
euronej@euronej.dk	...tilbage til -> Forside -> Muligheder

Demokratisk underskud i Den europæiske Union - og i Danmark

Af Leif Kajberg, bibliotekar

Et nej til ØMUen vil være et vældigt incitament til at gå i gang med en kritisk analyse af vores demokratiforestillinger.

Når mudderkastningen i ØMU-debatten bliver for træls, og når argumenter og besværgelser fra Marianne Jelved, Lone Dybkjær, Claus Larsen-Jensen og mange af deres ligesindede bliver for monotone, er det godt for en stund at vende blikket væk fra andedammen. Det overses nemlig ofte - ikke mindst af mange unionstilhængere - at der føres en levende og intens debat om unionen og ØMUen uden for Danmark. Masser af skribenter i de øvrige nordiske lande, men også i fx England, Tyskland og Frankrig, ytrer sig jævnligt i debatten om ØMUen. Stemmer udefra kan bidrage til at give euro-debatten perspektiv, vingefang og nye drejninger. Den tyske juraprofessor Karl Albrecht Schachtschneiders arbejde "Demokratisk underskud i Den europæiske Union" 1) er et eksempel på et sådant frisk åndepust udefra.

En tysk tilgang til unionskritikken

Man skal godt nok holde ørerne stive og tage tilløb et par gange, for det er tungt stof, der bydes på. Men umagen lønner sig. Karl Albrecht Schachtschneider fremholder, at den europæiske Union og dens fællesskaber ikke repræsenterer et folks statslige organisation. Årsag: fordi et sådant folk hverken eksisterer eller er forfatningsmæssigt forankret. Der er heller ingen tegn på, at der er ved at udvikle sig et sådant folk af europæere. Et sådant projekt ville simpelt hen lide skibbrud, ikke alene på grund af de europæiske folks forskellige sprog men også som følge af folkenes politiske vilje. Det står i hvert fald fast, at intet europæisk folk har udtrykt en sådan politisk vilje til sammensmeltning med de andre folk i Europa. Og enkelte politikeres visioner er på ingen måde udtryk for for et folks vilje. Et indre marked skaber lige så lidt et fælles folk som en fælles valuta. Kun et folk med en forfatning som fundament kan legitimeres i demokratisk forstand. Og kun et folk kan være organiseret som et demokrati, altså som folkestyret stat, fordi et folk uundgåeligt repræsenterer et skæbnefællesskab, hvis eksistentielle "statslighed" må være folkets egen sag, hvis det demokratiske princip skal bevares.

Følgelig er der nogle helt grundlæggende beføjelser, som ikke kan forflygtiges men som i sidste instans må forblive folkets eget ansvar. Det drejer sig specielt om den forfatningsmæssige suverænitet, men lige så centralt i denne sammenhæng er fastholdelsen af suverænitet på så afgørende områder som lovgivning, offentlig forvaltning og jurisdiktion. Dvs. muligheden for at sige det afgørende ord i retlige anliggender. Vitale områder er ligeledes økonomi og økologi. For det demokratiske princips skyld er det derfor umuligt for et folk at give afkald på selvbestemmelsen eller selvråderetten på områder som erhvervsliv, sociale ydelser, valuta og miljø. Disse områder kan ikke løsgøres fra folkets ansvar.

Det demokratiske underskud i unionen

Derefter følger en række betragtninger over det demokratiske underskud i den Europæiske Union. Schachtschneider påviser, hvorledes unionen løber ind i vanskeligheder, når det drejer sig om at legitimere denne overstatslige konstruktion i demokratisk forstand. Denne stat (unionen) uden et ægte parlament kan kun opfattes som demokratisk, hvis dens retsakter er blevet legitimeret af de sammensluttede folk; thi kun ægte parlamenter er i stand til at repræsentere et folk demokratisk.

