"Dansk er et lille sprog" lyder det ofte blandt mennesker, der er bekymrede over det danske sprogs fremtid, i Danmark såvel som udenfor. Udsagnet er naturligvis rigtigt i den forstand at ikke meget mere end godt fem millioner har det som første sprog. "Modersmål" som det hedder med et let antikveret udtryk. Men dansk er slet ikke et lille sprog i Danmark. Der er det tværtimod stort i den forstand at næsten alle taler det, eller i det mindste forventes at gøre det. Denne "storhed" er et resultat af den historiske udvikling siden slutningen af 1700-tallet. Før 1814 var det "danske monarki" en typisk europæisk multinational stat som bestod af en lang række forskellige enheder. Dobbeltmonarkiet eller tvillingeriget kalder vi ofte denne stat der omfattede kongerigerne Danmark og Norge med de atlantiske bilande. Men den betegnelse er ikke præcis nok, idet ca. en tredjedel af statens befolkning boede i hertugdømmerne Slesvig og Holsten.
Mange af indbyggerne i deres provinser talte tysk, enten højtysk eller for flertallets vedkommende nedertysk (plattysk). Store dele af administrationen og hæren (men ikke flåden) talte ligeledes tysk, hvilket satte sit præg på hovedstadens befolkning, hvor i hvert fald fem af menighederne var tysktalende.
Selv om vi holder kolonierne udenfor taltes således flere forskellige sprog i denne stat, som med et moderne teknisk udtryk kaldes en "konglomeratstat". Ifølge den moderne opfattelse af sprog drejedes det sig om tre eller fire sprog, dansk, norsk og tysk - der retteligt både omfattede plattysk og højtysk. Sådan opfattedes det blot i tiden før før nationalstaterne. Dansk var dengang ikke bare "dansk", ligesom norsk ikke bare var riksmål og nynorsk. I riget taltes en lang række dialekter, fra det gamle skånske på Bornholm til sønderjysk i Slesvig. Denne sidste dialekt er ret beset lige så forskellig fra højdansk som højtysk er fra plattysk, hvorfor man med god ret kunne kalde den for platdansk og opfatte den som et selvstændigt sprog på linie med frisisk eller de mange franske sporg. Dertil kom at de lærde desuden talte og især skrev latin, hvortil kom at fransk var ganske udbredt som omgangssprog i overklassen i 1700-tallet.
Styreformen var enevældig, men under den ensartede overflade trivedes langt større forskelle end dem vi har vænnet os til at opfatte som det normale efter nationaliseringen af befolkningen. Den eneste undtagelse er religionen, hvor styret gennemtvang den mest intolerante ensretning og først meget langsomt anerkendte jøder, katolikker, metodister og andre "afvigere". Nationaliseringsprocesser kendes fra alle Europas lande i 1800-tallet, og har i det 20. århundrede præget resten af verden. I Danmark faldt nationaliseringen sammen med en formindskelse af staten, først i 1814 med afståelsen af Norge, siden i 1864 med tabet af Slesvig og Holsten. I 1920 vendte en del af Sønderjylland "hjem" til Danmark, men samtidig var Island reelt blevet selvstændigt i 1918 - helt formelt dog først løsrevet i 1944. Det lille Danmark blev pga. denne tabshistorie præget af en mere gennemført nationalisering og centralisering end næsten noget andet land i Europa, bortset fra Portugal, Island og Slovenien. "Hvad udad tabtes skulle indad vindes", som det hedder. Bestræbelsen blev formuleret af den nationalliberale politiker Orla Lehmann i mottoet "i Danmark gives der ingen Provindser". Der gjorde der nu nok da han formulerede devisen i 1838, men det er rigtigt at efter to krige 1848-50 og 1863-64 var det urealistisk at arbejde for en føderal opdeling af det lille land. Men med et andet forløb af historie kunne det godt have været realistisk og så ville dansk have lydt helt anderledes i dag, idet vi ville have vænnet os til at acceptere det udtalt på forskellige måder, sådan som det er tilfældet med tysk i dag. Ja måske ville flere have været i stand til at forstå svensk og norsk som variationer af det samme sprog og fremmede nationalsprog, som det er tilfældet blandt de mange universitetsstuderende der i dag nægter at læse bøger på svensk, fordi det er svært - de kræver bøgerne på engelsk - og afviser norsk riksmål fordi det er "fuldt af stavefejl".
Trods landets ringe større varede det alligevel ganske længe før Danmark og danskerne blev helt homogeniserede på det sproglige plan. Reelt skete det først efter introduktionen af landsdækkende TV i 1960'erne. Indtil da var dialekterne tydeligt forskellige. Og de havde forskellig status, således at det i vide kredse opfattedes som en skandale at Venstres statsminister Knud Kristensen i slutningen af 40'erne insisterede på at sige "a" i stedet for "jeg". Lavkøbenhavnsk havde næsten lige så lav anseelse i forhold til det såkaldte "rigsdanske", der ikke er meget andet end en sjællandsk dialekt. Denne dialekt blev i generationer indterpet i skolen og generationer af elever tvunget til at ændre deres dialekt til rigssprog i et sprogskifte, der minder meget om tvangen i meget større lande som Frankrig og Italien.
I dag tvinges ungerne ikke på samme måde til at skifte sprog i skolen, men det er først og fremmest fordi det ikke er nødvendigt. Takket være medierne taler alle nu næsten alle det samme danske sprog, hvor kun intonationen røber oprindelsen - plus engelsk i en eller anden udgave. Udskillelsen efter sprog er formentlig lige så hård som den altid har været, men nu går den mere på etnisk oprindelse end regionalt tilhør. Dansk er et stort sprog i Danmark, men alligevel ikke mere sikkert på sig selv end at Danmark sammen med bl.a. Frankrig stadig ikke har ratificeret Europarådets konvention om rettigheder for de såkaldte "mindre sprog". Ser vi bort fra de øvrige dele af Rigsfællesskabet - og det er der jo tradition for at gøre - ville en ratificering i Danmarks tilfælde bl.a. kræve oprettelse af en TV-station for det tyske mindretal. Og det ville mange føle fjollet, da flertallet i selvsamme mindretal snakker sønderjysk hjemme. Deres tyskhed er primært et krav om retten til at vælge at tale tysk offentligt, ikke om hvad de kan eller ikke kan. Problemerne er reelt større med tyrkisk, arabisk, tamil, somali etc., men alle disse indvandrersprog får aller tidligst om nogle generationer rettigheder som mindre, danske sprog.
Dansk udfordres heller ikke på EU-plan, selv om antallet af arbejdssprog
nødvendigvis må blive mindre i takt med udvidelsen af EU.
Der er ingen fornuftig grund til at kræve tolkning til eksempelvis
både dansk og svensk i alle sammenhænge hvor deltagerne behersker
flere europæiske sprog. Det vigtige er retsikkerheden, som kræver
lovgivning og retsgrundlag oversat til de nationale sprog, således
at en proces kan føres på "modersmålet" hele fra laveste
til højeste niveau. Men den udfordres heller ikke. Selv om det danske
"modersmål" er ret ny foreteelse for de fleste danskere, er der meget
lidt som tyder på at det skulle være truet.
Artiklen har i kortere form været trykt i dagbladet Information.
Uffe Østergård er lektor ved Århus Universitet og
indehaver af et Jean Monnet-professorat.