
euronej@euronej.dk	...tilbage til -> Forside -> Dokumenter

Euroen og det Sociale Europa

TALE AF WIM DUISENBERG, BERLIN DEN 23.11.99
(Wim Duisenberg er chef for Den Europæiske Centralbank)
VED DEN TYSKE ARBEJDSGIVERFORENINGS (BDA's)
KONFERENCE I ANLEDNING AF DERES 50-ÅRS DAG

Indhold:

Indledning
Arbejdsmarkedet på Euro-området: Udsigter og udfordringer
Den monetære politiks rolle: At fastholde prisstabiliteten
De nationale regeringers rolle: At styre sikkert mod stabilitet og strukturreformer
Arbejdsmarkedets parters sociale rolle
Konklusioner

Mine damer og herrer

Indledning

Det er mig en stor glæde at være her i Berlin i dag, og jeg vil gerne lykønske BDA med 50-årsdagen. BDA har igennem de seneste 50 år spillet en førende rolle i tysk og europæisk politik, og ikke blot med hensyn til lønpolitik. Jeg er overbevist om, at BDA kan og skal spille en lige så vigtig rolle i de næste 50 år og mere - til fordel for arbejdsgivere og arbejdstagere. Jeg vil gerne ønske Dieter Hundt og alle medlemmerne af denne organisation alt mulig held og lykke.
Den 1. januar 1999 blev Euro'en til virkelighed. Det var et historisk øjeblik, eftersom det er første gang i pengenes historie, at suveræne lande har udskiftet deres nationale valuta med en fælles valuta og overdraget deres monetære indflydelse til en nyetableret overnational institution. Men lanceringen af Euroen var ikke en engangsbegivenhed, uanset, hvor historisk det er. I virkeligheden er det ØMU'ens dynamik på længere sigt, som bliver den største udfordring i de kommende år. I øjeblikket - og i overskuelig fremtid - bliver en mindskning af arbejdsløsheden den største udfordring, flertallet af landene i Euro-området kommer til at stå overfor, og her især de store lande. En betydelig og varig reduktion af arbejdsløsheden ville helt klart være en betydelig økonomisk milepæl for et socialt Europa. Arbejdsløsheden er et spild af ressourcer, lader menneskelig potentiale ubrugt, er en kilde til frustration og vil i sidste ende underminere stabiliteten i vore samfund. Ud fra et snævrere synspunkt vil eksistensen af en høj arbejdsløshed også kunne genere udøvelsen af en monetær politik. Den vil alt for let kunne føre til krav om en ekspansiv pengepolitik som løsning på et problem, den monetære politik ikke kan løse. Centralbanken kan på den måde blive syndebuk for manglende handling på områder, hvor det i virkeligheden er andre, som skal handle. Det er også nødvendigt for ØMU'ens succes at vi gør markederne mere fleksible. Kun fleksible markeder vil kunne håndtere de asymmetriske chok, der nogle gange vil komme til at påvirke de enkelte medlemmer af en monetær union. Den politik, der er nødvendig for at få ØMU'en til at fungere, er den samme, som er afgørende for at mindske arbejdsløsheden.
I mine kommentarer i dag vil jeg i første omgang kort tale om udsigterne på kort sigt samt de udfordringer, som arbejdsmarkedet i Euro-området vil komme til at stå overfor på middel og langt sigt Derefter vil jeg gerne tale om den monetære politiks rolle, og til sidst den politik, som andre økonomiske agenter skal føre for at gøre det muligt for Europa fuldt ud at udnytte sit økonomiske potentiale til gavn for borgerne. (top)

