
euronej@euronej.dk	...tilbage til -> Forside -> Artikler

NEJ TIL EUROEN

Af Ivar Nørgaard, tidligere økonomiminister

Baggrunden for Danmarks tilslutning til EF i 1972

Da jeg i 1972 anbefalede befolkningen at stemme ja til Romtraktaten ved den første folkeafstemning, var hovedbegrundelsen, at vi ville få væsentlige økonomiske problemer, hvis Storbritannien, der var den største aftager af vore landbrugsprodukter, gik ind i EF’s landbrugsordninger, mens vi stod udenfor. Vi ville gerne ind i den europæiske toldunion, hvis vi kunne beholde toldfriheden over Øresund og de andre former for praktisk samarbejde, som vi havde opbygget mellem de nordiske lande. Det, vi sagde ja til, var en traktat om fælles økonomisk samarbejde, som det var fastlagt i Romtraktatens operative artikler.

Præamblens ord om, en "stadig tættere sammenslutning" fortolkede vi og englænderne betydeligt mere pragmatisk end politikerne i BENELUX-landene og de sydeuropæiske lande samt de fleste af medlemmerne af Europa-parlamentet. De ønskede at gå meget langt i form af vidtgående harmonisering af social- og skattelovgivningen, en fælles hær, fælles præsident, fælles mønt og en fælles lovgivende forsamling, altså en forbundsstat.

For at undgå enhver misforståelse afgav jeg på optagelsesmødet med Ministerrådet og Kommissionen den 9. november 1971 en erklæring, hvori det bl.a. hed:

Vor deltagelse i det forudsete samarbejde må ikke stille sig i vejen for, at vi det danske Folketing kan føre en økonomisk politik, herunder i første række en skatte-, afgifts- og socialpolitik, der sikrer større lighed mellem de enkelte befolkningsgrupper. Til dem der påstod, at vi på grund af præamblen ville blive tvunget til at gå videre med harmoniseringen, var mit svar, at hvis præamblen skal omsættes til operative artikler, skal det vedtages enstemmigt af samtlige medlemslande i form af en traktatændring. Det er derfor op til os selv, hvor langt vi vil gå.

Fra 1972 til 1987 kunne ingen beslutninger træffes i EF’s Ministerråd, uden at den deltagende danske minister havde fået tilslutning fra Folketingets markedsudvalg. Der kunne altså ikke vedtages direktiver i Ministerrådet, som ikke havde et flertal bag sig i Folketinget.

EF-pakken 1986 det første skred

Med Fællesakten om det indre marked - den såkaldte EF-pakke - skete der et væsentligt skred. Der var flertal imod pakken i Folketinget, men den borgerlige regering gennemførte en hurtig vejledende folkeafstemning og opnåede et - ganske vist spinkelt - flertal. Vi var selvfølgelig nødt til at tage folkeafstemningsresultatet til efterretning og vedtage lovforslaget.

Vi havde argumenteret mod pakken med især følgende hovedargumenter:

1) Der ville blive overført mere magt til Europa-Parlamentet.

2) Der ville kunne vedtages flertalsafgørelser i Ministerrådet i strid med Folketingets flertal.

3) Vi kunne blive tvunget til at sænke vore miljøstandarder eller hindret i at skærpe dem, hvis Kommissionen skønnede, at de var til hinder for det indre markeds funktion.

Hertil kommer, at sætningen fra Romtraktatens præambel om en europæisk sammenslutning blev indskrevet som artikel i Fællesakten. Med andre ord blev der med befolkningens tilslutning taget et væsentligt skridt hen imod en politisk union. En udvikling, som jeg i 1972 ikke havde regnet med eller håbet på, og som vi socialdemokrater advarede stærkt imod i 1986.

Næste skridt den økonomisk-monetære union

Som det var at forudse, havde føderalisterne fået blod på tanden og stillede nu krav om at supplere det indre marked med en økonomisk-monetær union. De ønskede indkaldt til en ny regeringskonference, der skulle udarbejde forslag til en ny traktat. Vi forsøgte sammen med englænderne at undgå en sådan ny konference, men uden held. Den løb af stabelen stærkt tilskyndet at den dynamiske Kommissionsformand Jacques Delors.

Den komité, der skulle udarbejde skitsen til en økonomisk-monetær union, var stærkt præget af monetaristiske økonomer og nationalbankdirektører. De fandt frem til en model, hvor pengepolitikken var overført til en europæisk centralbank, og medlemslandenes finanspolitiske råderum stærkt indsnævret. Begge tiltag med det formål at sikre prisstabilitet.

Der blev opstillet følgende konvergenskriterier, som alle ensidigt fokuserer på inflationsbekæmpelse:

1) Priserne må højst stige 1,5 % mere, end priserne er steget i de tre lande med de laveste prisstigninger.

2) Den lange rente må højst være 2% højere end den lange rente i de tre lande med den laveste inflation.

3) Det offentlige budgetunderskud må ikke være højere end 3% af bruttonationalproduktet. medmindre budgetunderskuddet er faldet væsentligt og vedvarende og har nået et niveau, som ligger tæt på 3%, eller overskridelsen kun er ekstraordinær og midlertidig, og underskuddet ligger tæt på 3%.

