logo




   Referat af Grundlovsmøde 2011
på Brandts i Odense


Vejret var strålende, og det i forbindelse med, at Grundlovsdag lå i en miniferie, har nok kaldt mange til sommerhus eller kolonihave -  eller blot til stranden. Ja - vejret kan også være for godt. Ca. 100 deltagere havde vi, og de var meget medlevende og klappende både af musikerne og talerne - men der burde jo være flere.

De medvirkende - konferencier, musik, talere - levede helt op til forventningerne. En dygtig konferencier ledte os professionelt gennem mødet. Musikerne var meget oplagte og leverede en flot præstation. Talerne - indsigtsfulde og engagerede - gav på hver deres måde mange gode input til overvejelser:

Demokratidebattør Maria Rosenberg Rasmussen talte om, hvor vores demokrati bevæger sig hen. Udvikler det sig, eller afvikles det?

Preben Brandt fra Projekt Udenfor beskæftigede sig i sin tale med Danmarks fattigdoms- problemer. Skal vi virkelig acceptere en udvikling mod mere ulighed og flere fattige? spurgte han.

Jørn Nerup fra Bedsteforældre for Asyl gjorde det helt klart for os, at Danmarks asyl- og flygtningepolitik er uanstændig. Hans tale kan læses andetsteds i bladet.

Endelig talte Folkebevægelsens Søren Søndergaard om EU og demokratiet. Er befolkningen med? Er vi EUere? Kræver demokrati ikke mere engagement og medvirken end det, vi kan levere i forhold til EU.

Der var meget at gå hjem og tænke over...

Og så håber vi på endnu flere deltagere næste år.
                                                                                                                     Lissie Thording