Schachtschneider har et skarpt blik for svaghederne og metaltrætheden i det politiske system i Tyskland. Tyskland er en partistat, og partistaten er republikkens forfaldsstadium. 5%-spærregrænsen ved forbundsdagsvalgene er han ikke glad for. Han anfører, at systemet med forholdstalsvalg krænker princippet om valgets umiddelbarhed. Men man kan heller ikke tale om frihed og lighed i forbindelse med valghandlinger så længe partierne og dermed den lille gruppe, som er identisk med den politiske klasse, rent faktisk har et nomineringsmonopol - dvs. eneadgang til at udpege og opstille kandidater - og så længe valgene er baseret på uærlig propaganda.
En problemstilling, der er særdeles velkendt i Danmark, og som vi netop i denne tid har tæt inde på livet med Nyrups og Jelveds stokkemetoder, ja-fløjens skræmmekampagne, manipuleringen med indholdet af vismandsrapporter m.m.

Schachtschneider skærper tonen og nærmer sig derefter euro-politikken: Nogle af de politikker, der formuleres af den politiske klasse, er diktatoriske, eller snarere despotiske. Det gælder især euro-politikken, som er blevet gennemført imod folkets vilje. En folkeafstemning om valutaunionen er blevet det tyske folk nægtet. Man har ikke engang indrømmet Tysklands borgere retsbeskyttelse. Euro-politikken vil altid være urettens politik, hedder det videre. Hvis møntunionen kuldsejler økonomisk, vil den destabilisere Tyskland i politisk henseende og bringe bestræbelserne på at bevare en samfundsorden, der har frihed som grundpille, i fare. Hvis forfatningen ikke er i orden, kan man ikke forvente en ordentlig politik, betoner Schachtschneider.

Møntunionen trækker den politiske union med sig

Den europæiske integration og unionsudviklingen får et par særdeles kritiske bemærkninger med på vejen. Schachtschneider gør opmærksom på, at der er ved at opstå en forbundsstat i Europa, men vel at mærke uden at de involverede folk ønsker dette. I hvert fald har folkene ikke markeret deres vilje til at leve i en fælles stat og opgive deres egen statsdannelse. Det forudsætter folkeafstemninger hos hvert af de involverede folk, som vil have til formål at afgøre, om de er indstillet på at vinke farvel til deres egen nationale statsdannelse til fordel for en europæisk statskonstruktion. Folkets forfatningsmæssige suverænitet er demokratiets fundament, og ethvert folk har ret til selvbestemmelse, således som det er anerkendt i adskillige folkeretslige traktater.

Den økonomiske og monetære union, der uundgåeligt vil blive efterfulgt af den sociale union, er det redskab, som vil blive anvendt til at tvinge den faktisk eksisterende europæiske stats politiske union igennem, fordi det er almindelig kendt, at en møntunion uden en politisk union er dømt til at mislykkes.

EU-staten krænker det demokratiske princip

Integrationspolitikken tilsidesætter folkets vilje i det grundlæggende spørgsmål om folkets egen statsdannelse. Mere alvorligt kan det demokratiske princip næppe krænkes. Og denne form for forfatningsbrud tilsløres ved, at der ikke tales åbent om Europas, dvs. unionens, veludviklede, indbyggede "statslighed."

Videre hedder det: Europas storstat gennemtrumfes ikke blot ved, at den politiske klasse ignorerer det demokratiske princip. Samme klasse er heller ikke indstillet på at give det demokratiske princip nogen form for udfoldelsesmuligheder, fordi det demokratiske princip er forbundet med princippet om den lille enhed. Hverken føderalismen eller subsidiaritetsprin?cippet sikrer republikken som et demokrati med friheden som hjørnesten, når økonomi-, valuta- og frem for alt social?politikken skal overdrages til en storstat.

Schachtschneiders kritik af unionsprocessens manglende respekt for nationalstaternes demokrati er sammenfattet i følgende konstatering: Reduktionen af statsdannelsen på det nationale niveau formindsker mulighederne for at realisere demokratiet, fordi den Europæiske Unions fællesskaber ikke kan påberåbe sig nogen selvstændig demokratisk legitimering. Enhver overdragelse af national suverænitet til den Europæiske Union forøger derved det demokratiske underskud.

