Begrundelse

Derfor stemmer jeg NEJ:

Anette Borchorst

Jeg er lektor på Institut for Statskundskab v. Århus Universitet og har i mange år beskæftiget mig med velfærdsstat og køn. Jeg har også studeret udviklingen af EU's sociale dimension fra de første, men helt afgørende beslutninger om at sikre vandrende arbejdstageres sociale rettigheder. Næste afgørende skridt kom med gennemførelsen af Den Sociale Pagt, som nu er inkluderet i Amsterdamtraktaten og overvejende har bygget på enstemmighedsprincippet. På det seneste har Kommissionen forslået at indføre flertalsafgørelser på det sociale område, og Danmark står sammen med Storbritannien alene om, at der bør være enstemmighed på dette område.

Jeg er gået med i den tværpolitiske ØMU nej Kampagne, fordi møntunionen efter min opfattelse repræsenterer et meget stort skridt fremad i integrationsudviklingen. Den vil uvægerligt medføre, at vi afgiver suverænitet på områder, hvor jeg mener, at vi skal fastholde den. Det som især bekymrer mig er to sammenhængende forhold: 1) møntunionen vil betyde en underminering af den danske velfærdsstat 2) møntunionen vil forstærke de demokratiske problemer ved EU projektet. Det har været afgørende for mig, at kampagnen sætter grænsen ved det fremmedfjendske. Jeg mener, at vi skal fastholde en velfærdsstat, som sikrer beskæftigelse for alle, herunder også indvandrere og flygtninge. Velfærdsstaten bør via sine ydelser styrke befolkningens muligheder for at deltage på alle niveauer i samfundsudviklingen, og den skal sikre de svageste. De uenigheder vi måtte have henover det politiske spektrum om disse målsætninger, mener jeg bør tackles ved en bred demokratisk debat.

Velfærdsstaten

Møntunionen fører nødvendigvis til en harmonisering af skatte- arbejdsmarkeds- og socialpolitik, ellers vil den simpelthen ikke kunne fungere. Det fremgår også klart af Kommissionens udspil på den nuværende regeringskonference om at indføre flere flertalsafgørelser på dette område. Danmark har både på arbejdsmarkedet og for velfærdsstaten en model, som adskiller sig væsentlig fra, hvad flertallet af de øvrige medlemslande har. Den særlige danske velfærdssmodel er præget af universelle rettigheder, rettet mod alle borgere, og den er skattefinansieret. Interessant nok hører den alligevel ikke til de dyreste velfærdsmodeller, men den er mere lighedsorienteret. Denne model har som de andre landes velfærdsmodeller en lang udviklingshistorie, og er resultatet af kompromiser mellem de politiske partier. EU harmoniseringen fører til, at velfærdssystemerne i højere grad får forsikringspræg, hvor man har rettigheder, fordi man forudgående har betalt til dem. De, som ikke har været på arbejdsmarkedet, eller har været marginale (fx på grund af arbejdsløshed, deltidsarbejde eller orlov) har en langt dårlige sikring end A-holdet på arbejdsmarkedet.

En forudsætning for, at den danske model kan fungere, er en høj prioritering af målsætninger om høj beskæftigelse, men beskæftigelsesmålsætningen står meget svagt i ØMU-konstruktionen, fordi Den Europæiske Centralbank ikke som den tyske og amerikanske centralbank skal tage beskæftigelseshensyn. Den skal alene prioritere inflationsbekæmpelse. De senere topmøders beslutninger om beskæftigelseshensyn står i sammenligning uendelig meget svagere end bestemmelserne om Centralbanken i traktaten.

Demokratiet

Det demokratiske bagslag ved EU projektet forstærkes med møntunionen, fordi vi mister muligheden for selv at bestemme den økonomiske politik, og hvilke principper vores velfærdsordninger skal indrettes efter. Argumentet om, at vi får indflydelse ved at gå med i møntunionen, er udtryk for den distance, der er mellem elitepolitikere og befolkning. Det er kun Økonomiministeren og nationalbankdirektøren som sidder med ved bordet og sidstnævnte må ikke tage nationale hensyn.

Det er beskæmmende at høre danske politikere været irriteret over, at man skal ud og forklare sig ved folkeafstemninger.
Folkeafstemningerne er medvirkende til at øge befolkningens viden om EU, og den er forholdsvis høj i Danmark. Samtidig viser undersøgelser, at folkeafstemningerne har mindsket den afmagtsfølelses over for EU, som findes hos danskerne. Den danske befolkning har sammen med den svenske størst tiltro af alle EU befolkningerne til, at man kan påvirke nationale beslutninger. Til gengæld har den meget behersket tiltro til at kunne påvirke EU beslutninger. Det er en helt realistisk forestilling, bl.a. fordi den afgørende motor i integrationsudviklingen er Kommissionen, som ikke er folkevalgt.

Hvis indflydelsen på beslutninger om ændringer i velfærdssystemerne fortsat forskydes fra Danmark mod EU, vil det forstærke de demokratiske problemer. Der er en stærk norm om nødvendigheden af en bred demokratisk debat omkring velfærdssystemet.
Socialdemokratiets store nedtur i meningsmålingerne efter efterlønsændringen i 1998-99 afspejler dette. Beslutningen om at indføre et kontingentbidrag og dermed forstærke et forsikringsprincip kom efter, at EU Komissionen havde taget skridt til at rejse en sag. Den stod Danmark til at tabe. Den efterfølgende reaktion mod beslutningen afspejlede imidlertid en meget stærk reaktion mod at gennemføre afgørende forandringer i danske velfærdsydelser, uden forudgående debat.

Kampagnen for at overbevise de skeptiske kvinder. Kvinderne er blevet en målgruppe for ja-kampagnerne, fordi man er blevet opmærksom på, at de er mere skeptiske end mænd, og fordi mange kvinder beslutter sig sent. Det er udmærket, hvis køn får betydning i debatten, og vi får en diskussion af, hvorfor kønsforskelle i EU holdningerne er en af de mest vedvarende skillelinier i EU debatten. Problemet er imidlertid, at en del af kampagen forsøger at kalde på skyld og skam følelser hos de skeptiske kvinder. Et særligt kvinde-ja initiativ ved 1998 kampagnen argumenterede fx for, at kvinderne er skeptiske af uvidenhed og skal lade være med at stemme. Det afspejler, hvordan EU projektet skærper demokratiproblemerne, og at målet om at få hentet ja stemmer hjem helliger alle midler.

Kvinder giver udtryk for større uvidenhed end mænd om EU, men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at de rent faktisk ved mindre, og der er kun en løsning på problemerne om at vide nok. Det er en sober kampagne, som skal føres på argumenter om virkningerne af ØMU projektet. Lad os blive fri for nedgørelse af argumenter, man ikke kan lide og for skræmmekampagner om at Danmark er på vej ud i Nordsøen, hvis vi ikke stemmer ja .