
euronej@euronej.dk	...tilbage til -> Forside -> Artikler

Euroen er ingen Fredsdue

af Karen Sunds
Uddrag af Karen Sunds pjece: Fup og Fakta omEuroen, Forlaget Arbejderen 2000.

Tilhængernes udsagn i forhold til dette er malerisk formuleret : "ØMU"en er en fredsdue.î Denne påstand kan virke absurd i en situation, hvor EU er i fuld gang med at opbygge sig som militær union.

Men lad os se på argumenterne.

Europas sår heles ikke - ulighederne bliver større

Jeg har tidligere nævnt den sociale og politiske uro, som med sikkerhed vil opstå internt i euro-området. Euroen repræsenterer og må nødvendigvis repræsentere voksende modsætninger mellem center og periferi og en magtpolitisk koncentration, fordi den i bund og grund er et ustabilt højrisiko-projekt.

Dertil kommer, hvad den økonomisk-monetære union påfører Østeuropa af social og økonomisk ulykke.
Tag for eksempel ØMU-politikken. Vi har tidligere set, hvordan denne politik kan fremkalde arbejdsløshed og lønfald i vores veludviklede modne økonomier. Det er intet at regne overfor de konsekvenser, som en sådan politik har i de østeuropæiske lande.

Dér har landene mistet 50 til 70 procent af deres produktion. De har galoperende inflation. Hvis de vil slå deres inflation ned for at leve op til EU"s krav, så betyder det endnu et katastrofalt dyk i produktion og beskæftigelse.

Det ses blandt andet i Letland, hvor man har valgt at køre chok-tilpasning.

Millioner i Østeuropa er fordrevet ud i arbejdsløshed og fattigdom, for sociale ydelser er der stort set ikke noget af. Det er jo umuligt indenfor de budgetmæssige rammer, som de er pålagt af EU og IMF.

Tyskland inddæmmes ikke - tværtimod

Denne påstand hører man ofte i sammenhæng med udsagn som at "det kun er via EU, at vi kan inddæmme stormagten Tyskland og undgå krig i Europaî. Hvad er realiteterne bag dette?

Det er meget farligt at tro, at den tyske imperialisme er blevet tandløs. Sagen er, at Tyskland som oftest ikke behøver at "gå soloî. Tyskland kontrollerer alle væsentlige initiativer i EU og får derved sin politik igennem, så den fremtræder helt legal og langt mere efffektiv.

Men hvis Tyskland ikke får sin vilje, så går denne europæiske stormagt solo. Det så vi klart i Jugoslavien i 1991, hvor Tyskland fremtvang EU"s anerkendelse af Kroatien og Slovenien som selvstændige stater ved selv at anerkende dem officielt. Det var langt fra et ukontroversielt skridt. Det var faktisk det skridt, der startede opsplitningen af Jugoslavien og igangsatte krigene på Balkan (31).

ØMU-projektet er et klokkeklart eksempel på, hvorledes Tyskland sætter tonen i EU. Den økonomisk-monetære union er bygget 100 procent på tyske traditioner, mens Frankrigs traditionelle økonomiske politik ikke er tilgodeset.
Ligeledes i forhold til Øst-udvidelsen. Der er ingen tvivl om, at Øst-udvidelsen har forstærket Tysklands magtposition ganske betydeligt. Tyskland står i dag for en tredjedel af Østeuropas handel med Vesten. I en rapport fra den tyske nationalbank Bundesbank hedder det:
"Det central- og østeuropæiske rum er allerede nu mere vigtigt som eksportmarked for Tyskland end USA?î (32)

Fælles valuta udfordrer USA

Det er ikke nogen tilfældighed, at vi ser, hvordan EU bygger den økonomisk-monetære union og den fælles mønt, samtidig med at der tages stormskridt hen imod en egentlig militær union. Begge skridt er to sider af den samme supermagtsambition.

Siden 1989, da Muren faldt og Sovjetunionen brød sammen, har EU og USA været konkurrenter. De kæmper hårdt om de nye markeder i Øst, ligesom EU er meget aktiv i forhold til at trænge ind i Latinamerika med investeringer.

Både USA og EU optrapper disse konflikter - på det handelsmæssige område, i forhold til investeringer og i forhold til at vinde politisk kontrol.

De to poler rivaliserer imidlertid ikke kun, de samarbejder også. Atlantpagten, der er en økonomisk-handelsmæssig aftale mellem de to magter, er et udtryk for dette.
Det samme var krigen på Balkan. Her var USA og EU enige om at udnytte etniske og andre konflikter til at trænge militært ind i et område og diktere deres egne krav. Da NATO stoppede bombningerne, underskrev de fleste lande i området (minus Jugoslavien, der bevidst holdes uden for) den såkaldte Stabilitetspagt for Sydøsteuropa. Åbningen for kapital og investeringer, det vil sige den økonomiske underlæggelse, står helt centralt i denne pagt.

