim. Den handler om, at Krim altid har været russisk, og hvis NATO kan fremvise dokumenter på noget andet, så har vi noget at snakke om.

17% af Ukraines borgere er russere. På Krim er 76% af indbyggerne således russere. 9 ud af ti biler på Krim har i dag russiske nummerplader. Der bor 8 millioner russere i Ukraine.

Vi skal afvise Washingtons hysteri. Verden har brug for fornuft og refleksion. Vi skal sige nej til Pentagons dæmoniseringer af Putin. I Mettes optik ville ingen i denne verden behandle andre, sådan som Washington i dag behandler Rusland. Der bor 2,6 millioner russere i Amerika. Dem bør vi også tage hensyn til – men Mainstreampressen glemmer tilsyneladende disse kendsgerninger og falder pladask for ideen om, at ingen i Amerika må tale med russere – det er jo klart indblanding i amerikanske anliggender. Det minder noget om situationen i EU-landet Litauen. Her må russere helst ikke tale russisk, og der undervises ikke i russisk på skolerne. Det er klart imod EU’s regler.

Russofobien er vokset efter Sovjetunionens fald, og en del westlige ledere lever stadig i Sovjettiden; men det gør man ikke i Rusland. Rusland beskyldes for alverdens ulykker – men der er faktisk ingen beviser. I Storbritannien siger man, det er en russer, der har forgiftet Sergej Skripal og hans datter Yulia. Beviser? Der bor 300.000 russere i Storbritannien; men det skriver Mainstream ikke om, det vil ligesom ødelægge en god historie – en rigtig kioskbasker.

Det er fristende at pege på en ydre fjende, når man selv står overfor udfordringer, det er uhyre svært at løse.
Washingtons politik præger i høj grad norske politikere. Trump kan skrive tiggerbreve til Erna Solberg, uden at nogen presse kalder det indblanding i Norges indre anliggender.

Rusland udgør på ingen måde nogen trussel mod Norge; men Rusland har selvfølgelig også sikkerhedsinteresser. Der kan ikke etableres en sikkerhed i Europa uden Rusland. Rusland udgør en meget stor del af Europa.

Har Norge en selvstændig stemme?

At dæmonisere Putin er ikke et svar på en ansvarlig politik. Det er tværtimod et tydeligt tegn på en manglende politik.

Amerikansk militærs tilstedeværelse på norsk grund i fredstid er helt imod Norges grundlov.

Mange nordmænd er blevet frosset fast til en uforsonlig holdning til Rusland gennem bl.a. mainstreampressens vedholdende russofobi. Russofobien forsvandt ikke i 1991. Det var blot Sovjetunionen, der gik bort.

Mette sluttede sit oplæg med at sige, at vi bør betragte Rusland som en helt uomgængelig samhandelspartner til gensidig fordel og som et vigtigt skridt på vejen til et sammenhængende Europa.


Willy Bangsund
er bryder og foregangsmand for det idrætslige samarbejde mellem Norge og Rusland.

Samarbejdet er uhyre vigtigt. Den nye generation er opvokset med, at informationerne kun kommer fra en kanal; en side, en vinkel. Det betyder, at mange unge mod deres egen indre objektive vilje, ikke har styr på historiske detaljer.

Sammen med de unge i Finnmarken arbejder Willy på udviklingen af gode, fredelige, personlige relationer mellem Rusland og Norge. Det er Willys erfaring, at brydning i høj grad er med til at styrke den fælles relationskompetence.

Der er ingen lette løsninger. Det er et omfattende og langsommeligt arbejde; men man kan næsten sige: Den man elsker, tugter man”.

Idrætten må ikke undervurderes. I dag er der et stort samkvem mellem russere og folk i Finnmarken.


Bård Wormdal
fortalte om det at udtrykke meninger, som det af forskellige indlysende grunde kan være svært at skrive om aktuelt.

Bård tog udgangspunkt i Trumps brev til Erna Solberg af 19. juni i år. Brevet handler helt utvetydigt om, at Trump vil have flere penge til oprustningen i Norden; og her specielt Norge. Trump efterlyser endvidere en helt klar enighed mod Rusland.

Trumps brev falder ikke i god jord i Finnmarken.

Bård omtaler norsk-amerikanske dataindbrud i Rusland. Bård mener, at amerikanerne hacker Rusland fra installationer i Norge; og han ser det som et tegn på NATO-politik uden demokratisk styring.

Bård er journalist på NRK og forfatter til flere bøger. Her vil jeg blot nævne Spionbasen. Den koster 349,00 Norske Kroner på forlaget PAX i Oslo. Bogen kan købes via nettet. Citat fra forlagets anmeldelse: ”Denne boka forteller historiene om etterretningsstasjonene, om mer eller mindre vellykket hemmelighold, om den militære nytten av installasjonene og om lokalsamfunnene som lever rundt dem. En rekke tidligere tjenestemenn i den norske militære etteretningstjenesten står fram med sin historie. Slik får vi for eksempel for første gang innblikk i livet på innsiden av satellittstasjonen på Fauske. Det er en spektakulær del av den nære norske historien som avdekkes, og en side av dagens Norge som de færreste kjenne”.

Bogen er udgivet i 2015. Jeg har omtalt den og Bårds oplæg på Fritt Nordens Folkeriksdag på min Facebookside: Erik Insula. Her finder du også en række fotos fra Folkerigsdagen.

Russerne er meget bekymrede over, at amerikanske soldater træner krigsøvelser i Norge. Russerne siger, det er et klart signal om, at en krig er på vej i Europa.

Bård gør opmærksom på, at NATO er hævet over demokratiet og derfor umulig at tjekke. NATO er ganske enkelt blevet en stat i staten.

Bård stiller spørgsmålet, om vi skal være ængstelige for Rusland eller truet af USA?

Bård giver som afslutning på sit oplæg et bud på, hvad der bør gøres:

overhead

Foto: Erik Insula, Folkeriksdagen i Neiden 3. til 6. august 2018

opdateret den 31 december 2018