Kommentar (fra forsiden) |
Norden ude af fokus, tam EU-Norden debat Af Leif Kajberg På et møde i Nordisk Ministerråds sekretariat i København den 28. februar duellerede Jens-Peter Bonde (Juni-Bevægelsen), der netop har meddelt sit ophør som medlem af Europa-Parlamentet fra 2009, når der skal være nyvalg til Parlamentet, med partiets Venstres EU-ordfører Michael Aastrup Jensen (liberal). Det var ikke noget tilløbsstykke, kunne kun samle omkring 15 tilhørere. Jens-Peter Bonde havde ikke store tanker om nordisk samarbejde, og hvad det kan udrette: Der er ikke fugls føde på det eksisterende nordiske samarbejde, meldte han ud i klartekst. Han havde engang været nordist, bekendte han, men de tider er for længst forbi. Det betyder dog ikke, at man ikke kan gøre en hel del for at styrke nordiske samarbejdstiltag – og faktisk vil Jens-Peter Bonde gerne have mere Norden – men Norden uden EU er en illusion, og det nordiske samarbejde må derfor kobles til og forankres i EU-kontekst. Men hvad kan man så komme igennem med, hvilke nordiske samarbejdsaktiviteter skal man så satse på? Jo, styrelser (forvaltningsorganer) på afgrænsede områder og agenturer for håndteringen af fx veterinære bestemmelser kunne være en af mulighederne. Altså organer/administrative apparater for en 8-12 områder. Plus fællesnordiske universiteter. Det er de to eneste bud, jeg kan komme op med, sagde Jens-Peter Bonde. Altså bliver omdrejningspunktet mere Norden i EU. Initiativer kunne være fælles nordisk lobbyisme, et fælles nordisk ambassadehus i Bruxelles. Og kontakter og intensiverede relationer mellem de nordiske EU-parlamentarikere. Der findes i dag ikke et praktisk samarbejde mellem de nordiske parlamentarikere. Sats derfor på kantinemøder og arbejdsdeling plus aftaler om arbejdsgruppedeltagelse og ikke kun begrænset til Bryssel; de nordiske kontaktflader bør således også udbygges i Luxembourg, Strasbourg og i Europarådet. Og der er nok at gøre på dette punkt, for de eksisterende nordiske koordinationsprocesser er svage, der er eksempler på modstridende kampagner, hvor man bekæmper hinanden i stedet for at trække på samme hammel. Med åbenhedsområdet som et eksempel. Der er 25 udvalg i Parlamentet, men ingen islandsk og norsk dækning i disse. Men faktisk kunne de nordiske landes ambassader via fællesaktioner og i kraft af en koordineret indsats dække alle udvalg i parlamentet. Derfor gælder det om at satse på koordinatorer og på fælleskontakter og fælles nordisk fodslag i korridorpolitikken. Og på indarbejdelse af de nordiske mærkesager i de forberedende processer og fælles konsultationer. Sats også på fælles web-sider for de fællesnordiske styrelser i EU-regi med angivelse af personer, som har at gøre med specialområder. Og ansæt nordiske embedsmænd til at følge arbejdet i de 25 udvalg i EU-Parlamentet! Og få sat gang i en arbejdsdeling mellem de nordiske parlamentarikere. Vi er jo 50 parlamentarikere til sammen! Som situationen er i øjeblikket, er der ikke antydning af koordination mellem de nordiske parlamentarikere! Man måtte ifølge Jens-Peter Bonde heller ikke overse betydningen af ordførerskaber i Parlamentet, eftersom disse til tider er ensbetydende med større indflydelse end den, som de nationale parlamentarikere kan opnå i enkeltlandenes parlamenter. Et indsatsområde kunne være fælles nærhedskontrol i relation til lovgivningsmagten (i EU). Men til dato har sådanne tiltag i retning af koordination været frugtesløse. Ikke en disse er der kommet ud af det for at sige det lige ud! Nordisk Råd kunne være et forum, der blev udnyttet langt bedre med hensyn til konsultationer og forudgående rådslagninger sigtende mod fællesoptræden i EU. Og således at man koordinerede med EU’s dagsordener og udpegede fællesnordiske mærkesager, der kunne tages op i EU-regi, og vedtog indstillinger til regeringerne i de nordiske lande. Også i FN kunne der gøres en indsats via formøder for nordiske repræsentanter. Og der kunne etableres alliancer med andre lande, fx Baltikum. Jens-Peter Bonde efterlyste desuden en fællesnordisk strategi for fælles minimumsregler og etablering af en fællesnordisk informationsdatabase for alle nordiske parlamentarikere og embedsmænd, som de folkevalgte kunne få adgang til. Efter tysk forbillede. Derved ville Norge og Island fx kunne få et nærmere indblik i, hvad der foregår i EU. På spørgsmålet om hvordan andre EU-lande ville reagere, hvis de nordiske lande i EU-parlamentarisk regi arbejdede for fælles forhandlingspositioner, svarede Jens-Peter Bonde, at det efter hans opfattelse blot ville blive betragtet som en praktisk foranstaltning. Den anden oplægsholder, Michael Aastrup Jensen, som er afløser for Venstres tidligere EU-ordfører, Charlotte Antonsen, der er gået ud af Folketinget i Danmark, og desuden