Kommentar (fra forsiden)

Gode miner til slet nordisk spil: når politikere svigter den nordiske idé

Af Leif Kajberg. Næstformand for foreningen Frit Norden. Var i en årrække international koordinator ved Danmarks Biblioteksskole.

Et nyt forslag om øget forsvarssamarbejde i Norden har ikke fået megen opmærksomhed. Problemet er, at forestillingen om Norden som samlet region typisk kommer i klemme mellem europæiseringen og det nationalstatslige.

Det er efterhånden svært at få øje på Norden som samarbejdsregion, for det nordiske og de nordiske landes indbyrdes samarbejde fylder ikke ret meget i det offentlige rum og i medierne. I hvert fald ikke i Danmark. Mange politikere vil ikke rigtig vide af nordisk samarbejde, og i de senere år er de nordiske landes samarbejde gradvis blevet udvandet og marginaliseret. Dødvandet karakteriseres træffende af generalsekretær i den danske Foreningen Norden, Peter Jon Larsen: Det går rigtigt, rigtigt dårligt, selv om der findes et fantastisk potentiale (Jyllands-Posten 26. juli 2008). Erik Boel, landsformand for Europabevægelsen og forstander for Europahøjskolen på Kalø, har i flere debatindlæg været på nakken af ”Nordisk Rod”, og sandt er det da, at den nordiske parlamentarikerforsamling og det administrative apparat under Nordisk Ministerråd ikke just glimrer ved synlighed. Usikkerheden omkring det nordiske samarbejdes udviklingsretning, nedtoningen af Norden og det nordiske og efterlysningen af nye fælles nordiske satsninger kommer også til udtryk i en lille interview-rapport, som Bengt Lindroth sammenstillede for den svenske Foreningen Norden sidste år.  Lindroth interviewede en snes personer, alle fra Sverige og centralt placeret inden for kultur, medier og samfundslivet i bred forstand, (læs mere her).Paradoksalt nok virker det undertiden som om, at interessen for Norden og det nordiske samarbejde er større uden for end inden for Norden! Og interessen rækker videre end til det danske (og nordiske) flexicurity-brand og den lovpriste måde at skabe dynamik og bevægelighed på arbejdsmarkedet på, der dog har vist sig at være mindre robust i krisetider. Et eksempel på den eksterne Norden-interesse er en ledende artikel i Financial Times (31. juli 2009) med overskriften Nordic lessons for the rest of the world, (læs mere her). Artiklen nærmest hylder den nordiske model og de sociale og økonomiske fremskridt i denne del af verden, de anvendte virkemidler, den flade lønstruktur, udbredt lighed plus krisetacklingskapaciteten i tider med nedadgående konjunkturer. Dog slås det også fast, at modellen ikke er egnet til at blive kopieret af andre lande.

Det er ikke blevet lettere at fastholde og forsvare kernen eller substansen i det nordiske samarbejde og det som man lidt overfladisk kunne kalde det nordiske brand. Der er desværre en tendens til, i hvert fald set med danske øjne, at den opreklamerede danske og nordiske velfærdsmodel er under omforandring eller ligefrem er ved at skride. Som forskere i Danmark peger på, går tendensen mere og mere i retning af, at der rokkes ved grundpillerne i velfærdsstaten. Det kom bl.a. frem på et debatmøde om den nordiske velfærdsmodel og dens overlevelse i Nordisk Ministerråds sekretariat i København den 16. april i år. Mødets moderator Lotte Hansen lagde for med en bemærkning om, at det ikke just var en festforestilling, tilhørerne ville gå ind til. Dermed antydede hun, at den nordiske model var blevet noget flosset i kanten, står over for en række udfordringer og derfor ikke ville blive friholdt for kritik. Professor ved Århus Universitet og formand for den danske regerings velfærdskommission (2003-06) Torben Andersen fremhævede, at udfordringerne for velfærdsmodellen kommer fra demografien, serviceforventningerne, globaliseringen (forsvinder grundlaget for en skattefinansieret nordisk velfærdsstat?), individualiseringen plus finanskrisen (som en joker fra kulissen).

