|
|
| euronej@euronej.dk | ...tilbage til -> Forside -> Muligheder |
Som så mange andre har jeg ændret indstilling
til EU. I 1972 var jeg aktiv tilhænger af EF. Endnu i 1987, da Folketingets
flertal med Socialdemokratiet i spidsen - men også med de radikale
- var imod en udvidelse af fællesskabstraktaten med indførelse
af flertalsafgørelser på begrænsede, handelspolitiske
områder, stemte jeg ja. Jeg troede ikke på, at EF med åbningen
for flertalsafgørelser ville bevæge sig ind på en glidebane
mod en politisk integration, en union, et EU. Med Poul Schlüters ord
anså jeg unionen for stendød.
Som vi alle nu ved, havde socialdemokraterne og det øvrige folketingsflertal ret. Vi fik en unionsudvikling.
Nu hører vi så frem mod afstemningen d. 28. september, at vi hele tiden burde have indset, at hensigten med det europæiske fællesskab er politisk, ikke økonomisk. At de danske politikere har forført befolkningen ved ikke åbent at se i øjnene og sige, at udviklingsmålet er et politisk forenet Europa. Vi, der stemte ja i 1970erne og 80erne, gjorde det på et forkert grundlag, hævdes det.
Men det er simpelt hen ikke rigtigt.
I selve Europa-tanken har der hele tiden været en splittelse mellem dem, der i den første officielle danske redegørelse for ‘Danmark og det europæiske økonomiske fællesskab’ fra 1962 blev kaldt ‘føderalisterne’ og dem, der blev benævnt ‘funktionalisterne’.
Føderalisterne var dem, der fastholdt, at det tilsigtede mål ikke kunne nås uden dannelsen af en europæisk forbundsstat, eller dog i alt fald opbygningen af politiske institutioner af føderativ karakter.
Funktionalisterne hævdede derimod, at de mål, de satte sig, stort set kunne nås ved mere traditionelle metoder for international samarbejde. De lagde vægt på, at det endelige ansvar for enhver vigtig beslutning skulle ligge hos den enkelte stats forfatningsmæssige organer og ikke hos ‘overnationale’ fælles-europæiske organer.
Rom-traktaten fra 1957 havde kun i den ikke bindende indledning - præamblen - en føderalistisk angivelse af målet. Samtlige traktaters artikler var økonomiske bestemmelser. For landbrugsområdet en regulering af produktion og priser, og for andre sektorer etableringen af et indre marked og en ydre toldunion.
Det var i sit indhold et funktionalistisk arrangement, og det var helt naturligt, at den danske debat drejede sig om disse praktiske forhold.
De harmoniseringsbestræbelser vedrørende produktspecifikationer, der blev udfoldet indenfor det europæiske fællesskab, og som i 1980erne førte til traktatændringer vedrørende det indre marked, drejede sig også i det væsentlige om handel og økonomi. Det var disse traktatændringer, Socialdemokratiet sagde nej til, da man fandt, at den adgang til anvendelse af flertalsafgørelser, der her blev åbnet for, senere kunne føre mere med sig; og dermed gradvis udhule den adgang, de nationale, demokratiske organer fortsat skulle have til at styre den politiske udvikling.
Nu ved vi, hvad ingen kunne vide i 1970erne eller 80erne,
at føderalisterne - til trods for, at Danmark ‘sad med ved bordet’
- trak det længste strå. Men Danmark sagde for sit vedkommende
med sit nej til Maastricht og med formuleringen af de fire forbehold fra
overfor unionsudviklingen. Erkendende, naturligvis, at det ikke kunne eller
skulle hindre føderalister i andre lande i at fortsætte deres
politiske integrationsarbejde.
Nu drejer det sig så om vi skal bevare vores forbeholdne stilling overfor unionsprocessen. At det er det, den kommende afstemning drejer sig om, og at det økonomiske aspekt ved vores forbliven udenfor euroland ikke er det væsentlige, er vel nu almindelig erkendt.
