Kommentar (fra forsiden)

Nej til Søren Pinds og Dansk Folkearrogances pressionsforsøg i Danmarks Folketing

Af Leif Kajberg
Der findes andre mensker end dem der er danske
De bor i huler og slås hele da'n
det har vi li'godt aldrig nogen sinde gjort
De varme lande er nå'd lort."
(Fra Shubiduas sang ”Danmark”)

I slutningen af januar viste den bryske herrefolksmentalitet og dansk kolonimagtsfortid sit grimme fjæs på Christiansborg. Det skete i forbindelse med to store politiske diskussioner, der begge havde Danmarks forhold til Grønland og Grønlands status og indflydelse inden for det såkaldte rigsfællesskab som omdrejningspunkt. Flere fremtrædende politikere fra de borgerlige regeringsbærende partier, deriblandt Dansk Folkeparti, demonstrerede ved denne lejlighed deres magtarrogance og deres indgroede forestillinger om det store landområde et sted deroppe ved Canada og Nordpolen, som forventes at forholde sig 100% neutralt i behandlingen af anliggender, der af danske (borgerlige) politikere suverænt defineres som urørligheds- eller ikke-indblandingszone for grønlandske og færøske, folketingsmedlemmer. Med andre ord, de har bare at stikke piben ind og blande sig udenom, når der er ”vigtige sager fra dansk indenrigspolitik,” og udenrigspolitik, kunne man tilføje, på dagsordenen. Venstre-manden Søren Pind konstaterede således i en udtalelse DR2-programmet Deadline, at "et alternativt flertal bestående af en konservativ renegat, to grønlandske politikere, som lige pludselig er kommet ned fra indlandsisen for at drive dansk indenrigspolitik plus resten af det danske folketing truede med at stemme imod regeringen." Det førte til modtrusler, og Juliane Henningsen og Lars-Emil Johansen blev i de følgende dage udsat for et massivt pres fra Venstre og Dansk Folkeparti, hvori også bloktilskuddet fra Danmark til Grønland indgik: "I forbindelse med selvstyrekommissionen sidder vi netop og diskuterer bloktilskud til Grønland. Det er oplagt, at der kommer helt nye facetter til den diskussion, hvis grønlænderne har tænkt sig at blande sig i indenrigspolitiske forhold," udtalte næstformand for Dansk Folkeparti Peter Skaarup. Juliane Henningsen fra Inuit Ataqatigiit (IA), det ene af de to folketingsmedlemmer fra Grønland, var rystet og gav udtryk for, at fandt denne måde at opføre sig på "grov" og "krænkende".
"Jeg har sjældent mærket så klar en pression," sagde Lars-Emil Johansen fra Folketingets talerstol den onsdag, der var debat om asylansøgerne i de danske asylcentre.

Når spændingen stiger på Christiansborg, når det trækker op til alternative flertal, og når der for alvor skal tælles mandater, som det var tilfældet med i asyldebatten i Folketinget, så træder svinehunden fra kolonimagtsfortiden i karakter, og så skal opsætsige ”nordatlantiske” mandater bankes på plads. Kort tid efter kom det frem, afsløret af Danmarks Radio (DR), at grønlænderne i over to år er blevet mødt med blank afvisning fra den danske regering, når de forsøgte at få indsigt i og øve indflydelse på de amerikanske flys anvendelse af Narsarsuaq-lufthavnen i Sydgrønland til optankninger og mellemlandinger i deres interkontinentale fangetransportprogram. Fælles for de to sager – forsøget på at tryne de grønlandske folketingsmedlemmer i debatten om asylcentrene i Danmark og CIA-overflyvningerne – er, at forestillingen om ligeberettigelse inden for Rigsfællesskabets rammer er undermineret med de verbale trusler og løftede pegefingre fra visse dele af det danske politiske spektrum. Der er med andre ord tale om en hierarkisk relation mellem Danmark og Grønland, der bliver særlig mærkbar i tilspidsede situationer. Det er realiteten påpeges det i en artikel af Marie Louise Sjølie i Information (2. februar), som citerer kurator Tone Olaf Nielsen, ankermanden bag et stort nordisk udstillings- og konferencerække Rethinking Nordic Colonialism (2006), for følgende udtalelse: ”Enhver, der troede, at Grønland og Danmark i dag forholder sig til hinanden som to ligeværdige nationer, kan godt kan tro om igen. For Danmark betragter ikke Grønland som ligeværdigt - blandt andet, fordi vi aldrig er blevet bevidste om, at vi selv har deltaget aktivt i et kolonialistisk projekt.”