4) Den offentlige gæld må højst være 60% af bruttonationalproduktet. Dog er der mulighed for at gælden kan være højere, hvis gælden mindskes tilstrækkeligt og nærmer sig 60% af bruttonationalproduktet med en tilfredsstillende hastighed.

Under forhandlingerne forsøgte vi fra socialdemokratisk side at få beskæftigelsessynspunktet placeret i det mindste på lige fod med prisstabilitet. Men forgæves. Regeringens forhandlere forklarede, at det var det umuligt at komme igennem med og sagde i øvrigt, at prisstabilitet var den bedste garanti for høj beskæftigelse.

Da vi måtte afvise en så ensidig monetaristisk model, forhandlede regeringen sig frem til en aftale om, at Danmark kunne vente med at tage stilling til ØMUens tredje fase til den næste regeringskonference, som man skønnede ville finde sted i 1996. Et sådant forhandlingsresultat skulle heller ikke være så svært at opnå, da englænderne allerede havde opnået en tidsubegrænset undtagelse.

Vi skulle altså ikke tage stilling til ØMUens tredje fase og dermed til indførelse af euroen ved afstemningen om Maastrichttraktaten, men flertallet af de socialdemokratiske vælgere, som jeg talte med før afstemningen, ville stemme nej alligevel, fordi de frygtede, at vi ville blive presset til et ja i anden omgang, når først de andre euro-ivrige lande havde sagt ja. Det var derfor ikke nogen overraskelse for mig, at den danske folkeafstemning resulterede i et nej

Først da vi gennem Edingburgh-aftalen fik de fire forbehold accepteret af de øvrige lande kunne Maastrichttraktaten opnå det nødvendige flertal ved den efterfølgende folkeafstemning.

Danmarks tilslutning til ØMUen?

Da den sidste traktat - Amsterdamtraktaten - i 1998 kom til afstemning var de monetaristiske konvergenskrav i afsnittet om den økonomiske-monetære union bibeholdt, men de danske forbehold var indeholdt i traktatens protokol, og blev dermed endnu en gang bekræftet af den danske befolkning.

Nu synes regeringen, at vi skal fortryde, hvad vi besluttede 1992 og hvad vi bekræftede i 1998, altså for kun to år siden.

Hvad er grunden til denne kursændring og dette hastværk? Jo, verden forandrer sig. "Tænk blot på murens fald, og de kommunistiske staters sammenbrud" siger man. Men det skete jo flere år før, der blev stemt nej, og før forbeholdene blev vedtaget og endnu flere år før forbeholdene blev bekræftet. "Ja, men nu har 11 andre lande indført euroen". Men det havde de allerede vedtaget i 1992 og bekræftet i 1998.

Et andet argument er, at Marianne Jelved vil sidde med ved bordet, når de 11 euro-landes finansministre holder deres uformelle formøder, inden de egentlige Ministerrådsmøder. Men der kan ikke vedtages noget på de uformelle møder. Vedtagelser kan kun finde sted på de traktatfastsatte Ministerrådsmøder, hvor der foreligger dagsordener, som er forberedt i de enkelte landes besluttende organer, hvortil der også skal aflægges referat. Her i landet er det Folketingets Europa-udvalg, det tidligere markedsudvalg.

Et tredje argument er, at vi er mere sårbare overfor valutaspekulation, når vi ikke er med i euroen. Men hvis vi fortsætter med en ansvarlig økonomisk politik og i øvrigt fastholder aftalen med den Europæiske Centralbank, vil det højst sandsynligt være overkommeligt at imødegå en eventuel spekulation, hvis den overhovedet skulle blive iværksat. De finansielle markeder synes i stadig højere grad at foretage løbende tilpasninger til de økonomiske vilkår, herunder også det forventede resultat af folkeafstemningen.

Ved et nej ved afstemningen vil tilstanden i øvrigt ikke være anderledes end i dag. Hvis regeringen skønner, at risikoen for spekulation skulle blive større efter en afstemning, kan man spørge, hvorfor den så selv vælger at løbe sådan en risiko.

Arbejdsløsheden i Euro-land

Det forhold, at der i dag er betydelig flere socialdemokratisk ledede regeringer i EU, og at der bl.a. takket være disse regeringer er kommet et helt beskæftigelsesafsnit ind Amsterdamtraktaten, kunne give forhåbning om, at der i fremtiden vil blive lagt mere vægt på beskæftigelseshensynet end hidtil. Men desværre er afsnittet om beskæftigelse ikke nær så forpligtende som de meget rigoristiske bestemmelser om prisstabilitet. Man skal ikke være blind for, at direktørerne i Den Europæiske Centralbank - støttet af de liberale kræfter i presse og erhvervsliv - står benhårdt fast på deres stramme pengepolitiske holdning. Det så vi, da den daværendetyske finansminister Lafontaine opfordrede dem til at sænke renten. Han blev nærmest hylet ud og følte sig tvunget til at forlade sine politiske poster. Den Europæiske Centralbank lader sig ikke distrahere af, at arbejdsløsheden i Euro-land er dobbelt så høj som i de øvrige OECD-lande, hovedsagelig fordi investeringerne er katastrofalt lave.

