Velfærd under pres
Det bliver vanskeligt at opretholde det danske velfærdssystem under
ØMU'en
Selv om Amsterdamtraktaten slår fast, at vi selv bestemmer,
hvor store velfærdsydelser der skal stilles til rådighed for
befolkningen, så er det danske system under pres. Det mener lektor
ved Statskundskab på Århus Universitet, Anette Borchorst.
- Selvom det fremgår af Amsterdam-traktatens sociale kapitel,
at der skal være enstemmighed på alle områder vedrørende
velfærdspolitikken i snæver forstand, så er der alligevel
en række forordninger og ikke mindst afgørelser ved EU- domstolen,
som påvirker vores sociale system, siger hun.
- Reglerne om fri bevægelighed indbefatter også
serviceydelser, derfor kan vi på tværs af en stribe afgørelser
ved domstolene se, at man ikke længere kan afgrænse sociale
ydelser til sit eget lands borgere. Man kan heller ikke forhindre, at de
køber ydelserne i andre lande.
Anette Borchorst mener, at EU-domstolen har været »integrationsivrig«
og meget ofte tolket reglerne vidtgående. Og med to markante domme
sidste år er der allerede nu lagt op til omfattende ændringer
af de danske regler.
Domstolsafgørelsen gav to borgere fra Luxembourg ret
i, at de havde ret til med tilskud fra deres hjemlige sygekasse at købe
briller og få behandlet tænder i et andet EU land. Afgørelserne
har sat de danske jurister på overarbejde for at udrede konsekvenserne
for de danske tilskud til en hel række behandlinger og sociale ydelser.
- Beslutningen om at ændre efterlønsordningen har
elementer af det samme. Selvom regeringen med fast mæle benægtede,
at det spillede en rolle, så ved vi, at EU Kommissionen var på
vej til at rejse en retssag mod Danmark om efterlønsordningen, siger
Anette Borchorst.
Kommissionen mente ikke, at efterlønsordningen skulle
gælde alle EU-borgere.
Men den mente, at borgere fra andre lande skulle kunne tage
deres anciennitet med, hvis de havde været medlem af en a-kasse i
hjemlandet.
- Regeringen benægtede sammenhængen, men man lavede
det særlige efterlønsbidrag, og dermed undgik man at få
en sag på halsen, siger hun.
Hun mener, at truslen om retssag var medvirkende til, at efterlønsbeslutningen
blev taget uden større diskussion i Danmark.
- Der er en hel stribe afgørelser fra domstolen, der
viser, at vi ikke længere kan begrænse de sociale ydelser til
danske borgere, understreger Anette Borchorst.
Hun nævner blandt andet en sag, hvor en græker havde
arbejdet i Tyskland. Han og hans kone fik et barn der og fik dermed ret
til tysk børneydelse. Efter at parret var vendt hjem til Grækenland,
fik de endnu et barn. EU Domstolen dømte Tyskland til at betale
børneydelse til barn nummer to, som boede og var født i Grækenland.
Danmark sårbar
- Det danske velfærdssystem er sårbart, fordi det bygger
på «universalisme«. Det vil sige, at vi har ydelser,
som i princippet skal gælde alle borgere, og det er finansi
eret gennem skatterne. Det betyder, at omfordeling er et grundlæggende
princip, siger Anette Borchorst.
- I de fleste andre EU lande er grundprincippet ikke omfordeling.
De grundlæggen de indkomstforskelle bevares. De har et forsikringsprincip,
som er knyttet til arbejdsmarkedet, og hvor de sociale rettigheder er knyttet
til tidligere betalte bidrag. For mange kvinder i andre EU lande
betyder det, at de har været forsikret via deres mænds forsikringsordninger,
siger hun.
- Svagheden ved den danske ordning er skattetrykket, vi har
det højeste skattetryk, netop fordi de sociale ydelser er finansieret
over skattebilletten.
Derfor er det afgørende, at landets borgere bakker op om, at
man skal omfordele.
Alle undersøgelser viser, at hovedparten af danskerne
grundlæggende bakker op om at støtte de svageste og gerne
betaler deres skat.
- Problemet er imidlertid, at pengene skal hentes ind blandt
andet. via afgifter og moms, og det bliver vanskeligere, når man
åbner grænserne.
Samtidig tales der mere og mere om at harmonisere skatterne. Vi et
af de få lande, der har sådan et system.
I Danmark kalder vi det sygesikring og arbejdsløshedsforsikring,
men kun det sidste er forbundet med et forsikringsprincip og det i en meget
modificeret form.
- Et rendyrket forsikringsprincip ville betyde, at a-kassebidraget
og dagpengene ville være afhængig af ledighedsrisikoen siger
Anette Borchorst.
- Signalerne fra Kommission og til dels domstolen peger alt
i alt på, at det går mod flere og flere forsikringsordninger.
Ændringen af efterlønnen er et godt eksempel på det.
- I Tyskland opgav man i 80âerne et forsøg på
at indføre en universel alderdomsydelse, fordi man frygtede at skulle
betale også til midlertidige indvandrere. Tyskland har ikke en folkepension
for alle, som vi kender den.
Tendensen i domstolsafgørelserne er, at grænserne
skal åbnes for de sociale ydelser. det tvinger regeringerne til at
ændre deres systemer, siger hun.
Mod bedre vidende
- I den aktuelle ØMU debat er de fronter, vi tidligere så,
gået i opløsning.
- Før talte tilhængerne om, at ØMUâen
handlede om økonomi, modstanderne talte om politik. I dag taler
begge parter om økonomi og politik.
