Derfor stemmer jeg NEJ: [Tilbage][Forsiden]

Else Hammerich

ehammerich.jpg
 

Om hvorfor jeg stemmer nej til euroen.


Folkeafstemningen handler om mere end nem valuta.. Jeg ser euroen som en tydelig bevægelse hen mod et statssamfund, og det er jeg af to grunde utryg ved.

Den første grund handler om demokrati. For mig er det vigtigt, at vi har en meningsfuld dialog mellem borgerne om beslutninger, der vedrører os alle. Hvis vi ikke har kontrol over afgørelserne, er dialogen ikke meningsfuld. Vi må selv tage ansvar for vores egne valg.
Naturligvis er Folketingets beslutninger ikke altid geniale. Men vi gør bedst i selv at holde snor i, hvordan f.eks. velfærdssamfundet kan bevares i moderne tider, også når det er pinagtigt svært.

Det går ikke at overlade ansvaret til en højere instans - hvor beslutninger er så uigennemskuelige og elitære, som i EU. Så dør demokratiet, mens apatien og kynismen breder sig.

Hvis vi skal overrække politisk magt til internationale forsamlinger - og det er der mange gode grunde til - så skal disse forsamlinger have medmenneskelige og globale mål, der rækker ud over de enkelte nationers og transnationale virksomheders snævre interesser. Sådan er EU desværre ikke - men jeg håber, at der en dag opstår ægte, internationale fora.

Den anden grund handler om verden. Jeg har simpelthen ikke lyst til at give hverken økonomisk, politisk eller militær magt til noget, som jeg i det store og hele oplever som de riges klub. Noget som er i gang med at blive Fort Europa. Det er simpelthen for farligt. Og for umenneskeligt. Jeg tror stadigvæk på, at små besindige lande sammen kan have en fredelig og konstruktiv indflydelse i verden. Hvis vi forbliver os selv og virkelig åbner os mod verden.
 

*******

Else Hammerich var fra 1979-89 medlem af EF-parlamentet for Folkebevægelsen mod EF. Hun var medlem af parlamentets udvalg for udenrigs- og sikkerhedspolitik og miljøudvalg, og var i en periode formand for Regnbuegruppen i parlamentet.

Hun stiftede i 1994 Center for Konfliktløsning, hvis formål er at fremme fredelig konflikthåndtering via uddannelse, mægling og  offentlig debat. Else Hammerich arbejder nu for Center for Konfliktløsning både i  Danmark og i udlandet, bl.a. i Indien og på Balkan, og interesserer sig  især for forholdet mellem personlige og samfundsmæssige konflikter.

Hun er projektleder for Dialogue at Dawn, et initiativ, hvis formål er at skabe  opmærksomhed om FNs internationale år for fredskultur, år 2000 og de næste ti år. Dialogue at Dawn har i maj 2000 været værter ved Dalai Lamas besøg i Danmark.

Hun  er uddannet som lærer og cand. pæd., har udført pædagogisk forskning for Danmarks Lærerhøjskole, og var i en årrække lektor i pædagogik på Blågård Statsseminarium. Hun er forfatter til bøger om pædagogik, politik og fremmede kulturer. Hun arbejder for tiden på en grundbog i konfliktforståelse.