ØMUíen dur stadig ikke
Ivar Nørgaard advarer imod at gå med i ØMUíen. Han
ønsker det danske forbehold opretholdt.
Den forhenværende socialdemokratiske minister Ivar Nørgaard
er stadig skeptisk overfor ØMUíen. Så længe den tyske
angst for inflation lægger linien, er det svært at få
beskæftigelsen i centrum, mener han.
- Jeg har hele tiden været meget kritisk overfor ØMU-konceptet,
fordi det ensidigt lægger vægt på bekæmpelsen af
inflationen. Beskæftigelsen spiller næsten ingen rolle, siger
han.
- Modellen for den Europæiske Centralbank bygger ensidigt på
den tyske Bundesbank med dens diktatoriske beføjelser til at føre
pengepolitik uden politikernes indblanding. Det er blevet mønstret
for EU, og det var Tysklands betingelse for at gå med. Det skyldes
deres frygt for inflation, siger Ivar Nørgaard.
- Under forhandlingerne ville vi have, at vi i det mindste fik ligestillet
bekæmpelsen af arbejdsløsheden med bekæmpelsen af inflationen.
Men Uffe Ellemann (V) og Niels Helveg Petersen (R), der førte forhandlingerne,
sagde, at det kunne vi ikke komme igennem med. I stedet ville vi have mulighed
for at udsætte beslutningen om at deltage i ØMUíens 3. fase.
Og det var ikke svært at komme igennem med, da England fik lov at
stå uden for, siger han.
Netop modstanden mod den 3. fase, den Økonomiske og Monetære
Union, var ifølge Ivar Nørgaard baggrunden for, at danskerne
stemte nej til Maastricht.
- Jeg havde besvær med at overbevise vælgerne om, at beslutningen
om den 3. fase blev udsat. Folk var bange for, at et ja til Maastricht
betød, at vi ikke kunne stå fast på et nej til den 3.
fase. Derfor blev det et nej, siger han.
Samme tekst
- Med Edinburgh-aftalens forbehold kan vi selv bestemme, om vi vil ind
i 3. fase. Men der er ikke sket det, vi ønskede. Det er den samme
tekst, som stod der dengang. Derfor er det utilfredsstillende. Forbedringerne
af ØMUíen er ikke gode nok.
- Til gengæld er der kommet et beskæftigelsesafsnit. Men
det er ikke formuleret nær så kategorisk. Det afhænger
alene af den politiske vilje og kraft. Mange trøster sig så
med, at der er socialdemokratiske regeringer i flertallet af landene. Men
det er stadig et åbent spørgsmål, om det ændrer
noget i forhold til beskæftigelsen. Hidtil er der ikke gjort nok,
siger Ivar Nørgaard.
- De investeringsprojekter, der blev lagt på bordet dengang,
er ikke vedtaget. Der var tale om et nyt jernbanenet gennem Europa og et
bredbåndsnet til edb. Det ville have været en gigantisk indsprøjtning
til beskæftigelsen. Men på grund af frygten for, at finansieringen
skulle lægge pres på priserne og føre til inflation,
har man ikke sat det i gang.
- Så længe den angst for inflation er til stede, skal vi
ikke sige ja til at ophæve vores forbehold, mener Ivar Nørgaard.
Kan bevare velfærden
Hvis den politiske vilje er til stede, er der efter hans opfattelse ingen
grund til bekymring for fremtidens velfærdssamfund,
- Vi har det problem, at vi financierer vores sociale ting via skatterne,
hvor mange af de andre lande gør det via arbejdsgiverafgifter. Det
betyder høj skat og moms hos os. Men der står ingen steder
i traktaten, at vi skal harmonisere skatterne. Det enkelte land bestemmer
selv, så vi er ikke nødt til at harmonisere. Det beror udelukkende
på den politiske vilje.
Han mener også, at vi kan løse problemerne med grænsehandel
og forskelle i afgifter i forhold til udlandet.
- Man kan se, at i USA er der store afgiftsforskelle mellem staterne,
så det kan lade sig gøre. Vi kan dæmpe lidt på
øl og cigaretter af hensyn til grænsehandelen, og så
skrue lidt op på biler og ejendomme, som ikke er så lette at
flytte, siger Ivar Nørgaard.
Så opgive velfærden? Det beror på os selv, men der
er mange, der er selvopgivende og siger: »Det kan vi ikke«.
Der er et pres på vores system, og det benytter arbejdsgiverne og
de borgerlige sig af til at forsøge at få sat skatten ned
og sparet på de offentlige udgifter. Og det er farligt, hvis folk
tror på den, siger Ivar Nørgaard.
Ý
Interview fra Bag om ØMU'en.
Gengivet her med tilladelse af Fagbevægelsen mod Unionen og Det
ny Notat.
Ý