Arbejdsmarkedet på Euro-området: Udsigter og udfordringer

Nettovæksten i beskæftigelsen på Euro-området har igennem længere tid været utilstrækkelig til at medføre en tilstrækkelig og varig reduktion af arbejdsløsheden. Desværre var 1990'erne ikke en undtagelse fra denne regel. Beskæftigelsen på Euro-området faldt drastisk i starten af 1990'eerne, og steg kun moderat i løbet af midten af 1990'erne. Den accelerator, vi så i beskæftigelsesvæksten i 1997 og 1998, menes generelt at have mistet noget af sin kraft, siden starten på 1999 som følge af en lavere økonomisk vækst på Euro-området i efterdønningerne af den opdukkede krise på markedet. I dag søger 13,1 millioner mennesker i ØMU-landene arbejde. Det svarer til ca. 10,2% af arbejdsstyrken, men omfatter ikke engang alle dem, som har opgivet at søge arbejde eller som aldrig prøvede.
Heldigvis er der nu en genopretning undervejs. Mange ledende indikatorer peger mod en accellerering af væksten i Euro-området ved udgangen af dette år og ind i år 2000. Forudsigelser fra både private institutioner og institutioner som IMF og OECD er for nyligt blevet revideret opad, og der synes nu at være konsensus om, at den reale BNP-vækst på Euro-området vil stige fra ca. 2% i år til næsten 3% for år 2000. Dette burde også føre til en cyklisk stigning i Euro-områdets vækst i beskæftigelsen. Politikernes - men også iværksætternes - udfordring er nu på dette afgørende tidspunkt at sikre, at den cykliske genopretning bliver begyndelsen på en lang periode med vækst og uden inflation, og derved at skabe mange jobs og effektivt håndtere arbejdsløshedsproblemet.
Som De ved, er det vigtigt for en realistisk vurdering af situationen på arbejdsmarkedet, at huske på, at arbejdsløsheden i Euro-området snarere er af strukturel karakter end konjunkturel. Selvom der har været en vis cyklisk variation i den gennemsnitlige europæiske arbejdsløshed, har der også været en stigende udvikling, og niveauet synes at være steget ved hver eneste forbigående cyklus. Hvis man undersøger varigheden af arbejdsløsheden, er det desuden indlysende, at Europa's arbejdsløshedsproblem principielt er langtidsarbejdsløshed. Lange perioder med arbejdsløshed betyder ofte tab af færdigheder, og dermed et alvorligt fald i udsigterne for at blive beskæftiget igen. Ifølge OECD's tal har ca. halvdelen af de arbejdsløse i Europa været uden for arbejdsmarkedet i mindst ét år, mens det tilsvarende tal for USA er mindre end 10%.
Dette er en 50-årsdag, og jeg ønsker ikke at lyde pessimistisk ved en sådan lejlighed. Europa kan opnå en vedvarende og betydelig mindskning af arbejdsløsheden og blive en dynamisk økonomi, men samtidig bevare en social økonomi. De grundlæggende årsager til arbejdsløshedsproblemet skal løses og ikke blot symptomerne. De grundlæggende årsager til den høje arbejdsløshed på Euro-området er strukturelle stivheder på arbejds- og varemarkederne samt politikken vedrørende skat og overførselsindkomster. En god dosis af den nu velkendte medicin for at slippe af med denne stadigt tilbagevendende sygdom kunne forbedre forholdene for iværksættere og gøre det muligt for dem at gøre det, de virkelig er gode til: Foretagsomhed. Politikken skal skabe de rette betingelser, men den reelle vækst og de nye jobs skal komme fra iværksætternes aktiviteter. (top)