Statsministeren siger, at det er slut med at tale imod bedre vidende,
og han argumenter nu for, at ØMUâen er en garant for velfærdsstaten.
Men det argument kan han ikke fastholde så entydigt, uden at tale
mod bedre vidende, siger Anette Borchorst.
- Det må vække til eftertanke, at økonomerne
er rygende uenige om konsekvenserne. Hvad sker der for eksempel ved et
økonomisk tilbageslag?
Modstanderne siger, at konvergenskriterierne betyder, at man bliver
nødt til at vælge de samme løsninger i de enkelte lande,
og at begrænsningerne for offentlige underskud meget nemt kan føre
til besparelser. Tilhængerne argumenterer for, at man kan løse
de økonomiske problemer i fællesskab.
- Men man glemmer at forklare, at der er stor forskel på,
hvordan man har tacklet kriser i de forskellige lande. Forskellene afspejler
både nationale og politiske forskelle.
I Danmark har der været bred enighed om at finde løsninger,
der både prioriterede velfærdsordningerne og beskæftigelsen,
samtidig med at man søgte at få økonomien i gang. Det,
der går fløjten, er balancegangen i forhold til de økonomiske
løsninger. Det gælder også, når det går
videre til konkrete socialpolitiske ordninger, siger hun.
- Vi tilpasser os ØMU'en på trods af vores forbehold.
Men vi mister samtidig indflydelse på, hvordan vi løser vores
sociale problemer, og på hvordan vi indretter vores økonomiske
politik.
- Problemet er ikke, at vores store offentlige sektor gør
det svært at leve op til ØMU kravene. Tværtimod har
vi på grund af den økonomiske situation hidtil opfyldt konvergenskravene.
Det handler mere om, at vi mister styringsmuligheder, i det øjeblik
der opstår problemer. Det undlader man at fortælle, og skeptikerne
i det socialdemokratiske bagland får ikke mange udfoldelsesmuligheder.
Jaget vildt
Anette Borchorst mener ikke, det var tilfældigt, at Nyrup startede
sin kampagne for et ja til ØMUâen på et sygehus:
- De offentlig ansatte kvinder er blevet jaget vildt. De ansatte
inden for omsorgssektoren er udset til »strategisk målgruppe«
i kampagnen for et ja. Budskabet er: Vil du bevare den offentlige sektor,
så skal vi med, men uden nogen særligt nuanceret kampagne om,
at der også er forhold, der peger i retning af, at vores velfærdssystem
påvirkes.
- Der er i den grad lagt op til, at skeptikerne skal overbevises,
for eksempel ved at fortælle, at det går ud over sygehusene,
hvis vi ikke går med.
- Når de offentligt ansatte kvinder er målgruppe,
er det fordi, der er størst EU skepsis her. Det forsøger
man at forklare med, at kvinder stemmer med hjertet og så videre.
Men det kan være, at deres skepsis er fuldstændig rationelt
begrundet. Det er nemlig ikke via liberaliseringen af markedet, at de skandinaviske
kvinder har nået et højt ligestillingsniveau.
- Det relativt høje ligestillingsniveau i Danmark har
især været knyttet til udbygningen af velfærdssamfundet.
Og kvindernes skepsis hænger sammen med, at de er nervøse
for, at velfærdssamfundet forringes. Ønsket om at bevare den
velfærd, som er grundlaget for ligestillingen, er grundlæggende
helt rationelt, siger Anette Borchorst.
Fremmedgjorte
Mens de skandinaviske kvinder har tilkæmpet sig politisk indflydelse
på 30-40 procent, så er der langt mellem kvinderne i de vigtigste
EU organer.
- De mest magtfulde EU institutioner er ikke demokratisk valgte,
og projektet har ikke være et projekt fra neden, men er et eliteprojekt
med ringe folkelig opbakning. Det er derfor ikke mærkeligt, at kvinderne
er dem, der føler sig mest fremmedgjorte overfor EU, siger hun.
Selvom det er svært at se alternativerne til integrationen,
så minder Anette Borchorst om, at processen ikke bare kan sammenlignes
med et tog, der kører på skinner.
I 60'erne blokerede Frankrig for udviklingen, og i 80'erne forsøgte
England det samme. I begyndelsen af 1990erne kom der turbo på, men
der kom igen en opbremsning, da man opdagede, at der manglede folkelig
opbakning.
- Hvis det er dynamikken mellem Kommissionen og regeringerne,
der afgør farten, så kan man hurtigt nå den demokratiske
smertegrænse. Spillet om forbeholdene og diskussionen om, hvor mange
der skal stemmes om i hvilken rækkefølge, tages helt åbenlyst
ud fra den klare melding, at det gælder om at finde de optimale tidspunkter
for at få projektet igennem.
Når Marianne Jelved siger, at vi skal med i ØMUen
for at få politiske indflydelse, så er det først og
fremmest regerings- og topniveau, hun taler om. Det kan også være
godt nok, hvis de store lande ikke træffer beslutninger hen over
hovedet på de små. Man kan heller ikke se bort fra, at vi et
stykke ad vejen også giver køb på en demokratisk debat
om, hvordan vi i konkrete situationer skal afbalancere hensyn til prisstabilitet
og beskæftigelse, og hvordan konkrete velfærdsydelser skal
udformes, siger Anette Borchorst.
Interview fra Bag om ØMU'en.
Gengivet her med tilladelse af Fagbevægelsen mod Unionen og Det
ny Notat.