Den 12. februar bragte dagbladet Information en forsidehistorie om Lars-Emil Johansens reaktion på Dansk Folkeparti og Venstres seneste udtalelser om Grønlands repræsentation i Folketinget. Lars-Emil Johansen udtaler, at han simpelt hen har fået nok. Hans holdning er, at Grønland skal ophøre med at have repræsentanter i Folketinget. Lars-Emil Johansen, der repræsenterer partiet Siumut i Folketinget, fremsatte sit forslag om at bringe den grønlandske repræsentation i Folketinget til ophør på sit partis landsmøde den 6. februar.

I Frit Norden tager vi naturligvis kraftigt afstand fra denne nedværdigende, diskriminerende og helt uacceptable måde at behandle grønlandske parlamentarikere i det danske folketing på. Der er derfor, og netop med asylcenterdebatten i Folketinget in mente, al mulig grund til at støtte op om det nordatlantiske fællesinitiativ, som Kolbrún Halldórsdóttir fra Altinget i Island og Juliane Henningsen fra Grønlands landsting og folketingsmedlem for IA står bag. De har i fællesskab på baggrund af Nordisk Råds session i Oslo i november 2007 stillet et skriftligt spørgsmål, der slutter således:
- Vi vil med henvisning til sessionsdebatten 2007 spørge ministrene for
nordisk samarbejde i Finland, Norge og Sverige hvorfor deres regeringer:
1) er så ubetinget modstandere af at revidere/modernisere
Helsingforsaftalen?
2) afviser modeller, der giver Åland, Grønland og Færøerne kompetencen
i Nordisk Ministerråd dér, hvor Åland, Grønland eller Færøerne selv har
lovkompetencen? De tre regeringer skulle efter planen svare i januar 2008. Vi vil på Frit Nordens hjemmeside vende tilbage med kommentarer til svaret fra de nordiske samarbejdsministre i Finland, Norge og Sverige.

Frit Norden har som et af sine mål frigørelse fra EU og bevarelsen af de nordiske landes selvstændighed uden for EU, og vi fremhæver, at samarbejdet i Europa skal ske på basis af respekt for nationalstaternes og regionernes vitale behov. Noget tyder imidlertid på, at vi parallelt hermed skal til at gøre mere ud af arbejdet på ”de indre linier” i Norden i den forstand, at vi skal løfte vores stemme til støtte for Færøernes, Grønlands og Ålands kamp mod undertrykkelse og ret til selvbestemmelse.

Poul Engberg gør i bogen ”Frihed og fællesskab i Norden” (1982) under overskriften ”De frie folks Norden” udførligt rede for forløbet af de tidligere frihedskampe i Nordens historie. Norge måtte frigøre sig fra dansk sprog og kultur og fra unionen med Sverige, for Færøerne gjaldt det frigørelsen fra Danmark, Island førte national og politisk frihedskamp mod Danmark, for finnernes vedkommende var frihedskampen rettet mod svensk kultur og russisk herredømme, og endelig er der ålandske folks kamp for selvstyre. Det er ikke vanskeligt at fastslå, at der går en lige linie fra Poul Engbergs beskrivelse af det nordiske frihedssyn og de folkelige frihedsbevægelser og de nationale frigørelsesprocesser i Norden i bogen til de kampe for respekt, anerkendelse, ligeværdighed, selvstyre og selvråderet, som det færøske og det grønlandske folk kæmper i dag.
(14. februar 2008)

Mere om projektet ”Rethinking Nordic Colonialism” på: http://www.rethinking-nordic-colonialism.org/