Den monetære politiks rolle: At fastholde prisstabiliteten

Der er mange fordele knyttet til indførelsen af Euroen, som burde medvirke til, at Euro-området får en højere vækst og lavere arbejdsløshed. ØMU'en har fjernet den nominelle valuta-flygtighed, valutakursrisici samt udgifterne ved at veksle til forskellige valutaer inden for Euro-området. Dette forebygger en fejlallokering af ressourcerne, og skaber dermed vækst. Den fælles mønt vil gøre priserne over hele Euro-området direkte sammenlignelige, hvilket skulle øge konkurrencen og derfor både effektivitet og vækst. Endnu en fordel er muligheden for en reduktion af de risikopræmier, der er indbygget i renteniveauet, samt for eliminering af de præmier, der skyldes mindre likvide markeder. Dette vil stimulere investeringerne og dermed skabe vækst. Euroen er imidlertid ikke og skal heller ikke være kuren for de strukturelle problemer Europa står overfor. Indførelsen af Euro'en vil især ikke løse arbejdsløshedsproblemet eller automatisk øge vækstmulighederne på langt sigt. Graden af, hvor meget Euro'ens økonomiske potentiale kan udnyttes, afhænger først og fremmest af en stabilitetsorienteret finanspolitik og en passende arbejdsmarkedspolitik, samt af beslutsomme og omfattende bestræbelser på at eliminere de strukturelle stivheder på arbejds- og varemarkedet. Den fælles monetære politik kan imidlertid udgøre et sundt grundlag for økonomisk vækst og beskæftigelse. Lad mig starte med at tale om den monetære politik.
Blandt centralbankchefer og økonomer er der overvældende enighed om, at der ikke er nogen langvarig afvejning mellem real aktivitet og inflation. Forsøg på at bruge pengepolitikken til at øge den reale aktivitet over dens bæredygtige punkt, vil i sidste ende blot føre til endnu større inflation i stedet for hurtigere økonomisk vækst. De bedste bidrag, som pengepolitikken kan yde til bæredygtig vækst og beskæftigelse på Euro-området, er at fastholde prisstabiliteten på en troværdig og vedvarende måde, og derved gøre det muligt at høste fordelene ved prisstabilitet på mellemlangt sigt.
En ny undersøgelse, offentliggjort i novembernummeret af ECB Monthly Bulletin, bekræftede atter, at prisstabilitet er afgørende som grundlag for at styrke udbyttet og beskæftigelsesudsigterne og dermed skabe varige forbedringer af levestandarden for Europa's borgere. Når prisstabiliteten råder på mellemlangt sigt, bliver de relative prissignaler, som markedets mekanismer bygger på, ikke overskygget af ændringer i de generelle prisniveau. Markedet kan derfor tilføre de sparsomme ressourcer mere effektivt, så de udnyttes mest produktivt. Man undgår de omkostninger, som inflationen i modsat fald ville give anledning til gennem en skærpelse af fordrejningerne inden for skatte- og velfærdssystemerne. Som vi har kunnet se siden midten af 1990'erne, har den troværdige etablering af prisstabilitet på hele Euro-området medvirket til at mindske usikkerheden m.h.t. den fremtidige prisudvikling og har dermed forbedret den overordnede økonomisk velfærd. Gennem disse og andre kanaler bidrager det nuværende miljø med prisstabilitet til vækst og beskæftigelsesmuligheder på Euro-området. Jeg vil gerne nævne det faktum, at prisstabilitet - bortset fra dens indvirkning på væksten - også har en direkte social virkning. Lavindkomsthusstande vinder mere ved prisstablitet, relativt set, fordi deres forbrugs/indkomstandel end husstande med høje indkomster, og fordi de har mindre mulighed for at beskytte sig mod risikoen for fremtidig inflation.
