Kommentar (fra forsiden)

Frem i lyset med de nordiske succeshistorier
Kommentar til Erik Boels indlæg i Morgenavisen Jyllandsposten 24/10 (“Nedlæg Nordisk Rod”)
Af Leif Kajberg, medlem af foreningen Frit Nordens styrelse, Danmark

Med en præcision, der svarer til sommertidsjusteringen af uret forår og efterår, har Erik Boel – denne gang med Jens-Kristian Lütken som medforfatter – gennemført den rituelle nedrakning af ”Nordisk Rod” (kommentar den 24/10). Man aner straks uråd, når Boel og medforfattere roder sig ud i omtalen af noget, der har med nordisk samarbejde at gøre. Skåltaler, romantik, støvet fortid, hundedyr snakkeklub og almindelig irrelevans, jo, jo – vi kender indvendingerne til hudløshed. Heldigvis fik de to herrers velkendte kritikpunkter ikke lov til at stå alene. De har efterfølgende fået svar på tiltale i Jyllandsposten af generalsekretær i Nordisk Ministerråd Halldór Ásgrímsson, Tomas Larsson, Frode Sørensen og Kristen Touborg.

Men der er behov for at holde gang i debatten. For nu har vi i mellemtiden været gennem en folketingsvalgkamp, hvor Norden og nordisk samarbejde var totalt fraværende i politikerindlæg og partiagitation. Men hvor er det dog ærgerligt, og hvor forpasser man dog mange muligheder. For her var der måske en chance for at sætte nogle få selvstændige værdipolitiske fingeraftryk for et parti som fx Socialdemokratiet. I stedet for på vejrhanevis i større eller mindre omfang at kopiere og overtage Venstres politik. Hvorfor ikke bruge Norden og nordisk samarbejde offensivt, til informationsudveksling og til at støbe nye politiske initiativer? Nogen kan det der med informationsudveksling inden for nordiske partigrupper og udnyttelse af nordiske politiske kontakter til strategiformulering, spørg bare den myreflittige Line Barfod fra Enhedslisten.

Hvis Nordisk Råd ikke fungerer optimalt, så kunne en af forklaringerne – som flere har været inde på – jo være, at man fra de toneangivende danske politikeres side ikke gider Norden og simpelt hen har fravalgt den nordiske dimension. Men det er faktisk synd, for man kunne jo netop gøre en forskel, rent politisk, ved at spille det nordiske kort. Og man kunne sætte vægt bagved ved sine forslag og initiativer, hvis man satsede nordisk. Inden for miljø- og klimapolitik fx og ved at aktivere den fælles nordiske energipolitiske dimension, som fx Greenpeace har gjort sig til fortaler for i et gennemarbejdet udspil. Også i forhold til at involvere sig i sikkerhedspolitiske aktioner og krige er nordisk fællesoptræden på sin plads. Et nordisk udenrigspolitisk trepartssamarbejde findes allerede, men Danmark er udenfor. Besynderligt. Det er jo grotesk, at vi har måttet være vidne til Danmarks enegang i forhold til Irak-krigsdeltagelsen og Fogh-Rasmussens solotrip på dette dødsensalvorlige punkt. Det naturlige alternativ havde været, at man via forhandlinger i nordiske fora have arbejdet sig hen imod en fælles holdning i relation til Irak. Og flygtningepolitikken er et andet oplagt politikområde. Også her kunne man tappe nordiske informationskilder systematisk og berige og udbygge sine politiske initiativer ved at udnytte de nordiske kontaktmuligheder. Og hvad med trafikpolitikken? Og hvorfor ikke et nordisk klimapolitisk topmøde?

Men nedprioriteringen og nedgørelsen af det formaliserede politiske samarbejde i Norden betyder desværre, at man svigter de nordiske græsrødder og dem, som er aktive i utallige hverdagssammenhænge, på arbejdspladser, i foreninger, i organisationer og i kulturlivet. Man overser, mere eller mindre bevidst, fra mediernes og politikernes side, det vidstrakte nordiske samarbejde, der udfolder sig til daglig på gulvplanet.
Inden for den lille akademiske disciplin, som jeg selv kender til og er aktiv inden for, har nordisk samarbejde eksempelvis været fast inventar i årtier. Man udnytter stordriftsfordele, binder små og smalle akademiske miljøer sammen, går sammen om at ansøge om midler til fællesprojekter, konferencer og seminarer, opretter og vedligeholder forskeruddannelsesnetværker og drager i disse specifikke sammenhænge fordel af fælles kulturel, samfundsmæssig, sproglig og værdimæssig ballast. Seneste skud på stammen inden for det område, jeg kender til, er et nordisk elektronisk tidsskrift. Denne type initiativer findes der massevis af inden for den akademiske verden i Norden.

Derfor: Frem i lyset med myldret af nordiske succeshistorier, som overses og bevidst usynliggøres. Glem heller ikke de særlige nordiske styrkesider, eksempelvis et begreb som social kapital forstået som individers evne til at samarbejde frivilligt. Social kapital, tillid mellem mennesker, er smøremidlet i den nordiske velfærdsmodel, og i en international undersøgelse topper fire nordiske velfærdsstater faktisk listen over 85 lande rangordnet med hensyn til generel tillid (påvist af professor Gert Tinggaard Svendsen, Århus Universitet). Sæt fokus på Nordens hverdagsmagere og de mange nordiske tovholdere og brug bl.a. deres indsats og engagement som afsæt for revitaliseringen af Nordisk Råd! En anbefaling til Bertel Haarder, nyslået nordisk samarbejdsminister i Danmark.
(24. november 2007)