Vi befinder os i Finnmarken. I Arktis. I området omkring
Kirkenes. Det er lyst døgnet rundt på denne årstid.
Det er sommer; normaltemperatur mellem 8 og 14 grader.
Finnmarken er lidt større end Danmark, 48.000 kvadratkilometer.
I området bor der blot 75.000 mennesker. 2% af jorden er
opdyrket, og det skyldes ikke dovenskab – men klipper og bjerge og en
hulens masse store sten, der flyder overalt.
Der er små pletter med muld; men muldlaget er højst et par
centimeter.
Vi møder dagligt små grupper af rensdyr, der stolt er ude
at vise familien frem. De er alt for tamme. Jeg har kun set rener,
geder, får, hunde, katte og masser af fisk, skaldyr og krabber.
Mågerne holder evigt øje med fiskeriet. Skaderne kan vi
fra tid til anden høre skræppe; og så er der nogle
mindre fugle, jeg ikke rigtigt kiggede nærmere på.
Finnmarken bebos af samerne, finner, nordmænd og russere. Ca. 10%
er russere.
I Finnmarken dyrker man det gode naboskab med Rusland. Det betyder slet
ikke, at man er enige om alt i verden, men det medfører, at
dialog, samarbejde og konsensus er vigtige brikker i hverdagens helt
nødvendige demokratiske puslespil.
Her er der ingen, der frygter russerne; men i resten af Norge, tror
mange, at russerne kan overfalde dem når som helst, og en
amerikansk avis har skrevet, at det helt sikkert vil ske om natten;
lige omkring klokken 24.
Grænsen ved Kirkenes er Ruslands ældste grænse og
Norges yngste. Grænsen er faktisk aftalt helt lokalt i 1825. Der
har aldrig været ufred omkring grænsen.
Nordmænd og russere kan krydse grænsen uden visum i et 40
km bredt bælte på begge sider af grænsen. Mange
russere arbejder i Finnmarken og en del fra Finnmarken arbejder i
Rusland; ikke mindst i byen Nikkel.
NATO bor ikke i Finnmarken; men firmaet har filialer mange steder
på kloden. NATO siges at have 10 gange så meget
militær som russerne. Vi burde være rigtig, bange for NATO;
ikke kun på grund af de farlige våben, men også fordi
meget tyder på, at NATO er blevet en stat i staten.
Det er egentlig sådan, at Norge har en lang tradition for gode
relationer til Rusland. I øjeblikket er der dog kurrer på
tråden i det sydlige Norge, hvor de toneangivende politikere
tilsyneladende helt har glemt deres humanistiske, demokratiske
grundholdning – der er nogen, der siger, at Norge er på vej til
at blive stat Nr. 51 i USA.
I 1920 var 17% af indbyggerne i Finnmarken flygtninge fra Rusland og
Finland. Flygtningestrøm-men var affødt af revolutionen i
Rusland. Ikke alle syntes om revolutionen.
Under II. Verdenskrig mistede 60.000 russiske soldater livet i
Finnmarken i kampen mod det nazistiske Tyskland.
Russerne i Finnmarken siger ofte, at Putin er deres mand. Putin er god
til at holde sammen på gemytterne. Uden en leder som Putin ville
Rusland falde fra hinanden og blive et let bytte for NATO.
Sporten spiller en stor rolle i bevarelsen af de gode relationer. Der
spilles især fodbold over grænsen; men alle sportsgrene er
så at sige med i udviklingen af bæredygtige relationer.
Bryderne er ellevilde med samarbejdet.
De grænseoverskridende sportslige aktiviteter har vist sig at
være til stor gensidig fordel. Ikke kun for sporten og kulturen
men også for handlen, ideudvekslingen og udviklingen af
fælles holdninger med mere.
Oplægsholderen Cecile Hansen siger klart nej til EU. I
Finnmarken
bestræber man sig på sober, saglig og grundig information
om, hvad det er EU står for, og man arrangerer store fælles
bespisninger, udstillinger og møder for at skærpe
interessen for et klart alternativ til EU – Nemlig et samarbejdende
Norden, som verdens 11. største økonomi.
Kundskab er magt siger Cecile.