I disse år fremsættes der forslag til skattereformer, som bryder med grundlæggende lighedsidealer, og som omfordeler skattebyrden, således at de velstillede slipper billigere. Og inden for sundhedsvæsenet i Danmark bevæger udviklingen sig støt mod noget, der ligner amerikanske tilstande. Nyliberalismen tærer i det fællesnordiske arvegods. Og billedet fremstår mere og mere speget, for hvad er egentlig det specifikt nordiske i velfærdsmodellen, når fx sundhedsforsikringer og privathospitaler i smuk overensstemmelse med EU’s plan for et indre marked for sundhed i stigende grad er med til at sætte skel mellem enkeltindivider og befolkningsgrupper? Hvad betyder amerikaniseringen, globaliseringen og virkningerne af EU’s direktivmølle for den nordiske fællesidentitet? Og det med at møde borgerne i øjenhøjde, hvor megen gyldighed har det efterhånden som det terrorforskrækkede regulerings- og overvågningssamfund sætter sig igennem? Når man bevidst undviger dialogen med befolkningen, når man, på nærmest despotisk vis, gennemfører store omvæltende reformer som tyv om natten uden forudgående debat? Eller når man på forhånd viser oppositionen i landets parlamentariske forsamling vintervejen og varsler vedtagelse af en skattereform med langtidsperspektiver i en nærmest truende atmosfære og inden for en tidsramme på få dage. Vel næppe en særlig nordisk demokratisk tilgang? Og hvad med det grønne Norden og fælles klimafremstød? Hvis den svenske regering omdefinerer energipolitikken og er til flere atomkraftværker, lige som den finske, hvordan er det så lige det ser ud med hensyn til at realisere de visioner om en fælles nordisk energiscenarie, som fx Greenpeace har lagt frem (læs mere her)? Ligestillingen (mellem kønnene) har hidtil været en uantastet nordisk bastion, og Norden er stadig i front på dette punkt. Men som Drude Dahlerup påpeger, er kravet om kønsbalance, en fifty-fifty-fordeling af kvinder og mænd i de politiske beslutningsprocesser, en central dagsorden i FN-regi. Og i nogle lande, fx Costa Rica, Spanien og Sydafrika er der faktisk initiativer og udviklinger, som giver disse lande førertrøjen sammenlignet med Norden. Drude Dahlerup konstaterer således, at de nordiske lande ikke længere er modellen, hvad angår ligestillingspolitikken.  En aktuel illustration er diskussionen af Danmarks lave profil på ligestillingsområdet og minister for ligestilling Inger Støjbergs passivitet og bortforklaringer. Tendensen går endvidere mod et mere grumset politisk spektrum, og højrepopulismen marcherer i disse år: Fremskrittspartiet står stærkt i Norge og havde fremgang ved Stortingsvalget for nylig, Dansk Folkeparti er hele tiden i ideologisk offensiv, og konturerne af et svensk modstykke synes stadig skarpere i kraft af den øgede tilslutning til Sverigedemokraterna. Der er ingen tvivl om, at de stærkere nationalistiske, værdikonservative og fremmedskeptiske strømninger i Skandinavien repræsenterer endnu en udfordring for forestillingen om et fælles nordisk værdisæt. Usynliggørelse af det nordiske samarbejde forekommer også inden for historieskrivningen. Et ret dugfrisk eksempel på tendensen til helt at overse det nordiske samarbejde og dets betydning er professor Lars Bo Kaspersens bog Danmark i Verden (læs mere her), som ret tankevækkende skildrer Danmarks nyere historiske udvikling som uberoende af Norden og de nordiske samarbejdsbestræbelser.  

Også inden for sikkerheds- og udenrigspolitikken i Norden ses divergerende positioner og opbrudstendenser. Danmark har som bekendt kraftigt artikuleret den såkaldt aktivistiske udenrigspolitik med deltagelse i krigshandlinger out of area. En parallel udvikling ses i Sverige, hvor forsvarets rolle er blevet omdefineret fra invasionsforsvar til indsatsforsvar med deltagelse i fredsfremtvingende operationer i verdens brændpunkter. Der pågår også en diskussion om, hvorvidt Sverige bør indgå i NATO’s Response Force. Dette paradigmeskift markerer samtidig en afstand til en mere ”nordisk præget” sikkerhedspolitisk profil centreret om fredsopbygning, konfliktforebyggelse, nedrustning, deltagelse i FN-ledede operationer, nordisk fællesoptræden i FN-regi mv.

