Flygtningekrisen og det - manglende - nordiske samarbejde

Af Lissie Thording og Jesper Morville, medlemmer af styrelsen i Frit Norden
Februar 2016

Vi mødes, ryster på hovedet, ser hinanden dybt i øjnene og bliver enige om, at nu kan det da ikke blive værre: nu er så vel lovgivning som sprogbrug langt under den standard, vi må have her i landet. Det er smertegribende hårdt, men det er dog rent fallit at blive stående her. Humanitære normer kræver handling. Der må gøres noget.

Der ligger en vældig faldgrube i stiltiende erkendelse af, at vi da hører til dem, der kan finde ud af at behandle folk ordentligt. Udlandet ved, at Danmark - at landene i Norden i øvrigt - har de gode traditioner. Men det er netop tradition, i dag ikke virkelighed. Vi må erkende, hvordan det er blevet, og vi må ændre os. Det er vanskeligt, det kræver mod at se sig selv som skurk, det kræver hårdt arbejde at lave det om.

En erkendelse af situationens alvor og egne forsømmeligheder er på sin plads. Krigen i Syrien har nu varet i fem år. Folk dør i krig og bombardementer. Man mister sit arbejde, sulter, børnene kommer ikke i skole.

Vi lukker øjnene.

Vi vil jo ikke erkende det. I sommer skete der en stor nedsættelse af FNs nødhjælp i flygtningelejrene. Derfor flygtede så mange i løbet af sommeren og efteråret.

Der har jævnt hen været forsøg på at holde liv i det nordiske samarbejde, men det har ofte virket vanemæssigt og selvfølgeligt og dermed måske ligegyldigt.

Men efter de sidste måneders accelerering af flygtningenes problemer og kold luft og forskellig tilgang mellem Sverige og Danmark er nødvendigheden af en oplivning af samarbejdet blevet mere og mere tydelig. Det er trist, at vi er endt der, men samtidig glædeligt, at der fra flere sider peges på denne nødvendighed.


Her skal nævnes tre tydelige indspark:

1) Asger Baunsbak Jensen 12. januar i Kristeligt Dagblad (Baunsbak Jensen var formand for Foreningen Norden i årene 1982 - 1984):
Han skriver, at Foreningen nu står i den største udfordring siden anden verdenskrig. De nordiske folk glider fra hinanden. Den danske og den svenske statsminister mødes ikke. Der bør hurtigst muligt indkaldes til nordisk statsministermøde. Foreningen Norden må holde en konference, som sætter disse problemer på dagsordenen, og som kan virke forpligtende på Nordisk Råd og de nordiske regeringer.

2) ”Bevar den nordiske model” – et indlæg i Information 14. januar, underskrevet af socialdemokratiske partiformænd i de fem nordiske lande samt formænd fra LO i de
skandinaviske lande og dertil svarende direktør for SAK i Finland og formand for ASI i Island.
De tager udgangspunkt i, at de nordiske lande har nået et overordentlig højt niveau mht. levestandard og velfærd, muligheder for uddannelse, udvikling og frihed for alle. Det var socialdemokraternes og arbejderbevægelsens fortjeneste og i en kamp mod højrefløjen, som nu fremfører, at vi må afvikle den nordiske, model, hvis vi skal klare tidens udfordringer. De tager fejl, siger læserbrevet her. Arbejderbevægelsens ide om frihed, lighed, fællesskab og hårdt arbejde gjorde den nordiske model til virkelighed, og den er i dag vigtigere, end den længe har været.

3) ”Nordens venstrefløj vil tage ansvar for at løse flygtningekrisen” hed et indlæg i Information 22. januar - underskrevet af ledere af venstrefløjspartier fra de fem nordiske lande.
De ser, at de nordiske lande konkurrerer om den mest restriktive asylpolitik. Men med sådan en konkurrence kan man ikke opbygge et velfungerende arbejde med flygtningespørgsmål. Nu er det derimod vigtigt, at de nordiske lande arbejder sammen. De ønsker, at de nordiske regeringer mødes og diskuterer en fælles indsats. Et muligt resultat kunne være minimumsniveauer for, hvordan mennesker, som kommer til Norden, skal modtages. Sådan kan man standse kapløbet mod bunden samtidig med, at hvert land kan indføre generøse og humane regler. Man ønsker mere ansvar til FN, og hvis/når der bliver fred, en ny Marshallhjælp. Og endelig ønsker man et møde mellem regeringerne i de nordiske lande, og at disse regeringer tager ansvar for situationen og søger fælles
løsninger.

Noget må gøres, hele problemstillingen trænger til opmærksomhed. Hvem har mulighed, vilje og kræfter? En konference kunne måske sætte noget i gang----

Vi er i Frit Norden meget påvirkede af situationen og vil fremføre, at der dog i det ovennævnte er vilje og grundlag for gode bestræbelser. Hele problemstillingen trænger til opmærksomhed. Vi mener, at en konference kunne være på sin plads. Hvad gør Foreningen Norden? Den har kræfter og medlemmer. Frit Norden er en meget lille forening, måske lidt mere rebelsk. Kan vi sammen gøre noget?