Verbal ammunition

Schachtscheider leverer således verbal ammunition til unionsmodstandens dybdeborende kritik af den fremadskridende unionsproces. Mange EU-kritikere og -skeptikere, både i Norden og i andre lande i Europa, er i deres synspunkter på linie med Schachtscheider, når de giver udtryk for deres alvorlige bekymring over den ændring af magtforholdene og den amputering af demokratiet på nationalstatsplanet, som ØMUen og de andre integrationstiltag i unionen tilsigter.

Hvad skal ØMU-diskussionen handle om?

Schachtschneider diskuterer lige præcis den EU-dirigerede nedsmeltning af folkestyret og dermed retten til at være herre i eget hus, som det er så afgørende for unions?modstanderne at bringe frem i debatten forud for folkeafstemningen den 28. september. Men det er netop denne type problemstillinger, som de toneangivende ja-sigere, ØMU-eliten og halehænget af DJØFere, "nyprogressive", selvsvings-journalister, medieforkælede Europa-akademikere og andre eftersnakkere hårdnakket nægter at forholde sig til. De basale spørgsmål om magtkoncentration og demokratiets overlevelse, som Schachtschneider og andre EU-kritiske teoretikere finder det vigtigt at diskutere - og som optager de fleste oprigtigt bekymrede unionsmodstandere - fænger ikke rigtigt hos ØMU-tilhængerne. Ja-sigerne vil meget hellere snakke økonomi, materiel velstand, fiktive danske fingeraftryk på EU-udviklingen og luftige forestillinger om EU som velfærdsværn, spydspids på miljøets område og fredsskabende aktør i en global sammenhæng. Når ja-fløjens debattører og skribenter undviger eller negligerer de fundamentale politiske spørgsmål, som ØMU-modstanderne rejser, er det på en måde udtryk for åndelig dovenskab. I forsøget på at sætte en dagsorden for ØMU-diskussionen, der alene vægter det økonomiske eller mulighederne for dansk indflydelse på "Europas" udvikling, skøjter ja-eliten nemlig hen over de virkelige udfordringer i den EU-politiske debat. Til disse hører frem for alt demokratiets problem i unionen og undergravningen af demokrati og statsopbygning i medlemslandene i takt med afgivelsen af suverænitet på stadig flere områder.

Selvransagelse fornøden

Men hånden på hjertet: Hvor gode har vi selv været - her i Kongeriget Danmark - til at tage vare på demokratiet og til at videreføre arven fra folkestyrets grundlæggere, de folkelige bevægelser og 1960ernes og 70ernes græsrodsbevægelser? Tager vi temperaturen på demokratiets tilstand i forskellige dele af det danske samfund, er resultatet mere end nedslående. Vi har så sandelig ikke noget at lade EU høre, når talen er om demokratisk underskud. Med eller uden indflydelse fra EUs side er vi i stigende grad vidne til fiflerier, magtarrogance, majorisering, "djøfisering", stokkemetoder og åbenlys og skjult manipulering fra den herskende klasses side. Et oplagt eksempel er skræmmekampagnerne forud for folkeafstemningerne, den skæve fordeling af ressourcer i de to lejre og de stækkede muligheder for at komme til orde i medierne. Det står i det hele taget ikke for godt til med åbenhed, informationsfrihed og aktindsigt. Tænk blot på debatten om adgangen til arkivalier fra besættelsestiden for bl.a. historikere. Og hvad med adgangen til kommunale dokumenter, for slet ikke at tale om adgangen til privatiserede og andre halvoffentlige foretagenders journaler (DSB, Post Danmark, Ørestadsselskabet, etc.). De selvsupplerende eliter har sat sig godt til rette på flæsket: en Kirsten Stallknecht bliver bestyrelsesformand i Københavns Ungdomscentre, medens en Anne Knudsen med veludviklet positioneringstalent og næse for mediebevågenhed udpeges til det ministerielt nedsatte udvalg, der blev til i kølvandet på tragedien på årets Roskildefestival. Tordenskjolds soldater alle steder. Byplansfarcer og embedsmænds og politikeres fusk & sjusk med fredningsbestemmelser, klausuler o.l. forud for vedtagelsen af større anlægsarbejder og udlægning af jord til bestemte formål (Auken og det nye mega-indkøbscenter i Ørestaden). Magthavernes ringeagt over for folkelige protester mod broer og trafikanlæg (Øresundsbroen). Eller den største svinestreg af alle: "Omkampen" i 1993 efter Maastricht-nej'et.
Sådan kunne man blive ved. Discount-Danmark er for alvor trådt i karakter.