Det ville være forkert, og noget forargeligt, hvis man vil hævde, at hvert af de danske forbehold kan betragtes som isolerede stopklodser. For mig at se, tegner de fire forbehold et sammenhængende billede af vores europæiske vision. Med forbeholdene har vi tilkendegivet, at det europæiske fælleskab, vi for vores del ønsker at deltage i, stadig er centreret om fællesmarkedet og de harmoniseringer dette kræver. Det er derfor rigtigt, når den danske diskussion op imod afstemningen d. 28. september efterhånden har bevæget sig hen imod, om vi nu vil opgive vores hidtidige ideer om, hvorledes vores deltagelse i det europæiske fællesskab skal være.
Et politisk fællesskab med deri liggende overførsel af områder til flertalsafgørelser må forudsætte en fællesskabsfølelse i den europæiske befolkning. En sådan følelse tager det generationer at opbygge, men der arbejdes ihærdigt på sagen fra EUs side. På det symbolske plan med pas, flag, hymne, EU repræsentationer og informationskontorer. På det indholdsmæssige plan med undervisningsprogrammer, kultursamarbejde og ophævelse af den indbyrdes grænsekontrol for i sidste ende at nå frem til en forsvars- og udenrigspolitik, der bestemmes på EU-niveau.
At skabe en europæisk fællesskabsfølelse, hvor vi skal føle et særligt tillids- og solidaritetsforhold overfor andre, der bor i Europa - i modsætning til eksempelvis amerikanere - er dog en vanskelig opgave. Globaliseringen og udviklingen af engelsk som det altdominerende teknik- og videnskabssprog er kommet i vejen.
Men der er også et andet forhold, der spiller ind:
For år tilbage ledede jeg en debatgruppe, der bl.a. udgav bogen: ‘Brugeren viser vej - markedsorientering i det offentlige på godt og ondt’.
Blandt bidragsyderne var filosoffen Uffe Juul Jensen og etnologen Thomas Højrup, der i fællesskab skrev et kapitel: ‘Den suveræne stats krav til borgerne - og borgernes krav til staten’. De skrev bl.a.:
“En nødvendig forudsætning for den demokratiske stat er, at civilsamfundets særinteresser ikke styrer alene, men at der også i befolkningen lever en selvbevidsthed som statsborgere, d.v.s. en bevidsthed om, at staten - eller det nationale projekt - repræsenterer en anden og vigtig form for interesse og ræsonnement, som alle statsborgere er delagtige i, og som er et substantielt grundlag for det øvrige liv. Uden at folk tænker sig selv som parthavere i statens praksis, er den folkestyrende stat ikke mulig”.“De europæiske staters aktuelle bestræbelser på at overdrage deres klassiske suverænitetsdomæner til en europæisk politisk-juridisk og økonomisk-monetær union lider under, at mange folks bevidsthed om, at de selv har mulighed for at blive parthavere i europæiske statsinteresser, er forsvindende lille. Integration drives i mange lande ikke frem af folkelige visioner. Der lever ikke i disse befolkninger en selvbevidsthed som Europa-borgere. Det betyder, at den europæiske union af befolkningerne væsentligst betragtes ud fra civilsamfundets perspektiv - d.v.s. som leverandør af økonomiske fordele og ‘serviceydelser’. Derfor mangler unionen for øjeblikket i sine egentlige statsanliggender den grundlæggende forudsætning for at blive folkestyret”.
Et er imidlertid, at udviklingen af det europæiske
fællesskab er gået i en anden retning end den oprindelige danske
vision, og at det er vanskeligt at skabe den fællesskabsfølelse,
der er nødvendig for at få folkelig opbakning til Europa som
en politisk enhed. Noget andet er, om vi som danske skal ønske os
en sådan udvikling. Hvad vinder vi, og hvad taber vi, ved at komme
ind under europæiske fællesskabsnormer?