I Finnmarken ønsker man at bevare sine naturrigdomme, sin olie,
sin gas, sine mineraler, sine fisk, sin energi og sin
selvstændighed på egne hænder helt uden gode ideer
fra EU, der lige nu beskyldes for at blande sig i alt, hvad der
foregår i Finnmarken.
Cecile siger, at nyhedsstrømmen er blevet tabloid,
begrebsfattig, præget af distraktioner, amerikansk og med
stærkt begrænset ordforråd. I tabloidpressen bliver
alt hængt op på ”ledende personer”; men hvem er disse
ledende personer vigtige for, og udover pressen, hvem har så
skabt dem?
Cecile peger på neoliberalismen og neokonservatismen, bankerne
og våbenindustrien – de har alle brug for stærke,
ufølsomme, iskolde ledere, der uden at kny vil agere som
marionetter.
Norge er medlem af EØS, eller Det Europæiske
Økonomiske Samarbejdsområde, der er et
frihandelssamarbejde i Europa. EØS-aftalen blev underskrevet i
maj 1992 mellem de daværende 12 medlemsstater af EF og de
daværende seks EFTA-medlemsstater: Finland, Island, Norge,
Schweiz, Sverige og Østrig.
Når man udbyder en ny skole i EØS, så kommer det
billigste tilbud fra Sydeuropa, og når alt er gjort op, har
kommunen måske sparet 10.000 kr.
Cicile mener ikke NATO hører hjemme i Finnmarken, hun siger,
det er en skændsel; selvom det aktuelt er det eneste, der er
rigtig gang i lokalt.
NATO er ubestridt verdensmester i megaloman selvpromovering.
Cecile vil gerne i kontakt med de russiske kvinder og deres
organisationer. Cecile frygter, at de russiske kvinder i meget
høj grad er blevet ofre for den omsiggribende, moderne
neoliberalisme.
Mette er tidligere ambassadør og statssekretær.
Mette
Kongshem. Tidligere kendt skribent i førende norske medier; men
i dag kan hun faktisk kun få trykt sine artikler i dagbladet
Klassekampen.
Mette er gået på pension, og nu udnytter hun tiden til at
lære russisk og til at stifte indgående bekendtskab med
russisk kultur og traditioner.
De internationale relationer er blevet svækket. Det er vores
aktuelle opgave at sørge for genopretning og udviklingen af
gensidig tillid og konsensus.
Hvis Krim er et problem for NATO, så bør NATO gå i
dialog med Rusland. Russerne har også en fortælling om
Krim. Den handler om, at Krim altid har været russisk, og hvis
NATO kan fremvise dokumenter på noget andet, så har vi
noget at snakke om.
17% af Ukraines borgere er russere. På Krim er 76% af indbyggerne
således russere. 9 ud af ti biler på Krim har i dag
russiske nummerplader. Der bor 8 millioner russere i Ukraine.
Vi skal afvise Washingtons hysteri. Verden har brug for fornuft og
refleksion. Vi skal sige nej til Pentagons dæmoniseringer af
Putin. I Mettes optik ville ingen i denne verden behandle andre,
sådan som Washington i dag behandler Rusland. Der bor 2,6
millioner russere i Amerika. Dem bør vi også tage hensyn
til – men Mainstreampressen glemmer tilsyneladende disse kendsgerninger
og falder pladask for ideen om, at ingen i Amerika må tale med
russere – det er jo klart indblanding i amerikanske anliggender. Det
minder noget om situationen i EU-landet Litauen. Her må russere
helst ikke tale russisk, og der undervises ikke i russisk på
skolerne. Det er klart imod EU’s regler.
Russofobien er vokset efter Sovjetunionens fald, og en del westlige
ledere lever stadig i Sovjettiden; men det gør man ikke i
Rusland. Rusland beskyldes for alverdens ulykker – men der er faktisk
ingen beviser. I Storbritannien siger man, det er en russer, der har
forgiftet Sergej Skripal og hans datter Yulia. Beviser? Der bor 300.000
russere i Storbritannien; men det skriver Mainstream ikke om, det vil
ligesom ødelægge en god historie – en rigtig kioskbasker.
Det er fristende at pege på en ydre fjende, når man selv
står overfor udfordringer, det er uhyre svært at
løse.
Washingtons politik præger i høj grad norske politikere.
Trump kan skrive tiggerbreve til Erna Solberg, uden at nogen presse
kalder det indblanding i Norges indre anliggender.