Hele dette forløb sætter i perspektiv, hvordan USA og EU vil samarbejde for at få åbnet de markeder og ressourcer, som ligger i hele dette store område, der blev kastet for gribbene, da Sovjetunionen faldt. Når det er lykkedes, sætter rivaliseringen, kampen om at kontrollere områderne, ind.

Næste stop i forhold til en militær konflikt ligger sandsynligvis i Kaukasus. Kampene i Tjetjenien indikerer, at der varmes op til krig, med det formål at få fordelt vigtige oliekilder og -rørledninger i dette område.
Det er uundgåeligt, at der vil komme en konflikt eller krig, hvor styrkeforholdet mellem disse to stormagts-poler skal afklares. USA har i årtier været verdens førende supermagt og har ikke mindst siden murens fald ført sig frem som verdens leder. Men EU har slet skjulte ambitioner om at gøre USA rangen stridig.
Rent økonomisk er EU ved at være på højde med USA. Den afgørende forskel i dag er den privilegerede situation, som USA har på de finansielle markeder på grund af dollarens position som parallel-valuta (altså reservevaluta på verdensplan).

Det er den privilegerede stilling, som EU nu udfordrer via euroen. EU ønsker med andre ord at overtage dele af denne position på verdensplan.

En militær union i svøb

Rent militært halter EU stadig bagefter USA. Men også på dette felt er der sket et afgørende gennembrud. I april 1999 blev der i forbindelse med NATO"s 50 års jubilæum indgået en studehandel mellem USA og EU, hvor USA på den ene side får adgang til at håndhæve NATO"s offensive strategi (out of area) uden FN-mandat, mens USA til gengæld accepterede, at EU nu kan opbygge sig som militær supermagt med en egen militær styrke.
Udviklingen af den militære union er uden tvivl i sig selv med til at skabe den politiske union og går altså her hånd i hånd med den fælles mønt. Med tiden vil det blive et krav, at pengene til den militære union kan tages direkte fra EU"s egen kasse, uden at skulle gå tiggergang hos landene. Derved bidrager den militære union til direkte skatteopkrævning på EU-plan.

Samtidig er det indlysende, at regningen for militære eventyr og supermagtsambitioner betales - også rent økonomisk - af de europæiske folk. Regningen for Balkan-krigen er også blevet betalt af de europæiske folk.

Men er euroen så ikke en fordel for ulandene da ?

De samme politikere, som i 50 år har hyldet USA som frihedens beskytter, kommer nu og siger, at EU er en mere human leder af verden end USA. Det turde være indlysende, at formålet ene og alene er at få os til at slutte op om "vores egenî imperialistmagt EU.

I nogle dele af den underudviklede verden er der forhåbninger om, at euroens etablering vil forbedre deres situation. Nogle steder er der en opfattelse af, at en stærk euro kan betyde mindre afhængighed af USA. Det er et synspunkt, som især mødes i Latinamerika, hvor USA"s dominans har været total i årtier, men hvor EU nu har øget sine investeringer markant i de seneste år.

Det er nødvendigt at sige klart og utvetydigt, at EU på ingen måde er en mindre aggressiv kreditor og investor end USA. Den økonomiske politik skabes ikke af "onde menneskerî. Den skabes af kapitalinteresser, og de reagerer ens, uanset hvor de kommer fra i verden. Det vil også de latinamerikanske folk få at føle.

Det er også vigtigt overfor disse lande at gøre det klart, at euroen er et generalangreb på arbejderklassen i de europæiske lande, på dens faglige og sociale rettigheder. Mens EU"s ledere taler om menneskerettigheder og humanitet på rejser i andre verdensdele, så driver man renlivet klassepolitik på hjemmefronten. Det er vores pligt at formidle dette til arbejderklassen i den såkaldt tredje verden og derved gendrive illusioner, der kan vise sig at koste dyrt.

Når dette er sagt, må det nødvendigvis også siges, at disse lande naturligvis skal udnytte spillet mellem USA og EU til deres egen fordel og søge at skabe sig en mere uafhængig situation.

Noter:
(31) For en nærmere gennemgang af dette forløb se også: Sven Tarp: "Historien om en bebudet krigî, Forlaget Arbejderen 1999. (tilbage)
(32) Se artiklen: "ØMU"en er en fredsdueî, Vendsyssel Tidende, 2. august 1997. (tilbage)

euronej@euronej.dk ...tilbage til -> Forside -> Artikler