Derfor stemmer jeg NEJ: [Tilbage][Forsiden]

Ebbe Kløvedal Reich

forfatter

NEJ - I PROTEST MOD STATSDANNELSEN


- Det er meget vigtigt at understrege, at det er et europæisk nej, det handler om den 28. september. Mit nej er en protest imod den måde, enhedsstaten bliver bygget op på i disse år. Det der er sket ved de sidste EU-traktater er, at EU's myndigheder har fået større magt uden at det manglende demokrati er blevet rettet op.

- Der har været nogle små kosmetiske ændringer - men uden at det har været nok. Og nu er vi altså kommet der, hvor man vil lave en fælles mønt, og om ganske kort tid kommer det fælles forsvar for alvor op til debat og realisering. Til den tid vil politi- og retssamarbejdet også være i fuld gang. Og her vil Danmark være med, trods justitsministerens forsikringer om det modsatte ved festlige lejligheder.

- Så har vi alle ingredienserne til en stærk centralmagt: Fælles valuta, fælles stridskræfter, fælles politikorps. Det er hvad man normalt regner for en stats kendetegn. Når først det projekt er færdigt, er der ingen der siger, at vores politikere har nogen tilskyndelse til at gøre det demokratisk. - For så har de jo magten - og hvis der er noget en ordentlig effektiv minister ikke kan lide, så er det at vælgerne blander sig for meget i det han laver.

- Den mekanik er i fuld gang. Den er jeg bange for. Og den vil jeg protestere imod.

- Jeg har en fornemmelse at Danmark med nej'et 2. juni 1992 skaffede sig en opgave som den demokratiske samvittighed i EU. Jeg er ret sikker på, at et nej igen vil blive opfattet på samme måde.

- Hvis der dukker et Europa i flere hastigheder op - synes jeg det er en ganske udmærket placering at være i langsomste tog. Det danske samfund har ingen interesse i en udvikling, der ikke løser demokratispørgsmålet.