svane


Kommentar (fra forsiden)

www.fritnorden.dk


4 gange 10 milliarder
Af Tao Kongsbak, suppleant i Frit Nordens styrelse
Søndag, 1. januar 2012

Jeg er ikke fan af økonomer. Men jeg har lært hovedregning i skolen og er i historie blevet undervist i, hvordan regeringer nu og da kan komme til at bedrive samfundsskadelig virksomhed. Indsigter herfra har jeg haft god brug for, når jeg skal forstå, hvorfor det danske folketings europaudvalg for nylig har bevilget 40 mia. kroner til IMF med henblik på at forhindre eurozonens finansielle kollaps, og som det er tvivlsomt det nogensinde får tilbage.

Det er ikke fordi folketinget er enestående i Norden. Stortinget i Norge har lige bevilget 55 mia. norske kroners lån til samme formål og er klar til at svinge rentepisken over lande som Grækenland.

For menige nordboer er 40 mia. danske kroner et astronomisk beløb. For at sætte det i proportioner kan det oplyses, at den danske regering budgetterer med statsunderskud på 100 mia. i 2012. Men uanset hvilken side i folketinget man støtter, om det er den røde, grønne eller blå eller dem alle, er det svært at argumentere for, at de 40 mia. kroner til IMF skulle kunne betragtes som hverken en offentlig investering, investeringer i vedvarende energi, offentlige besparelser i Danmark endsige demokratireformer i andre lande. Tværtimod. I forvejen dræner medlemskabet af EU den danske statskasse for netto 10 mia. kroner. Altså ender mindst halvdelen af statens underskud med at være luftige kontingenter til Europa.

Ligeledes er det tvivlsomt om de 40 mia. kroner nogensinde kommer de jævne endsige fattige folk i det mediterrane Europa til gode. Bør vi ikke overveje om loftet for nordisk hjælp til den centraleuropæiske finansverden er nået? Og hvorfor bruger Stortinget i Norge ikke nogle af de 55 mia. kroner til at dække statsunderskuddet i Danmark?

Hvis det danske folketing absolut vil være monetært solidarisk med lande i det mediterrane Europa, hvad med om det fokuserede sin indsats og nøjedes med at give for eksempel 10 mia. til energirigtig og miljøbevarende genopretning af betrængte græske, spanske, portugisiske og italienske kystdistrikter (hovedkontoret kan for eksempel placeres i Esbjerg) og 10 mia. til mediterrant-nordisk mellemfolkeligt skole- og socialarbejde.

Endvidere kan det oplyses, at budgettet for det formelle mellemstatslige samarbejde for alle lande i Norden, Nordisk Ministerråd og dets institutioner, i 2012 er 0,934 mia. Det vil for Danmarks vedkommende sige en udgift på under 0,23 mia.. Af de resterende af folketingets mellemstatslige solidaritetspenge kunne 10 mia. således passende gives som et engangsbeløb til at befri Nordisk Ministerråd. Som en sidste investering i fremtiden kunne 10 mia. kroner gives til det folkelige nordiske samarbejde som Nordisk Ministerråd i sin tid udsprang af. Gerne, om folk vil, med vægten lagt på at selvstændiggøre de lande som indtil videre kun har selvstyre: Åland, Færøerne, Sameland og Grønland.

Sidst men ikke mindst. IMF, den Internationale Monetære Fond, er befolket af hovedsagligt elitært og teknokratisk uddannede økonomer. Denne gives nu af Danmark og Norge overmyndighed til at løse EU’s egne finanspolitiske problemer. EU’s tid som selvstændig økonomiske enhed er hermed forbi. Med andre ord, EU’s eksistens, i det mindste i Norden, er fremover noget skoleelever vil blive undervist i i faget historie som et eksempel på, hvordan finansfikserede politikere mislykkedes med at opretholde noget som aldrig for alvor havde folkelig opbakning.

Derfor skal der slutteligt lyde et empatisk og udfriende ønske for den danske regering. Hvis skiftende regeringer i Danmark virkeligt er så forliebte i regnedrengene fra IMF, hvorfor glemmer de så ikke det næste halve års formandskab for EU til 0,26 mia. kroner, for i stedet som nordisk foregangsland at koncentrere sig om at bidrage med en fællesnordisk repræsentation i IMF med henblik på at demokratisere denne?

Frit Nordens suppleant i styrelsen siger tak for et solrigt år i Norden. Vi kan se frem mod det nye år med fornyet optimisme. Vi har kurs mod et Norden, hvor de nordiske lande igen kan samarbejde uhindret. Lad os stå sammen om at sejle Norden fri af de globale historiske skær. Lad os gøre det i et forpligtende omkalfatret men selvstændigt nordisk fællesskab der samarbejder frit, mellemstatsligt og folkeligt med andre lande på hele kloden herunder det mediterrane Europa.

Godt nytår!