Centralbanken bliver støttet af den inflationsfrygtende tyske offentlighed. Det er også på tysk initiativ, at man vedtog den såkaldte stabilitetspagt, der fastlægger de sanktioner, et Euro-land kan blive pålagt, hvis det ikke fjerner et uforholdsmæssigt stort underskud på statsfinanserne. Noget der ikke just bedrer det pågældende lands muligheder for at bekæmpe arbejdsløsheden. Den hidtil førte rentepolitik har lagt en dæmper på opsvinget. Især Tyskland, Italien og Spanien har stadig store problemer med arbejdsløsheden. Flere lande brugte arbejdsløsheden som instrument til at kvalificere sig til konvergenskravene.

Det er svært at se, hvordan en ensartet rente vil virke i lande, der befinder sig i forskellige konjunkturfaser, navnlig når de samme landes finanspolitik er undergivet stærke restriktioner fra ØMUens konvergenskrav.

Euro-landene har ikke udarbejdet planer for, hvordan de vil imødegå en kommende krise eller konjunkturnedgang. Det er som om man tror, at den nye økonomi automatisk er sikret mod fremtidige chok, og at vi nu bevæger os ind i et krisefrit samfund. Eller at man i hvert fald kan klare en nedgang udelukkende ved udbudsforanstaltninger, medens en stærk indsats på efterspørgselssiden er forbudt. Vi vil efter min mening stå os ved at holde os uden for et sådant eksperiment. Et ja til euroen er praktisk talt uigenkaldeligt, medens vi altid kan tilslutte os, hvis der viser sig at være tilstrækkelig vilje til at føre en aktiv beskæftigelsespolitik.

Det er vist efterhånden almindelig anerkendt, at de økonomiske fordele for Danmark ved at overgå fra kronen til euroen som betalingsmiddel er stærkt overdrevne. Der er tale om en forholdsvis lille renteforskel og nogle sparede vekselgebyrer. Men den frie adgang til lånoptagelse i udenlandske banker og den meget udbredte anvendelse af kreditkort gør forskellene forholdsvis ubetydelige.

Mod en snævrere politisk union

Argumenterne går efterhånden mere i retning af ønsket om en snævrere politisk union.

En politisk union har ikke hidtil været et positivt ladet begreb for socialdemokraterne, og det er det fortsat ikke for mig. Efter min mening bør vi kun overlade de økonomisk-politiske områder til EU, som vi ikke selv kan løse lige så godt ved nationale midler. Jeg er stærk tilhænger af nærhedsprincippet. Som jeg har søgt at beskrive det, er det lykkedes føderalisterne at presse de mere pragmatisk indstillede lande til stadig mere integration også på områder, hvor vi ligeså godt eller bedre kunne have klaret os med mellemstatligt samarbejde, hvis der havde været den politiske vilje dertil. Resultatet er, at de nationale parlamenter har mistet indflydelse til skade for det demokratiske engagement.

Føderalisterne vil løse det stadig større demokratiske underskud ved at give Europa-parlamentet mere magt. Europaparlamentet er ganske vist valgt ved direkte valg, men forbindelsen mellem vælgerne og de valgte er alt for tynd til, at det kan erstatte den eksisterende kontakt mellem vælgerne og Folketingsmedlemmerne. De danske medlemmer af Europaparlamentet er alt for få, og bliver ved næste traktatændring endnu færre, og forhandlingerne foregår på en række fremmede sprog fjernt fra vælgerne. Forhandlingsprocedurerne er indviklede og uigennemsigtige. Vælgerinteressen derfor naturligt ikke særlig stor.

Det danske velfærdssamfund er opbygget på en anden måde end de øvrige EU-lande. Medens vi finansierer de sociale og sundhedsmæssige samt undervisningsmæssige udgifter over skatterne, benytter de andre lande i langt højere grad forsikringsprincippet og brugerbetaling. Konsekvensen er, at vi har mindre økonomisk ulighed end de øvrige EU-lande. En videregående harmonisering vil blive på de andres præmisser, da de jo er langt de fleste. Det forekommer urealistisk og en smule naivt at tro, at de andre vil tilpasse sig vores system. Da indførelsen af euroen allerede har ført til et pres for skatteharmonisering i euro-landene, er der grund til frygte, at et dansk ja ved folkeafstemningen vil stille os over for det samme pres, og der er stærke kræfter både herhjemme og i udlandet, som vil benytte lejligheden. De har allerede ladet deres røster høre.

En skatteharmonisering vil betyde, at vi må sænke vores skatter, der gennemsnitligt er højere end de øvrige landes. Derved vil vi blive presset til at forringe de sociale ydelser og i højere grad anvende forsikringsprincippet og brugerbetaling. Et ja er derfor en farlig vej væk fra det danske velfærdssystem. Også derfor stemmer jeg nej.

( Artiklen bringes med tilladelse fraTidsskriftet Grundskyld, august 2000. )

euronej@euronej.dk ...tilbage til -> Forside -> Artikler