Det er også generelt anerkendt, at den monetære politik i virkeligheden påvirker den reale aktivitet på kort sigt. Selvom fokus altid skal være på prisstabilitet, så medvirker de tiltag, der nødvendige for at opnå prisstabilitet også til at fastholde de økonomiske og beskæftigelsesmæssige udsigter på kort sigt. Det er tilfældet, når inflationen på den ene side og den økonomiske vækst samt væksten i beskæftigelsen på den anden går i samme retning, d.v.s. at de alle stiger eller falder. Men i situationer, hvor den monetære politik står over for en afvejning mellem en modsatrettet udvikling af den reale aktivitet og afvigelser fra prisstabiliteten, må den overordnede prioritering af en fastholdelse af prisstabiliteten være helt klar. Enhver flertydighed på dette punkt vil blot ødelægge undergrave troværdigheden og dermed effektiviteten af den pengepolitiske reaktion.
Renteændringerne i Eurosystemet i løbet af året er meget vigtige. Lad mig begynde med reduktionen af Eurosystemets hovedrefinansieringsrate den 8. april. Efter den økonomiske krise i Asien og Rusland sidste år svækkedes den globale efterspørgsel. Den lavere eksterne efterspørgsel førte til et nedadgående skifte i risikoen for prisstabiliteten på Euro-området, efterhånden som efterspørgselspresset dæmpedes. På det tidspunkt udgjorde de seneste tre måneders vækst i den årlige M3 (Sus: Den samlede pengemængde) 5,1%. Da dette tal kan have været påvirket af det usædvanlige miljø omkring starten af ØMU'ens tredje fase, og da det stadig lå tæt på referenceværdien for M3-væksten på 4,5%, så Styrelsesrådet ingen risiko for inflation i den monetære udvikling i april. Derfor konkluderede Styrelsesrådet - med tanke for begge søjler af ECB's strategi - i april, at en ratenedskæring på 50 basispoint i hovedrefinansieringsraten ville være det bedste til at tjene fastholdelsen af prisstabilitet, og dermed også støtte beskæftigelse og vækst.
Styrelsesrådets vigtigste argument for at hæve renten den 4. november var den kendsgerning, at risikobalancen for den fremtidige prisstabilitet gradvist var steget siden begyndelsen af sommeren. Desuden betyder M3-vækstens stadigt stigende afvigelse fra referenceværdien, den stærke efterspørgsel efter de mest likvide dele af M3 samt en fortsat og hurtig ekspansion af kreditten til den private sektor er tegn på en rundhåndet likviditetssituation på Euro-området. Inflationsraten forventes at stige gradvist over de kommende måneder, først og fremmest som følge af, at prisstigningerne på energi tidligere på året er ved at bane sig vej til forbrugerpriserne. De seneste data for industripriserne bekræfter dette mønster. Men på mellemlangt sigt er det imidlertid vigtigt at forebygge, at tilstedeværelsen af rigelig likviditet bliver omsat til et opadgående pres på priserne. En stigning i renteniveauet nu skulle først og fremmest medvirke til at modvirke en yderligere vækst i likviditeten på mellemlangt sigt samt bidrage til at fastholde forventningerne om inflation sikkert under 2'%. Denne rentestigning vil ikke undergrave en accelerator af den økonomiske vækst. Tværtimod skal en rettidig stigning i renten forebygge behovet for større rentestigninger sidenhen og dermed bidrage til en stærkere vækst over en længere periode. (top)