Folk har også selv et problem

Men det er også et problem, når folk ikke rigtig gider demokratiet i det nære, når de fravælger det medborgerlige ansvar og indflydelsen på græsrodsplanet, dropper ud af foreningslivet, giver pokker i de (tvær)politiske organisationer og i stedet dyrker navlepilleriet eller trækker sig tilbage til privatsfæren og dens konsum. Eller når vi i vores nærmiljø eller på de sjældent besøgte debatmøder forløber os og ikke længere vil høre på, hvad modparten siger. Når vi forsynder os mod det mest elementære i det berømte udsagn om, at "demokrati er samtale." Der synes at være en tendens til, at ustruktureret og spontant brokkeri vinder frem på bekostning af ægte demokratisk dialog i hverdagen. Jo, der er så sandelig grund til selvransagelse i Danmark, hvor den demokratiske arv misrøgtes, og hvor skeletterne vælter ud af skabet. Der er råd og svamp i demokratiet, sådan som det praktiseres i disse år. Og så er grundloven slet ikke blevet nævnt ...

"Den lille gangster" vil glæde sig

Men stemmer vi ja til ØMUen, vil det demokratiske underskud blive forstærket, og vi vil i Danmark forskertse muligheden for at videreføre og revitalisere vores danske og nordiske frihedstraditioner og give dem et realpolitisk råderum. Og i det lange løb fraskriver vi os også definitivt adgangen til at iværksætte gennemgribende samfundsforandringer, såfremt et flertal af befolkningen til sin tid måtte ønske sådanne. ØMUen vil eksempelvis gøre det noget nær umuligt at vælge kurs mod et humant ligevægtssamfund med rod i tankerne i bogen "Oprør fra midten." En rød-grøn samfundsmodel eller tilsvarende utopiske samfundsforestillinger vil være lige så vanskelige at realisere, når centralbanken monomant vogter over budgetdisciplinen, tilbageholdenheden med offentlige udgifter og inflationsbekæmpelsen i medlemslandene. Anders Fogh Rasmussen kan glæde sig over denne effektive "socialistforsikring", medens de "nyprogressive", "socialisterne" i Nyt Europa, Jørn Jespersen og andre blegrøde SFere får en lang næse.

Det er de nordiske værdiers og frihedsidealers skæbnetime. Et ja til ØMUen vil fjerne os endnu mere fra det, vi arbejder for i Frit Norden. Der er behov for en kritisk vurdering af vores demokratiforestillinger og de nordiske selvråderetsidéer i lyset af virkeligheden, sådan som den ser ud i år 2000. Et nej til ØMUen vil være et vældigt incitament til at gå i gang med en sådan kritisk analyse.

Artikel fra Frit Norden udgivet september 2000
Gengivet her med tilladelse af Foreningen Frit Norden

Note 1)
Karl Albrecht Schachtschneiders arbejde "Demokratisk underskud i Den europæiske Union" (Demokratiedefizite in der Europäischen Union), 2000, findes på internettet og er tilgængeligt på web-adressen:
http://www.wiso.uni-erlangen.de/WiSo/Wirecht/oere/d_46.html (top)

euronej@euronej.dk

...tilbage til -> Forside -> Muligheder