formand for Danmarks repræsentation i Europarådet, ville gerne slå et slag for det nordiske samarbejde i EU. Men et samarbejde i form af fælles drøftelser og koordination finder allerede sted, med bl.a. fælles drøftelser på møder i Nordisk Ministerråd, hævdede han. Dog ville han ikke gå så langt som Jens-Peter Bonde med hensyn til systematisk forarbejde og koordinering af synspunkter, fællesoptræden mv. Vi er forskellige, betonede han, hvorfor han ikke troede så meget på fællesambassade, fællesoptræden mv., ligesom der gør sig forskellige synspunkter gældende de nordiske lande imellem på en række politiske områder. Men det ville være helt i orden at man gjorde mere ud af at afsende fællesnordiske budskaber, fx omkring flexicurity-modellens styrkesider. Men vi skal for alt i verden undgå en nordisk blokpolitik, for vi har jo også fællesinteresser med fx tyskerne, irerne og balterne. Derfor skal vi satse bredere, og EU er noget positivt. Han understregede, at han ikke går ind for forestillingen om en nordisk union inden for selve den europæiske union. Databaser og vidensdeling er dog i orden. Men man skal ikke være blind for, at de nordiske lande konkurrerer indbyrdes på nogle områder, fx klima og miljø. I spørgsmål fra tilhørerne blev der ventileret emner som mulige nordiske initiativer vedrørende pesticider og vandindvinding (grænseværdier). Venstremanden så muligheder for samarbejde med nordisk fortegn her, men kun fra case til case. Også Nordisk Råds rolle var – rituelt kunne man næsten tilføje – oppe at vende for en kort bemærkning. Jens-Peter Bonde mente, at Nordisk Råd var god til det med at uddele priser, og det kunne også være et anliggende for Rådet at følge udviklingen på det lovharmoniserende område, men kun i relation til EU’s lovgivningsvirksomhed, förstås! Altså som en reaktiv proces. Ordstyreren forsøgte sig også hen imod mødets slutning med et spørgsmål: Norden som moralsk autoritet, har denne rolle, som vi vel egentlig har været lidt stolte af, lidt overlast i og med at nogle af landene er kommet med i EU? Er den gået fløjten? Jens-Peter Bonde medgav i sit svar, at han som yngre var nordisk, men i dag må man være realistisk. Det var han i hvert fald blevet på sine gamle dage. Derfor er koordinationsstrategien det centrale, for der er i dag ikke fællesnordiske bastioner, og der er alt for modstridende holdninger de nordiske lande imellem. Men hvorfor kan vi ikke finde ud af at koordinere, spurgte han. Samtidig fandt han Island og Norges isolation og afkobling fra EU-processerne meget problematisk. Det kan fx undre, at der ikke er støtte fra Island og Norge til EU’s miljø-initiativer. Men det er fattigt, at der ikke er et nordisk samarbejde inden eller uden for EU. Venstremanden mente, at der stadig findes en moralsk autoritet, som kan for bindes med de nordiske lande, men det bedste ville nu alligevel være, hvis både Norge og Island kom med i EU! Man forlod mødet skuffet og en kende mistrøstig, men alligevel også med et strejf af kampgejst. For er det virkelig rigtigt, at det står så sløjt til med det nordiske samarbejde? Mødeformen var ikke god, for lidt tid og næsten ingen mulighed for at komme til orde som tilhører. Konklusion: Måske ikke meget at skrive hjem om set med Frit Norden-briller. Og dog? For optikken hos de to ordduel-deltagere er jo noget ensidig. De har konstant EU-brillerne på, og deres synsvinkler er stærkt præget af parlamentariske miljøer, tankegange og manøvremuligheder. Man glemmer helt de folkelige kræfter og græsrodsperspektivet samt de dele af det politiske spektrum, som aktivt arbejder med nordiske initiativer, og som bruger Nordisk Råd fx aktivt. Og der var intet om fælles nordisk energimarked og fælles udenrigspolitik. Heller intet om nordiske oplysningsaktiviteter og medier. Og man kunne også, hvis tiden havde været til det, boret i de etablerede politikeres og visse partiers berøringsangst over for Norden og det nordiske samarbejde. Samtidig tegner der sig også, sådan som nærværende skribent ser det, udfordringer til Frit Nordens tre foreninger: Det er muligt, at idéen er dødfødt, og at vi skal holde nallerne væk her og koncentrere os om Norden uden for EU og frigørelsen fra EU, men skal vi være totalt tavse i forhold til manglen på samarbejde og koordination de nordiske parlamentarikere imellem i EU-regi? Skal vi blot ignorere de problemer, som Jens-Peter Bonde gør opmærksom på? Det er da en diskussion værd! Og lad os så tage en diskussion af Jens-Peter Bondes udmeldinger og idéer. Og lad os give ham modspil i form af en byge af spørgsmål og indvendinger på Folkerigsdagen til sommer. (31. marts 2008)
Se også omtalen på Nordisk Råds og Nordisk Ministerråds fælles hjemmeside: http://www.norden.org/webb/news/news.asp?id=7711&lang=1 |