De nationale regeringers rolle: At styre sikkert mod stabilitet og strukturreformer

De samlede fordele af den fælles mønt vil kun blive til noget med en tilstrækkelig støtte fra mange politikområder - fremfor alt finans- og arbejdsmarkedspolitikken, samt hvis der bliver gennemført strukturreformer på disse områder. Prisstabilitet er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig, betingelse for at kunne udnytte ØMU'ens fulde potentiale.
Hvilken rolle kan de nationale regeringer spille som svar på ubalancer på kort sigt, nu hvor pengepolitikken er blevet centraliseret? De kan spille en meget vigtig rolle. Ja, jeg er faktisk overbevist om, at deres rolle er blevet om muligt endnu mere vigtig nu, hvor pengepolitikken og valutakursen ikke mere bliver styret på nationalt plan. Det er af den allerstørste betydning, at de nationale regeringer fortsætter gennemførelsen af en finanspolitik, hvis mål er et budget nær ved balance eller i overskud, som fastlagt i Vækst- og Stabilitetspagten. Hvis regeringerne opnår afbalancerede budgetter eller overskud i de normale perioder af cyklus, så skaber de en sikkerhedsmargin, der er tilstrækkelig til at få de automatiske stabilisatorer til at fungere i tilfælde af udsving i væksten, uden at skabe en risiko for for store underskud. Desuden er sunde statsfinanser vigtige, når man skal forbedre betingelserne for prisstabilitet og for den stærke og bæredygtige vækst, som skal støtte væksten i beskæftigelse.
Problemet er på dette afgørende tidspunkt, at vi endnu ikke på Euro-området som et hele har nået målet med afbalancerede budgetter under normale cykliske forhold. I en række lande - og endnu engang især de store lande - er forholdet mellem underskud og BNP alt for tæt på den 3%-grænse, som blev fastlagt i Traktaten som referenceværdi vedr. for store underskud. Det virker som om, behovet for fortsat økonomisk konsolidering er blevet anerkendt i hele Euro-området. Generelt har den seneste økonomiske konsolidering på Euro-området imidlertid været temmeligt skuffende. En stor stigning i de generelle underskud - f.eks. som svar på et fald i vækstraten for det reale BNP - vil kunne vende de fremskridt, der er set m.h.p at reducere underskud/BNP-forholdet igennem de senere år på hele Euro-området. Desuden er det meget sandsynligt at underskuddene i tilfælde af en længerevarende nedsat vækst, hurtigt vil blive for store - i hvert fald i visse lande.
En økonomisk konsolidering vil ikke bare bidrage til, at vi får et socialt Europa som følge af dens virkninger på prisudvikling og vækst. En økonomisk konsolidering vil også give spillerum for en revurdering af regeringernes rolle samt en ændring af strukturen i de offentlige udgifter.
I øjeblikket er det vigtigt at notere sig, at et socialt Europa ikke er synonymt med øgede udgifter til velfærdsstaten. Et socialt Europa skal øge tilstedeværelsen af lige muligheder samt alle europæeres produktive potentiale. Ud over et socialt sikkerhedsnet betyder dette en velfungerende infrastruktur samt et uddannelsessystem af høj kvalitet. Desværre har stigninger i den offentlige gæld ofte ført til, at netop denne form for udgifter blev presset ud. Desuden har høj gæld og mindre produktiv anvendelse af pengene ført til høje skatter, som ofte påvirker selv meget begrænsede indkomster med høje marginalskatter. Et mere socialt Europa skal også løse denne dimension af den økonomiske konsolidering. (top)
Et andet meget vigtigt område, hvor det er nødvendigt med national fleksibilitet, gælder strukturpolitikken. Ja, rent faktisk kan mange af de største udfordringer, som Euro-områdets lande i øjeblikket står overfor, kun løses med national politik. Det gælder især den høje og vedvarende arbejdsløshed. Behovet for strukturreformer er bredt anerkendt, og der er allerede sket fremskridt i visse medlemslande.
Der er mange eksempler på, hvad man kan gøre. For det første er der tale om tiltag, som skal sikre, at de kun lidt produktive arbejdstagere ikke bliver tvunget ud af arbejdsmarkedet. I den forbindelse bør skattebyrden og de indirekte lønudgifter sænkes, når det gælder lavtlønnede arbejdstagere. Desuden kunne ordninger med minimumslønninger tilpasses, så de tager hensyn til behovet for at bevare jobbene for lavtproduktive arbejdere. For det andet er der ìaktive arbejdsmarkedstiltagî, som stiller programmer til rådighed vedrørende uddannelse, efteruddannelse og arbejdserfaring, og som er målrettet mod de langtidsarbejdsløse. For det tredje kunne man gennemføre reformer af skatte- og overførselsindkomstsystemerne for at sikre, at folk er betydeligt bedre stillet med end uden arbejde.
Jeg vil gerne understrege, at den dagsorden for strukturelle reformer, som står til rådighed for de nationale regeringer, når det gælder fremme af den økonomiske udvikling, rækker langt ud over arbejdsmarkedsreformer. F.eks. kan de nationale regeringer tage skridt til at fremme iværksætterånden og gøre det lettere for folk at starte og køre en virksomhed og dermed skabe nye jobs. Det kunne f.eks. dreje sig om at opmuntre konkurrencen ved tiltag, der fremmer etableringen af nye virksomheder, som eksempelvis en reduktion i de administrative byrder, disse står overfor, samt ved at gøre markederne mere konkurrencedygtige. Regeringerne kan også liberalisere de sektorer, som plejede at være stærkt regulerede, for at øge effektiviteten og mindske priserne til fordel for industriens og privates brug af disse tjenester. De nationale regeringer kunne også tage skridt til at øge den produktive investering i forskning og udvikling for at øge væksten i de ekspanderende højteknologiske industrier. (top)