Ny redegørelse
Med fremkomsten af Stoltenberg-udredningen er diskussionen om en revitalisering af samarbejdet om udenrigspolitik og sikkerhedspolitik i Norden imidlertid blevet tilført ny næring. Baggrunden er kort den, at Thorvald Stoltenberg, tidligere norsk forsvars- og udenrigsminister, i 2008 af de nordiske udenrigsministre fik i opdrag at fremlægge forslag til styrkelse af det nordiske samarbejde om udenrigs- og sikkerhedspolitik. Stoltenbergs forslag blev tilstillet udenrigsministrene på et ekstraordinært ministermøde den 9. februar i år. Stoltenberg-rapporten indeholder 13 forslag:
•    Etablering af en nordisk indsatsenhed for militær og civil stabilisering
•    Nordisk samarbejde om overvågning af luftrummet og luftpatruljering over Island
•    Etablering af et nordisk system for overvågning og varsling i de nordiske havområder
•    Oprettelse af en nordisk maritim indsatsenhed
•    Etablering af et nordisk satellitsystem for overvågning og kommunikation inden år 2020
•    Praktisk rettet nordisk samarbejde om arktiske spørgsmål
•    Etablering af et nordisk kompetencenetværk til forsvar mod digitale angreb
•    Etablering af en nordisk katastrofeenhed
•    Etablering af en efterforskningsenhed for krigsforbrydelser
•    Samarbejde om udenrigstjenesten, fx via fælles repræsentationer i lande og områder uden ambassader eller generalkonsulater
•    Militært samarbejde om transport, sanitet, uddannelse, materiel og øvelsesområder
•    Etablering af en nordisk amfibisk enhed
•    En nordisk solidaritetserklæring. Gensidig sikkerhedspolitisk erklæring i hvilken landene på en forpligtende måde klargør, hvordan de vil reagere, hvis et nordisk land bliver udsat for et ydre angreb eller for utilbørligt pres.

Etableres ved siden af
Det understreges i rapporten (læs mere her), at forslagene skal gennemføres inden for de bestående sikkerhedspolitiske regimer. Forslagene forudsætter således, at eksisterende NATO-medlemskaber ligger fast, og at der ikke ændres på Finlands og Sveriges alliancefrihed og neutralitet. Måske falder Stoltenberg-rapporten nogen for brystet på grund af forslagenes helstøbte og ret vidtgående karakter. Forslag 13 om en nordisk solidaritetserklæring, en musketer-ed som man har det inden for NATO, kan nok få flere politikere op af stolene. Den slags giver mindelser om tidligere tiders mere højprofilerede nordiske projekter i form af nordisk forsvarsforbund og NORDEK. En tilsvarende forpligtelse er imidlertid formaliseret i Lissabontraktaten, der foreskriver, at staterne i EU skal hjælpe hinanden i tilfælde af angreb. Her nærmer vi os i øvrigt et af de nordiske samarbejdes centrale dilemmaer: Modviljen mod at binde sig for stærkt, berøringsangsten over for alt, som smager af noget overnationalt. Betegnende nok har de politiske eliter i de nordiske EU-medlemslande ikke haft problemer med Lissabontraktatens solidaritetsklausul, hvorimod en nordisk solidaritetserklæring opfattes som en regulær knast.

