Kommentar (fra forsiden) |
| Arbejdskraftudveksling
over grænserne. Hurtigt og fleksibelt? Af Leif Kajberg, redaktør af tidsskriftet Frit Norden De storkøbenhavnske butikker mangler arbejdskraft og det samtidig med, at der er adskillige ledige inden for en række service- og butiksfag. Et tilsyneladende paradoksproblem, hvor to forskellige vurderinger af situationen – detailhandelens arbejdsgivernes på den ene side og fagforeningens, HKs på den anden side – står over for hinanden. Man må håbe på, at der på baggrund af medieomtalen nu bliver gjort en ekstra indsats for at få formidlet de ledige job til dem, som er klar til at komme i arbejde inden for sektoren. Men i mellemtiden har en del arbejdsgivere taget sagen i egen hånd og er gået over åen efter vand så at sige. De har krydset Øresund og har skaffet ung arbejdskraft fra Malmø-området til deres butikker. Derfor kan man i en række butikker, fx inden for sport og fritid, p.t. møde unge ekspedienter från hinsidan, som taler svensk eller ”nordisk” til deres kunder på den anden side af disken. De unge fra den anden side af Sundet er glade for deres job, som de uden store problemer er i stand til at varetage. Set med ”nordiske øjne” kan man også glæde sig. Bedst ville det selvfølgelig være, at ledige på den danske side af Sundet fik mulighed for at komme i beskæftigelse, men når nu det akutte behov skal afhjælpes, er det trods alt positivt, at svensk arbejdskraft så hurtigt og nemt kan finde vej til arbejdspladser i København. Men når arbejdskraften på dette felt så forholdsvis hurtigt og fleksibelt kan bevæge sig over Sundet, fra ét nordisk land til et andet, ja så skyldes det jo, at der er gjort et forarbejde. Politikere og embedsværk har i mange år arbejdet på at smidiggøre regler og bestemmelser for derigennem at skabe et fælles nordisk arbejdsmarked. Og tænketanke og arbejdsgrupper har efterfølgende finkæmmet regler og strukturer for at fjerne grænsehindringer de nordiske lande imellem. Noget, man heller ikke tænker så meget over i det daglige og måske også blot tager for givet, er sprogfællesskabet, dvs. nordiske naboers mulighed for at kommunikere med hinanden ved hjælp af nordiske sprog. Men den nordiske kommunikation kan let forvitre. Og vedligeholdelsen af et nordisk kommunikationsberedskab, som betragtes som noget helt naturligt i utallige sammenhænge, i medierne (”Kronprinsessen,” som med store seertal fremtræder tekstet på danske TV-skærme, er måske undtagelsen, der bekræfter reglen), i foreningslivet, i turistbranchen, inden for undervisning og forskning og ikke mindst i erhvervslivet m.m., kommer heller ikke helt af sig selv. Viljen og evnen til at forstå hinanden på jobbet og i fritiden hænger sammen med langsigtede prioriteringer inden for det nordiske samarbejde og bestemmes i et vist omfang af politikker og holdninger, som understøtter anvendelsen af nordiske sprog i faglige og politiske sammenhænge, og når nordboer krydser hinandens grænser i forbindelse med private besøg, ferier mv. Anderledes kompliceret er det, når sprog, kulturer, historie og mentalitet rejser barrierer mellem folk. Så kniber det med arbejdstagernes bevægelighed over grænserne. Et eksempel på dette er vilkårene for arbejdskraftudveksling over grænsen mellem Sønderjylland og delstaten Slesvig-Holsten. Flere arbejdsgivere i Sønderjylland døjer for tiden med flaskehalse og er i bekneb for faguddannet arbejdskraft. Derfor er det nærliggende for danske virksomheder at efterspørge medarbejdere med bopæl syd for grænsen. Men sproget er en hindring – tyskere skal lære sig dansk, og det tager tid. Samtidig udgør byrokrati, stive regler og faglige traditioner en hindring. På dette punkt har EU, der ellers står for harmonisering og reguleringsdille, ikke haft nogen særlig effekt. Læg dertil forskellene i arbejdspladskulturer: Lav magtdistance plus medarbejdernes selvstændighed og evne til selv at tackle problemerne er karakteristisk for danske og nordiske virksomhedsmiljøer. I modsætning hertil er mange arbejdstagere med tysk baggrund vænnet til at arbejde i mere hierarkiske strukturer med mere markerede kommandoveje. Og de henvender sig måske lidt hyppigere til arbejdslederne, når problemer opstår. Med andre ord, hvad der har svært ved at fungere i det dansk-tyske grænseland, glider langt henad vejen ubesværet i de nordiske naboregioner. (Marts
2006)
|