Arbejdsmarkedets parters sociale rolle

Nu hvor jeg er i gang med at tale, ville jeg gerne snakke lidt om den rolle, som arbejdsmarkedets parter - fra en centralbankchefs synsvinkel - kan og skal spille i ØMU'en for at skabe vækst, forbedre beskæftigelsesudsigterne, så vi dermed kan få et mere socialt Europa. Arbejdsmarkedets parter bærer ansvaret for at forbinde høj beskæftigelse med en passende lønudvikling samt for at skabe passende, institutionelle rammer for lønforhandlingerne, som - hvor det måtte være nødvendigt - kunne støttes af de offentlige myndigheder. Jeg vil derfor gerne understrege, at arbejdsmarkedets parters rolle inden for ØMU'en vil være endnu vigtigere end hidtil, fordi forbindelsen mellem løn og beskæftigelse bliver endnu mere indlysende og tættere.
Generelt set er det af den allerstørste betydning, at lønudviklingen i medlemslandene får lov til at afspejle deres forskellige økonomiske og beskæftigelsesmæssige situation. Den nuværende situation m.h.t. vækst, arbejdsløshed og inflation varierer i øjeblikket virkeligt på Euro-området. Men selvom det ikke er et problem i sig selv, må det være klart, at en lønpolitik, hvor ìen størrelse, skal passe alleî, ville være fatal. Desuden bør arbejdsmarkedets parter tage hensyn til behovene hos både ìinsiderneî og ìoutsiderneî. Lønforhandlinger, som kun afspejler de beskæftigedes interesser, vil kunne føre til et lønniveau, som er alt for højt til, at den arbejdsløse kan finde arbejde. Hvis lønudviklingen skal bidrage til en beskæftigelsesvenlig politik på Euro-området, ville det være hensigtsmæssigt, om arbejdsmarkedets parter fortsatte en kurs, der er i overensstemmelse med følgende, overordnede principper, der er grundigt beskrevet i ìMedlemslandenes og Fællesskabets Brede Økonomisk-Politiske Retningslinjerî.

ó for det første skal de nominelle lønstigninger i Euro-områdets medlemslande være forenelige med prisstabilitet, således at de samlede lønstigninger i Euro-området vil være i overensstemmelse med ønsket om at holde prisstigningerne på linje med ECB's målsætning om prisstabilitet. ECB's Styrelsesråd definerer prisstabilitet som en årlig stigning under 2% i det Harnomiserede Index for Forbrugerpriser på Euro-området, og dette skal være arbejdsmarkedets benchmark.

ó for det andet skal reallønsstigningerne i forhold til stigningen i arbejdskraftens produktivitet tage højde for behovet for at styrke og dermed fastholde kapacitetsudvidende og beskæftigelsesskabende investeringer, hvor det måtte være nødvendigt. Principielt vil reallønsstigninger, som afspejler produktivitetsgevinsterne, sikre, at der ikke bliver noget opadgående pres på enhedsudgiftene til arbejdskraft.