Lille opmærksomhed i Danmark
Modtagelsen af Stoltenbergs udspil på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område gav indtryk af, at der ville være muligheder for at blæse nyt liv i de nordiske landes samarbejde. Stoltenberg-rapporten har været genstand for betydelig medieopmærksomhed i de øvrige nordiske lande, men i Danmark har rapporten ikke rigtig fænget, og det har været mere end småt med medieomtale. Hertil kommer, at den officielle forsvarspolitiske agenda i Danmark synes ret upåvirket af Stoltenberg-udspillet. Den skriftlige version af Forsvarsforliget 2010-2014 nævner godt nok de arktiske områders geostrategiske betydning, som vil medføre flere udfordringer for dansk forsvar. Men formuleringerne vedrørende nordisk forsvarssamarbejde er valne og forsigtige, og Stoltenberg-udspillet er ikke nævnt. Rapporten blev i øvrigt drøftet på et møde arrangeret af Dansk Institut for Internationale Studier den 13. maj, hvor Stoltenberg selv præsenterede udspillet.
Generelt fik Stoltenbergs oplæg en positiv modtagelse på de nordiske udenrigsministres møde i Reykjavik den 9. juni. Der var opbakning til flere af forslagene, og delelementer som fælles-nordiske ambassader og overvågningen af islandsk luftrum har vakt positiv interesse.  Men som forventeligt blev forslaget om en stående, fælles indsatsstyrke, som skal stilles til disposition for FN, skudt ned. Der var enighed om, at det nordiske samarbejde skal komplettere det eksisterende samarbejde i NATO, EU, OSCE og FN.
Det bliver interessant at se, hvordan det vil gå med udmøntningen af forslagene. Men flere er allerede blevet skudt til hjørnespark, og nationale særinteresser synes godt på vej til at tage luften ud af dem. En anden stopklods synes at være prioritetsafvejningen i forhold til EU og udbygningen af den militære kapacitet inden for EU. For nyligt var EU-forsvarsministrene samlet til uformelt møde i Gøteborg under det svenske EU-formandskab. Et af hovedpunkterne i diskussionen var EU’s indsatsstyrker og EU’s rolle som ”krisehåndterings-aktør” udadtil. Sveriges forsvarsminister, Sten Tolgfors talte således for øget fleksibilitet i anvendelsen af EU-indsatsenhederne.

Kommer i klemme
Forestillingen om Norden som samlet region kommer typisk i klemme mellem europæiseringen og det nationalstatslige. Generelt vægrer regeringerne og de toneangivende politikere i de nordiske lande sig ved at give mere reel magt til regionalt nordisk samarbejde. Tre nordiske lande har jo qua deres EU-medlemskab i lang tid været i færd med at overføre beføjelser og mere beslutningskompetence til Bruxelles. Følgelig kommer det nordiske i klemme, og derfor er det nordiske og fremhævelsen af det nordiskes betydning langt henad vejen en retorisk øvelse. Nogle politikere ser imidlertid en styrket fremtid for det nordiske samarbejde inden for EU-folden. Det gælder således de partier, der er tilsluttet Mittengruppen i Nordisk Råd deriblandt De Radikale i Danmark. Partigruppen præsenterede således et udspil med titlen Skilda vägar? Nordiska rådet och EU på en høring på Christiansborg den 15. april om ”Norden og EU ved en skillevej.” Upåagtet af medierne foregår der således for tiden en kamp om dagsordenen for udformningen af det nordiske samarbejde og den nordiske velfærdsmodel. Der er vedholdende bestræbelser på at italesætte fornyelsen af det nordiske samarbejde som tættere tilknytning til EU og regionalisering inden for EU. Skriftet fra Mittengruppen, som dannede udgangspunktet for høringen i Fællessalen, er et prægnant eksempel herpå. Står det således til Mittengruppen, skal Nordisk Råd i princippet gøres til en integreret del af EU-samarbejdet. Erik Boel abonnerer på samme vision: Norden forenet inden for EU og større gennemslagskraft for nordiske værdier europæisk og globalt (dagbladet Information 26. august 2009, læs mere her). Men spørgsmålet er, om denne opskrift på det fremtidige nordiske samarbejde er tilstrækkeligt dækkende for opfattelsen af det nordiske samarbejde i brede dele af befolkningerne i de nordiske lande. Og som påvist af bl.a. Jens-Peter Bonde har det hidtidige nordiske EU-parlamentariker-samarbejde været ret blodfattigt. Den svenske Europaparlamentariker Anders Wijkman bekræfter dette: ”Det är märkligt att det inte är mer (miljö) debatt på nordisk nivå. Jag ser på EU-nivån hur relativt lite de nordiska länderna samarbetar” (Lindroth s. 13, læs mere her).

Fælles plads i G20
Men måske findes der en ny chance for et mere markeret og synligt nordisk samarbejdsprojekt. Norges udenrigsminister Jonas Gar Støre har således for kort tid siden været inde på, at Norden skal søge om en fælles plads i G20-klubben. Støre mener, at de nordiske lande vil kunne få mere indflydelse ved at gå sammen. Støre henviser til, at Norden udadtil opfattes som et område og en gruppe af lande, som optræder ens med fælles interesse.

Det nordiske samarbejde trænger til et spektakulært løft, men det er endnu uvist, om planerne om forsvarssamarbejde kan give et boost til samarbejdet.
Svaret blafrer i nordenvinden.
(Oktober 2009)