Kommentar (fra forsiden)


Mulighederne i det nordiske samarbejde
Af Jesper Morville.
Formand for foreningen Frit Norden.
August 2011


Folkebevægelsen mod EU's internationale udvalg har til inspiration og som et redskab i den politiske debat udarbejdet et ”Nordisk holdningspapir”, der ridser mulighederne i det nordiske samarbejde i dag op, sammenholdt med perspektivet for Norden helt uden for EU.

Frit Norden støtter naturligvis arbejdet for at give visionen om et styrket nordisk samarbejde kød og blod.

Debatten om Norden og det nordiske alternativ tager til i styrke, jo tydeligere det bliver, at EU med stormskridt er ved at udslette det, vi kender som den nordiske model – med alt, hvad det begreb står for i retning af skattefinancieret velfærd, nærhed mellem borgere og beslutningstagere, en stærk profil i FN og et arbejdsmarked, hvor det er arbejdsmarkedets parter selv, der bestemmer. Nedskæringskravene til eurolandene og EU-domstolens ulovliggørelse af flere former for kollektive kampskridt har åbnet mange menneskers øjne, hvad der bl.a. kom frem, da 91% for nylig i en afstemning på Ekstra Bladets hjemmeside stemte for en nordisk union frem for EU. For at denne holdning også kan udmønte sig politisk, er det imidlertid nødvendigt at konkretisere, hvad det nordiske samarbejde kan i dag, og hvad det vil kunne bruges til den dag, alle nordiske lande er frigjorte fra EU.

Ved det kommende landsmøde i Folkebevægelsen kan papiret være grundlag for videre diskussioner om det nordiske alternativ. Men der kan og skal fortsat arbejdes videre med det. Det nordiske samarbejde udmærker sig jo netop ved konstant at have udviklet sig nedefra.

Der er derfor også et stærkt ønske om, at alle medlemmer af Frit Norden kommenterer papiret og gerne gør brug af dets argumenter i den debat om alternativer til EU, der først lige er ved at komme i gang. Jo flere kommentarer, jo mere brugbart kan papiret blive.
Derfor lægger Frit Norden nu det nordiske holdningspapir på nettet. Alle kommentarer er velkomne!

Du kan læse Folkebevægelsens 'Nordisk holdningspapir' ..her..