ó for det tredje, og for at forbedre beskæftigelsesmulighederne, skal lønaftalerne også tage højde for forskelle i produktivitet og vækstrater i henhold til kvalifikationer, færdigheder og geografisk område.

ó Endelig vil det være af afgørende betydning at undgå konvergens mellem de nominelle og reallønninger på tværs af lande og regioner, hvis man skal fremme produktiviteten. Derfor skal man undgå lønimitations-effekten. Forskellene i arbejdskraft-udgifter bør fortsætte for at afspejle variationerne i arbejdstagernes produktivitet. (top)

Konklusioner

Indførelsen af Euroen og en fælles monetær politik har på ingen måde gjort regeringerne magtesløse. Med et spillerum til at kunne variere finanspolitikken og gennemføre strukturelle reformer, har de nationale regeringer stadig de vigtigste magtbeføjelser til at forbedre ydeevnen i egne økonomier. Hvis man overholder betingelserne i Vækst- og Stabilitetspagten, vil der være tilstrækkelig fleksibilitet til, at man kan lade de automatiske stabilisatorer fungere - også i tilfælde af cykliske udsving.
Regeringerne har - sammen med arbejdsmarkedets parter - et stort ansvar for at handle bestemt for at lette arbejdsløshedsproblemet i Europa. Strukturelle reformer er de eneste måder at opnå et vedvarende fald i arbejdsløsheden, til at forberede os på en aldrende befolkning samt til at mindske byrden fra den offentlige gæld. Arbejdsmarkedets parter er først og fremmest stadig ansvarlige for at nå til og at fastholde en høj beskæftigelse, og forbindelsen mellem lønforhandlinger og beskæftigelse vil blive endnu tættere.
Jeg er klar over, at det ikke altid er let at gennemføre afbalancerede budgetter, strukturelle reformer og passende lønpolitik. Fordelene kan ofte først høstes på mellemlangt sigt, mens omkostninger, som på kort sigt påvirker visse grupper, vil betyde, at reformerne bliver mødt med stor modstand. Men erfaringer fra Euro-området og udefra viser, at reformprogrammer, der er koblet til en passende lønpolitik, virkelig kan forbedre arbejdsmarkedssituationen betragteligt. Det er lykkedes for nogle medlemslande i Euro-området - indtil videre især de ìmindreî medlemslande, og især dem med mere fleksible arbejdsmarkeder, mere moderate lønstigninger og bedre skatte- og social sikringspolitik - at undgå en udvikling med stadigt stigende arbejdsløshed. Der er også eksempler på andre lande med højere arbejdsløshed, som er begyndt at tage skridt til at reformere deres arbejdsmarkeder, og som nu begynder at kunne mærke resultaterne. Nogle af de lande, der ikke deltager i Euroen, har også vist, at høj arbejdsløshed kan mindskes gennem radikale reformer.
Som afslutning vil jeg sige, at ØMU'en giver en strålende mulighed for at skabe og bevare et stort område med prisstabilitet og økonomisk velstand i Europa samt en betydelig reduktion af arbejdsløsheden. Men selvom prisstabilitet er en nødvendig forudsætning for at kunne udnytte ØMU'ens muligheder fuldtud, er det ikke tilstrækkeligt. Stabilitetsorienteret politik vedrørende udviklingen af den nationale finanssituation samt strukturændringer, der forbedrer markedets virkemåde, er også af afgørende betydning. Politik-skabere på alle områder skal tage højde for de nye omgivelser, ØMU'en står overfor, samt konsekvenserne heraf, når de formulerer deres politik. Kun da vil Euro'en kunne fungere som en virkelig accelerator for økonomisk vækst, og dermed bidrage til et socialt Europa.

Oversat, den 3. januar 2000 - Susanne Arends (top)

Originalen findes på Forbundsbankens hjemmeside ( www.bundesbank.de ) under taler.

euronej@euronej.dk ...tilbage til -> Forside -> Dokumenter