Derfor stemmer jeg NEJ: [Tilbage][Forsiden]

Eva Støttrup Hansen

læge, lektor v. Københavns Universitet, afd. for Miljø- og Arbejdsmedicin. 
Hansenalfred2.jpg

Hvorfor jeg siger nej:

Fordi jeg er imod enhver form for udenlandsk overherredømme og indblanding i danske forhold. Vi, der bor i Danmark, skal selv bestemme, hvordan vi vil indrette os. - De politikere, vi vælger til at regere landet, skal vi kunne stille til ansvar for deres handlinger og - om nødvendigt afsætte dem. Det danske folks selvbestemmelsesret skal ikke sættes ud af kraft
af den europæiske centralbank.

Derudover er jeg indigneret over at se vor hidtidige velfærdsstat under hastig afvikling. Euro-projektet forudsætter at medlemslandene skærer drastisk ned på de offentlige udgifter. Dette rammer især den fattige del af befolkningen, som ikke har råd til at supplere med selvbetalte pensions- og sygeforsikringer. På længere sigt betyder afvikling af de offentlige aktiviteter, at forsyningssikkerheden går fløjten. I U.S.A. har man f.eks. oplevet at en konkurs medførte, at et større område pludselig stod uden hospitalsbetjening, og folks forsikringspolicer var intet værd, fordi det krakkede selskab både stod for forsikringstegningen og sygehusdriften. En lignende situation ønsker jeg ikke for Danmark.

De danske top-politikere, der arbejder for en stadig snævrere union, spiller hazard med befolkningens velfærd. Hvis det bliver et nej til euro-en, kan vi standse og vende denne udvikling. Hvis det bliver et ja, er det svært at se noget håb forude.
 

*******
Jeg har fagligt beskæftiget mig med:
1) Forekomst af kræft i relation til kemiske/fysiske faktorer i arbejdsmiljøet eller det ydre miljø.
2) Metode- og grundlagsanalyser inden for området miljø- og arbejdsmedicinsk epidemologi.
3) Etiske og moralske problemstillinger i miljø- og arbejdsmedicinen.
4) Sundhedsvæsenets organisering (herunder finaciering) og følgevirkninger heraf for kvalitet, tilgængelighed og anvendelse af sundhedsvæsenets ydelser.
5) Lægeuddannelsen.