Kommentar (fra forsiden)


Island - lille land, stor betydning!
Referat af debatarrangement i Fællessalen, Christiansborg, København
Af Leif Kajberg.
Næstformand for foreningen Frit Norden.
Juni 2010


Norden i Fokus
havde, sammen med den islandske ambassade, indbudt til et debatarrangement i Fællessalen på Christiansborg den 17. juni. På Islands nationaldag. Overskriften var Island - lille land stor betydning! og programmet var struktureret således, at Islands ambassadør, Sturla Sigurjónsson, holdt en kort velkomsttale, hvorefter fire oplægsholdere kom til orde for at belyse bestemte facetter af Islands situation efter finanskrisen, landets chancer for at komme på fode igen og dets fremtidsmuligheder i det hele taget. Sidste del af programmet var en paneldebat med oplægsholderne som hovedaktører og med mulighed for indlæg fra salen. En seance af tre kvarters varighed.

Bente Dahl (MF for Radikale Venstre og Formand for Midtergruppen i Nordisk Råd) var først på podiet og hakkede sig gennem sit engelske manuskript, alt foregik i øvrigt på engelsk i takt med en efterhånden udbredt praksis inden for det nordiske samarbejdes mødevirksomhed. Eller måske var det blot for at være imødekommende over for Diana Wallis, britisk MEP. Vi har jo i Norden en utrolig evne til at være pæne og høflige over for medvirkende fra engelsktalende lande. Er der blot en enkelt til stede med engelsk som modersmål (og manglende færdigheder i andre sprog), slår vi servilt og pligtskyldigst over i engelsk, hele forsamlingen.
Bente Dahl, som indledningsvis formulerede det retoriske spørgsmål: Can we learn something from the Icelandic crisis? henviste til en ny bog, en antologi - altså med flere forfatteres enkeltbidrag - med titlen KREPPA (skulle ifølge det oplyste betyde krise på islandsk), som er udgivet af den aktive Midtergruppe i Nordisk Råd. Den udkommer på årets længste dag. Bente Dahl oplyste, at publikationen har et 18 siders resumé. Dahl mente, at det er vigtigt at få igangsat analyser, der kan afdække, hvorfor det økonomiske kollaps indtraf. Regulering af finanssektoren og indførelse af faste strukturer var nok ikke til at komme udenom, og det var i hvert fald et problem, at sektoren kunne leve sit eget liv, frit i luften svævende, og køre på sine egne præmisser. I hvert fald måtte man tage forebyggende skridt, således at denne situation aldrig opstår igen (fromt håb?). Kort sagt: Cash not ash!

Diana Wallis
, EU-parlamentariker (og forfatter til bogen ”Forgotten Enlargement: Future EU Relations with Iceland) lagde ud med nogle velmente almindeligheder, om at lære hinanden bedre at kende, om EU's fortræffeligheder, om oversvømmelserne i Centraleuropa og overførsel af solidaritetsmidler til disse områder (hulk) og udtrykte håb om, at solidariteten også kan udstrækkes til Island i den kommende tid, strejfede Estland og dets indtræden i ØMU-konstruktionen, udbredte sig lidt om UK og Island som selvstændige og selvbevidste nationer geografisk placeret mellem USA og Europa; så flere ligheder mellem UK og Island (mentalitet, nationalpsyke). Skønnede, at regeringsskiftet i London kan betyde en mere positiv og fleksibel tilgang til løsningen af problemerne i forbindelse med Isave-gælden. Wallis var helt klar på, at Island har noget at byde på i relation til EU, men Island skal også ville et medlemskab. Det faldt hende svært at se alternativ til EU-indmeldelse for Island, anførte hun i et lidt forblommet udsagn.

Så kom en af de tunge globalt agerende bankøkonomer på banen i form af Lars Christensen med ansættelse i Danske Bank. En forklaring på Islands økonomiske kollaps var,  sat på meget kort formel, en far too esay monetary policy, og det tålmodige publikum måtte også lægge øre til en rutinemæssig lovsang til det marked, der trods alt fungerer optimalt (om det så går op eller ned). Nævnte økonomernes advarsler til politikerne, som blev overhørt (måske med et let strejf af selvfedme) og gjorde klart, at der var store fejl i de islandske bankers måde at arbejde på. Fremhævede - blandt andre iagttagelser - at tabene inden for de nordiske landes banksektorer efter Isave-redeligheden havde været tæt på nul. Derimod var der banker i andre lande, som tabte penge. Lars Christensen konstaterede, at Icelandic banks and investors failed tremendously, men han ville advare mod indgreb og reguleringer (fx over for kapitalbevægelser). Han var ikke overdrevent optimistisk, når det gjaldt islandsk EU-medlemskab og deraf følgende udskiftning af islandsk krone med euro som valuta som middel til at løse problemerne.

