|
|
| euronej@euronej.dk | ...tilbage til -> Forside -> Muligheder |
Af Ib Christensen, tidl. MF for Retsforbundet, tidl.medlem af Europa-Parlamentet
for Folkebevægelsen mod EU.
Lad os prøve at skrue tiden frem til 2006, hvor Den Europæiske Unions forfatning træder i kraft, ifølge de tysk-franske planer.
Det vil muligvis ikke hedde Europas Forenede Stater, men det vil være det. Er det i realiteten allerede i dag efter min mening.
Vi vil måske allerede til den tid have en unionspræsident, valgt af Ministerrådet og Parlamentet i forening. I hvert fald vil der være fremskredne planer om en sådan.
Som regering for forbundsstaten - med sine 25, snart 30 medlemsstater - vil sidde en 20 mands Kommission. De medlemslande, der ikke har en kommissær, vil have vicekommissærer, en titel nærmest uden reelt indhold.
Europa-Parlamentet med sine 700 medlemmer (hvoraf 12 danske) vil have fuldstændig ligestilling på alle områder med Ministerrådet, både lovgivningsmæssigt, bevillingsmæssigt og regeringskontrollerende.
Domstolen vil være omdøbt til EU-Domstolen, fordi den vil have uindskrænkede beføjelser som enhver anden forbundsstats-domstol. På menneskerettighedsområdet blev Europarådet og dets domstol allerede fortrængt fuldstændigt fra EU ved vedtagelsen af chartret for grundlæggende rettigheder i 2000.
Militært vil EUs 60.000 mand store permanente udrykningsstyrke være klar til indsættelse overalt i verden, hvor Unionen måtte føle sine interesser truet. Det vil kunne ske med eller uden FN-mandat og i eller uden samarbejde med NATO. Stærke kræfter argumenterer under indtrykket fra voksende, desperate revolutionære kræfter i Nordafrika og Mellemøsten for en massiv oprustning og udvidelse af styrken.
I EU har 12 lande med Frankrig og Tyskland dannet en avantgarde med et snævert, institutionaliseret samarbejde om militær, retsvæsen og økonomi, da man har tabt tålmodigheden med de EU-skeptiske nordeuropæiske befolkninger og de politisk og økonomisk svage og ustabile central- og østeuropæiske nye medlemslande.
Den danske, svenske og britiske regering argumenterer for, at vi skal tilslutte os avantgarden for at få indflydelse på de afgørelser, de 12 lande træffer, og som de tre regeringer alligevel følger.
Den fortsatte centralisering af magten i EU-staten lettes nu da næsten alle de operative artikler fra traktaterne er taget ud og kan afgøres ved kvalificeret flertal. Tilbage er EUs forfatning, hvis ændring stadig kræver enstemmighed, men den er så generel og fortolkelig i sine artikler, at man reelt kun behøver at ændre den ved optagelse af nye medlemmer. Udover på forfatningsområdet er vetoretten i øvrigt kun bevaret i spørgsmål og udvidelse af medlemskredsen.
Trods forsøg på at definere Unionens opgaver i forhold til medlemslandenes - således som det kendes fra alle andre forbundsstaters forfatninger - er dette ikke lykkedes. Dertil er uenigheden mellem landene og mellem de europæiske partier alt for stor om hvilke opgaver, EU skal klare, og hvilke opgaver, der er forbeholdt medlemslandene.
Resultatet er juridisk og politisk anarki, og at det er det til enhver tid eksisterende kvalificerede politiske flertal i Råd og Parlament, som i virkelighedens verden helt vilkårligt beslutter, hvad EU skal tage sig af. Følgen bliver studehandler, der maksimerer den centraliseringsudvikling, som kendes fra alle andre forbundsstater.
Frustrationen i medlemslandene og deres befolkninger over den bestandigt voksende centralisering og bureaukratisering og deraf følgende svindel og korruption søger man bekæmpet ved massiv indsats af 'oplysningsmidler' og intensivering af den efterforskningsmæssige overvågning af 'højrepopulister', venstrerevolutionære' og 'anti-europæere'.
I takt med den voksende politiske turbulens, som den økonomiske krise har fremkaldt især i de nye medlemslande, overvejes det at bruge EU-rettens nye muligheder efter Nice-traktaten til at pådømme politiske partiers lovlighed. I Danmark er Dansk Folkeparti i søgelyset.