Vi må se på de væsentlige områder, hvor vores samfundsordning er noget for sig.
På undervisningsområdet, som nødvendigvis må blive et mål for integrationsbestræbelser, har europæiske sammenligninger ikke været flatterende for danske elevers kundskaber. Vi har for få unge, der har forudsætninger for og vil tage slæbet med krævende tekniske og naturvidenskabelige studier. Samtidig fremgår det, at vores skolevæsen er meget dyrt. Det er imidlertid ikke det eneste, der er at sige om det danske skole- og uddannelsessystem. De forholdsvis små klassekvotienter og den vægt, der lægges på sociale elementer og musiske fag i skolelivet, giver et særligt præg. For ikke at tale om den udbygning af forældretilknytningen, der er sket i den sidste generation. Alt i alt synes jeg, vi har en god skole. Det kan godt være, at vi af hensyn til det, der sker i andre lande, er nødt til at ændre forholdene. Men det skal i givet fald være på grundlag af vores egen tradition og værdiopfattelse, ikke noget der påduttes os fra fællesskabet.
Det samme gælder på det kulturelle område. Jeg finder det mærkeligt, at kulturelle initiativer, der ikke kan opnå offentlig støtte herhjemme, eventuelt kan bevilges penge fra Bruxelles, penge der jo i?realiteten hidrører fra os selv. Og jeg synes det er helt forkert, at man via et fællesskabsdirektiv har?kunnet diktere regler for i hvilket omfang, der må vises pornografi i dansk lokal-tv. Vi har her i landet siden pornografidebatten i slutningen af 1960erne haft vores egen opfattelse af, hvordan man bedst regulerer på dette særlige område. Nu må vi indordne os.
Også på det sociale område er forholdene her i landet principielt anderledes end i det øvrige EU. Vi har høje overførselsindkomster fra det offenlige til både unge og ældre, syge og arbejdsløse, og vi har derfor også høje indkomstskatter. I middelhavslandene kommer familiens gensidige støtte traditionelt i første række, medens det i de øvrige lande navnlig er forsikringsordninger knyttet til arbejdet, der udgør sikkerhedsnettet. En fortsat unionsudvikling med harmonisering af sociale ordninger vil indebære en omlægning af skattesystemet. Hvad der givetvis for mange skatteplagede danskere med høje indkomster vil være et argument for at stemme ja til mere fællesskab. Det vil være hyklerisk at hævde andet. Men for mig at se bør det ikke være udslagsgivende.
Det har ikke hidtil været muligt at vinde et danske folketingsvalg på krav om lavere skatter, og?vi havde aldrig fået nedsættelser af skatten på alkohol og ophævelse af 3-døgnsreglen, hvis det alene havde været en dansk politisk beslutning. Vi havde heller aldrig fået en ophævelse af pas- og grænsekontrollen, hvis der ikke havde været tale om et EU-pres.
Herved er vi ovre i det retlige område, hvor det efter min
vurdering også ville være forkert at opgive det danske forbehold,
der blokerer for vores deltagelse i et unionssamarbejde med en udvikling
henimod flertalsafgørelser og initiativ-ret til Kommissionen med
de konsekvenser, det vil have for EU-domstolens stilling i forhold til
danske domstole.
Vi nyder i Danmark fordelen ved at være et lille, forholdsvis gennemskueligt land, hvor det har været muligt at gennemføre en særlig dansk kriminalpolitik, med lavere straffe end dem, de må bruge i større europæiske lande. Resultatet har været, at vi i modsætning til andre har kunnet holde fangetallet og fængselsbyggeriet nede, og det vel at mærke uden at vi her i landet har fået en alvorligere kriminalitetsudvikling, tværtimod.
En særdeles afgørende faktor i den danske kriminalpolitik er strafniveauet for narkoovertrædelser. Blev det harmoniseret, ville vi med det samme få behov for flere fængsler. Det ville være en meget uheldig konsekvens.