Rusland udgør på ingen måde nogen trussel mod Norge;
men Rusland har selvfølgelig også sikkerhedsinteresser.
Der kan ikke etableres en sikkerhed i Europa uden Rusland. Rusland
udgør en meget stor del af Europa.
Har Norge en selvstændig stemme?
At dæmonisere Putin er ikke et svar på en ansvarlig
politik. Det er tværtimod et tydeligt tegn på en manglende
politik.
Amerikansk militærs tilstedeværelse på norsk grund i
fredstid er helt imod Norges grundlov.
Mange nordmænd er blevet frosset fast til en uforsonlig holdning
til Rusland gennem bl.a. mainstreampressens vedholdende russofobi.
Russofobien forsvandt ikke i 1991. Det var blot Sovjetunionen, der gik
bort.
Mette sluttede sit oplæg med at sige, at vi bør betragte
Rusland som en helt uomgængelig samhandelspartner til gensidig
fordel og som et vigtigt skridt på vejen til et
sammenhængende Europa.
Willy Bangsund er bryder og foregangsmand for det
idrætslige
samarbejde mellem Norge og Rusland.
Samarbejdet er uhyre vigtigt. Den nye generation er opvokset med, at
informationerne kun kommer fra en kanal; en side, en vinkel. Det
betyder, at mange unge mod deres egen indre objektive vilje, ikke har
styr på historiske detaljer.
Sammen med de unge i Finnmarken arbejder Willy på udviklingen af
gode, fredelige, personlige relationer mellem Rusland og Norge. Det er
Willys erfaring, at brydning i høj grad er med til at styrke den
fælles relationskompetence.
Der er ingen lette løsninger. Det er et omfattende og
langsommeligt arbejde; men man kan næsten sige: Den man elsker,
tugter man”.
Idrætten må ikke undervurderes. I dag er der et stort
samkvem mellem russere og folk i Finnmarken.
Bård Wormdal fortalte om det at udtrykke meninger, som det
af
forskellige indlysende grunde kan være svært at skrive om
aktuelt.
Bård tog udgangspunkt i Trumps brev til Erna Solberg af 19. juni
i år. Brevet handler helt utvetydigt om, at Trump vil have flere
penge til oprustningen i Norden; og her specielt Norge. Trump
efterlyser endvidere en helt klar enighed mod Rusland.
Trumps brev falder ikke i god jord i Finnmarken.
Bård omtaler norsk-amerikanske dataindbrud i Rusland. Bård
mener, at amerikanerne hacker Rusland fra installationer i Norge; og
han ser det som et tegn på NATO-politik uden demokratisk styring.
Bård er journalist på NRK og forfatter til flere
bøger. Her vil jeg blot nævne Spionbasen. Den koster
349,00 Norske Kroner på forlaget PAX i Oslo. Bogen kan
købes via nettet. Citat fra forlagets anmeldelse: ”Denne boka
forteller historiene om etterretningsstasjonene, om mer eller mindre
vellykket hemmelighold, om den militære nytten av installasjonene
og om lokalsamfunnene som lever rundt dem. En rekke tidligere
tjenestemenn i den norske militære etteretningstjenesten
står fram med sin historie. Slik får vi for eksempel for
første gang innblikk i livet på innsiden av
satellittstasjonen på Fauske. Det er en spektakulær del av
den nære norske historien som avdekkes, og en side av dagens
Norge som de færreste kjenne”.
Bogen er udgivet i 2015. Jeg har omtalt den og Bårds oplæg
på Fritt Nordens Folkeriksdag på min Facebookside: Erik
Insula. Her finder du også en række fotos fra
Folkerigsdagen.
Russerne er meget bekymrede over, at amerikanske soldater træner
krigsøvelser i Norge. Russerne siger, det er et klart signal om,
at en krig er på vej i Europa.
Bård gør opmærksom på, at NATO er hævet
over demokratiet og derfor umulig at tjekke. NATO er ganske enkelt
blevet en stat i staten.
Bård stiller spørgsmålet, om vi skal være
ængstelige for Rusland eller truet af USA?
Bård giver som afslutning på sit oplæg et bud
på, hvad der bør gøres:
Foto: Erik Insula,
Folkeriksdagen i Neiden 3. til
6. august 2018
|