På det økonomiske område kæmper Unionen med store problemer. Det koster ufattelige summer at integrere de nye medlemslande i ØMUen, og det er besluttet at indføre en EU-skat, som udskrives af Unionen, til finansiering af EU som sådan, herunder de store transfereringer, som er nødvendige fra de vækstprægede (eller i det mindste velstående) lande til de krise- og arbejdsløshedsprægede lande i Unionen.
Det giver anledning til betydelig uro især i den nordlige del af Unionen, at man skal overføre disse gigantsummer - som i mange tilfælde anvendes korrupt - til andre dele af Unionen. Og at dette sker samtidig med, at de nordiske velfærdsmodeller hastigt nedbrydes og afskaffes, da ØMUen nødvendiggør harmonisering af skatter og offentlige ydelser. Den danske regering fortæller til de ukritiske medier, at uden EU-medlemsskabet var efterlønnen og folkepensionen blevet afskaffet langt tidligere.
For at få ØMUen til at fungere har det også været nødvendigt at gennemføre indkomstpolitik på EU-plan, da langt fra alle medlemslande har haft vilje eller evne til at tøjle lønudviklingen. Der indføres nu fælleseuropæiske overenskomster med Kommissionen som tredjepart. Kan der ikke opnås enighed mellem parterne, gennemføres overenskomsterne ved EU-direktiver, der således sætter rammerne for EUs hundreder af millioner lønmodtagere. Den skandinaviske model med et frit og selvforvaltende arbejdsmarked afgår ved sin endelige død.
EU består nu af en halv milliard mennesker. Der er ingen paneuropæisk politisk debat, undtagen mellem EU-politikere, EU-eksperter, EU-lobbyister og EU-mediefolk. Der eksisterer stadig ingen fælles identitet eller samfølelse mellem Unionens folkeslag og nationer. Dertil kommer en enorm og helt ukontrolleret indvandring over Unionens vide grænser og interne åbne grænser. Borgernes afmagtsfølelse vender sig både mod EU og de totalt magtdrænede nationalstater. Valgdeltagelsen ved EU-valg synker stadig, og vælgerne stemmer i voksende omfang på rabiate partier (som EU derpå søger kriminaliseret).
De nationale selvstændighedsbevægelser, som er ved at opstå i de forskellige medlemslande, får øget tilslutning i takt med, at vælgerne erkender umuligheden af at standse, endsige tilbagekøre, unions- og statsopbygningen og dens centralisering. De mere militante dele af selvstændighedsbevægelserne sættes under politimæssig overvågning. Der er forslag om en forfatningsændring, som direkte gør det ulovligt for et medlemsland at udtræde af Unionen.
Hvordan er situationen for de nordiske EU-lande i 2006? Der er to scenarier mulige. Det ene er at vælgerne stemmer som de plejer. Det betyder, at der er EU-regeringer med komfortable EU-parlamentsflertal i landene, og at landene derfor i tykt og tyndt gennemfører EU-politikken, uanset hvordan vælgerne har stemt ved diverse folkeafstemninger. I øvrigt holdes sådanne ikke længere.
Det andet scenarie er, at vælgerne - omsider - erkender, at den europæiske politik er det altafgørende politiske spørgsmål, afgørende for landets eksistens, velfærd, velstand og sikkerhed og for den enkeltes personlige situation, og at man derfor må stemme til nationale parlamentsvalg (såvel som til EU-parlamentsvalg) efter sin overbevisning og sine interesser på dette område. Følgelig vil parlamenterne i de nordiske lande afspejle vælgernes syn på Europa-politikken.
Det betyder, at Norge og Island, Færøerne og Grønland fortsat er uden for EU, og at selve medlemsskabet af EU er det højest prioriterede spørgsmål på den politiske dagsorden i Danmark, Sverige og Finland. Mange mener, at det kun er et spørgsmål om tid før en eller flere af de tre landes regeringer vil undersøge mulighederne for at konvertere EU-medlemsskabet til en frihandelsaftale og genindtræden i EFTA.
Selv er jeg også af personlige grunde spændt på, hvilket scenarie, der bliver virkelighed før eller senere:
Bliver det sidstnævnte scenarie, vil Ordenskancelliet tilbyde mig et ridderkors, som jeg dog venligt vil afslå.
Bliver det førstnævnte scenarie, vil jeg blive stillet
for retten i Randers, anklaget for anti-europæisk virksomhed ....
Artiklen har været bragt i tidsskriftet Frit Norden september
2000
| euronej@euronej.dk | ...tilbage til -> Forside -> Muligheder |