Bortset fra skolevæsenet er der intet, der som et retssystem afspejler de værdier, et samfund bygger på. Det er naturligvis ikke ensbetydende med, at der ikke er meget at vinde ved internationalt samarbejde på retsområdet. Jeg har selv oplevet det med det europæiske retssamarbejde, som det igennem nu 50 år har udfoldet sig i Europarådet, der jo bl.a. har skabt Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Danske synspunkter har ofte præget resultatet. Men der er den helt afgørende forskel mellem Europarådet og det retssamarbejde, der tegner sig i EU, at de enkelte lande altid har stået frit i forhold til det resultat, der kom ud af Europarådsarbejdet. Det er naturligvis ikke så effektivt, som det i givet fald kan blive i EU. Det kan tage lang tid at få de forskellige lande til at ratificere vedtagne traktater og konventioner, når det hele er frivilligt. Men erfaringen viser, at det dog kan lade sig gøre.
Om udenrigs- og forsvarssamarbejdet skal jeg blot sige, at det for mig har været meget skræmmende at se, hvad den fælles optræden på Balkan har betydet. Den udefra kommende militære indgriben har ikke bragt nogen politisk løsning på borgerkrigen, og har ikke udsigt til at gøre det. Jeg har i de senere år været mange gange i Albanien, og det er en ren illusion at forestille sig, at et fællesstyre mellem de forskellige befolkningsgrupper i henholdsvis Bosnien og Kosovo nogensinde skal komme til at fungere. Yderligere er det ikke rart at tænke på, at Danmark igennem sit engagement i Kosovo-krigen var medvirkende til et folkeretsbrud.
Jeg er naturligvis opmærksom på, at når Danmark kunne deltage, var det fordi det var et NATO angreb, ikke en krig ført af EU. Men EU ønsker jo at udvikle sig til en militær alliance, og med NATO er det jo trods alt således, at der kræves ensstemmighed.
Mange vil sige, at vi jo har vores forbehold overfor EUs ønsker om at udvikle sig til en militær alliance. På samme måde, som vi har overfor, at EU skal stå for en retlig harmonisering. At den afstemning vi skal have d. 28. september kun vedrører den fælles valuta, og at vi så senere må tage stilling til opretholdelse af de øvrige forbehold, vi fik formuleret ved Edinburgh-afgørelsen.
Sådan mener jeg ikke, man skal fortolke Edinburgh-afgørelsen. Forbeholdene er tilsammen udtryk for vores fællesskabspolitik.
Danmark har nu engang den størrelse, beliggenhed og tradition, vi har - med et stærkt globalt engagement i u-landsarbejde. Og vi arbejder ihærdigt på at skabe modeller for konfliktløsninger, der bygger på mægling og forsoning. Det er i den forbindelse, vi kan gøre en speciel dansk indsats.
Det, der skal stemmes om d. 28. september, er den fremtidige danske Europapolitik. Skal vi se de danske forbehold som et samlet udtryk for vores oprindelige idé om, at det vi vil være med til er et funktionelt Europa, et fællesmarked med de harmoniseringer og begrænsede flertalsafgørelser, der er nødvendige for at få dette fællesskab til at fungere. Eller accepterer vi at se forbeholdene behandlet stykvis og delt for at være med i føderalisternes politiske unionsproces.
Jeg synes ikke, det er udtryk for en primitiv nationalisme at mene,
at den danske samfundsmodel svarer godt til vores lille og ret homogene
land, og derfor nødig ser den underkastet andres bestemmelsesret.
Vi er traditionelt meget åbne overfor internationalt samarbejde,
men vores forbehold overfor en europæisk politisk union indeholder
for mig stadig en rigtig dansk vision for vores Europapolitik.
Denne kronik har været bragt i Politiken den 29. august 2000 og
gengives her med forfatterens tilladelse.
| euronej@euronej.dk | ...tilbage til -> Forside -> Muligheder |