Lise Lyck ( Copenhagen Business school) startede med at henvise til en skriftlig version, som var fremlagt ved mødets begyndelse, og som havde titlen "Islands image og muligheder i det kommende år", et fortræffeligt papir, som Deres udsendte tog et eksemplar af ved udgangen. Lad os bare citere konklusionen: "Denne artikel viser, at den [det] finansielle kollaps i Island har været tæt på at øve afgørende skade på Islands image. Den viser også, at demokratiet i Island har en utrolig styrke, der betyder at det er muligt gennemgribende at belyse, hvad der har fundet sted og også at sikre, at et nødvendigt retsopgør kan finde sted. Islands økonomiske kerneaktiver i form af naturressourcer, infrastruktur og uddannet arbejdskraft er stadig en meget væsentlig del af Islands økonomi, og selv om der er lang vej at gå, før økonomien genoprettes, er det tydeligt, at institutionerne er blevet saneret og rekonstrueret, samt at der er en række lyspunkter i form af vækstfaktorer, der kan bidrage til forbedring af økonomien." Lise Lyck fremhævede desuden en litteraturhenvisning i papiret: Einar Már Gudmundsson: Hvidbogen - Krisen på Island (Informations Forlag, 2009),  og dermed slog hun hovedet på sømmet, fordi Einar Már som ingen anden har formået at skildre, hvad der gik galt og lodde årsager og basale dårligdomme, både kraftfuldt, poetisk og underfundigt. Lise Lyck nævnte, at Islands skæbne og de hårde realiteter har været en øjenåbner for andre lande. Pointerede, at Island og islændingene er de nærmeste til at løse problemerne, tackle krisen og sikre genopretning af økonomien. Fremhævede bl.a. det høje uddannelsesniveau som et aktiv. Derfor frygtede hun sådan set kke så meget for Islands fremtid.


Så var tiden kommet til paneldebatten, under hvilken også emner som udviklingen i den islandske indstilling til og den folkelige opinion over for EU-medlemskab kom op at vende. Også EU's forventninger ved Islands indtræden i EU blev nævnt. Diana Wallis syntes at it would be great to have Iceland, men hun markerede, at Island og det islandske folk måtte forlige sig med tanken og helhjertet besinde sig på EU-indtræden. En islandsk deltager fra salen havde en ganske tankevækkende kommentar, som bl.a. gik på, hvordan det er politikerne, som kører deres EU-dagsordener og systematisk bringer Island i stilling med hensyn til evt. EU-medlemskab. Samtidig taler man hen over folket og ignorerer den folkelige opinion, og så kan spørgsmålet faktisk ikke afgøres uden en folkeafstemning. Der er fra menigmands side en mistillid over for de politiske kræfter, der optræder alt for nævenyttigt, og, som det er tilfældet med Socialdemokratiet, forcerer processen.  Der var et vist fokus på problemkredse vedrørende økonomien, årsagerne til, at de kunne gå så galt, og behovet for reguleringer og kontrolmekanismer. Hvordan kan en tilsvarende situation undgås i fremtiden? En fra salen ville vide, hvad der fra David Camerons side gøres for at få en løsning på problemerne i kølvandet på gældskrisen efter Icesave. Tillidsaspektet er ikke uvæsentligt i denne sammenhæng, fremhævede Lise Lyck, så længe vi har tillid til institutioner og kontrolmekanismer, kan det lade sig gøre at regulere, men hvis tilliden til disse går fløjten, er man på gyngende grund. Transparens og åbenhed, nationalt og på EU-plan, lød Wallis' bud.


Det var en fejl, at der ikke var programsat en islandsk oplægsholder - godt nok var ambassadøren på podiet med velkomst og introduktion - men det havde da været oplagt at gøre brug af den Islands-ekspertise, med islandsk pas, der trods alt er til stede i Danmark, nu hvor man havde skønnet det opportunt ikke at flyve en oplægsholder/panelist ind fra Island. Et blik på deltagerlisten viste i hvert fald, at der var ikke så få islandske statsborgere til stede, og der var en talstærk repræsentation fra Dansk Islandsk Samfund, faktisk næsten 25 deltagere! Der var også en repræsentant for Islands Kulturhus. Deltagerbredden var i det hele taget imponerende, men om de fremmødte så fik valuta for pengene (€ eller iskroner), ja det er svært at sige.


(18. juni 2010)