Det færøske landsstyre er gået i gang med en proces, der skal føre til at Færøerne bliver en suveræn stat. Det grønlandske landsstyre diskuterer, hvordan rigsfællesskabet kan forandres. Regeringen i København afventer de nordatlantiske udspil, før regeringen kommer med udspil. Et naturligt spørgsmål vil derfor være: Er det danske rige ved at opløses?
Det er almindeligt at folk taler om at Danmark er en lille stat eller en homogen stat. Det er dog langt fra sandt. Danmark er langt større end folk normalt tænker på, fordi Færøerne og Grønland også er ligeberettigede dele af enhedsstaten Danmark. I staten Danmark er der fire permanente etniske grupper (danskere, færinger, inuitter og tyskere), og dertil kommer indvandrere og flygtninge. Danmark er altså ikke en homogen stat. Men Danmark er til gengæld en enhedsstat i modsætning til forbundsstater som Schweiz eller USA. Det betyder, at den lokale magt på Færøerne og i Grønland kun er sikret gennem en almindelig lov i Folketinget - og en politisk moralsk forståelse af at denne lov ikke bør ændres uden forhandling med de to nordatlantiske parter. Danmark adskiller sig derfor fra føderationer, hvor den lokale suverænitet er sikret f.eks. gennem forfatningen.
Færøerne og Grønland styrer dog over mange områder, som er uddelegeret til hjemmestyrernes forvaltninger. Det gælder bl.a. skatteopkrævning, import- og eksport-kontrol og styring over lokale spørgsmål. F.eks. har Færøernes hjemmestyre oprettet butikker, der minder om det svenske "systembolag", og i Grønland er det ikke muligt at eje jord. Færøerne og Grønland har også fået lov til at stå uden for EU, medens det øvrige rige er med i EU. Men mange ting er også fælles i det danske rige. Riget kaldes jo også for Rigsfællesskabet i mundtlig tale. Fælles for de tre rigsdele er bl.a. statsborgerskabet, valutapolitikken, politiet, forsvaret, udenrigs- og sikkerhedspolitikken, kirken og Grundloven. Færinger og grønlændere stemmer til Folketinget og har derfor indflydelse på valg af Danmarks regering, som jo har indflydelse over alle de områder, der er fælles for Rigsfællesskabet.
Men fremtiden for Rigsfællesskab er uvis. Det færøske landsstyre (den lokale regering) har som mål, at Færøerne skal oprette en suveræn stat. I Grønland er situationen meget anderledes, og der tales kun om mindre forandringer, eventuelt om at Danmark bør udvikles til en forbundsstat. Samtidig er den sydlige del af riget bundet til EU, som i stigende fart tiltager sig mere og mere magt. Men afgørende for rigets fremtid er folkets vilje til at opretholde et kongerige fra Thule over Thorshavn og til Tønder.
Viljen til at opretholde Rigsfællesskabet skal snart stå sin prøve på Færøerne. Inden for et års tid vil det være sandsynligt, at Færøerne stemmer om tilhørsforholdet til riget. Da Island stemte sig ud af personalunionen med Danmark i 1944, så billedet meget anderledes ud. Island havde ikke noget parti, der ønskede at opretholde forbindelsen, og viljen til at kappe båndene var tilstede blandt mere end 95% af islændingene. Men på Færøerne er billedet et andet. Øernes befolkning er splittet. To store oppositionspartier ønsker at opretholde Rigsfællesskabet og bag disse partier står mere end 40% af vælgerne og de to største dagblade på Færøerne. Det er heller ikke sikkert, at landstyrekoalitionen kan opretholde enigheden. Et Lagtingsmedlem fra Folkeflokken har udtalt at målet angående suverænitet ikke var en selvfølge. Resultatet ved folkeafstemningen vil formentlig komme til at ligge omkring de 50% for begge sider, og sejren vil være marginal. Færøerne adskiller sig også fra Island på andre områder. Island var f.eks. aldrig omfattet af Danmarks Riges Grundlov, og derfor var der ikke behov for nogen grundlovsændring i forbindelse med den islandske selvstændiggørelse. For de nordatlantiske rigsdele er situationen en anden. Der er således stor uklarhed om en Grundlovsændring er en nødvendig forudsætning for en færøsk løsrivelse. Økonomisk set er Færøerne også en langt mindre enhed en Island, og Færøerne har ikke varme kilder i noget større omfang. Der er heller ikke noget politisk ønske om en selvstændig færøsk valuta. Besynderligt nok foreslår det færøske landstyres hvidbog at euroen bør indføres på Færøerne, hvis øerne bliver suveræne. Begrundelsen er: "Da euroen omfatter en større del af færingernes samhandelsområde end den danske krone, passer euroen bedre til de færøske økonomiske interesser" (Hvidbogen s. 127 ). Men dette bygger på en misforståelse for de 11 Eurolandes eksport til Færøerne var i 1997 26,4% og handelen med det øvrige Danmark var 29,8%. Handelen med Euroland og det danske valutaområde er set over en længere periode nogenlunde ens. At Euroland skulle have mere tilfælles med Færøerne end det danske valutaområde er nok svært at påstå. En omstilling til euroen vil derfor udelukkende være en udgift for et eventuelt selvstændigt Færøerne.
Det færøske landsstyre ønsker, at et suverænt Færøerne skal indgå en traktat med Danmark, og umiddelbart ser det ud til, at der er et ønske om fælles statsoverhoved, forsvarspolitik, højesteret, borgerrettigheder f.eks. på uddannelsesområdet, eventuelt fælles valuta og et udenrigspolitisk samarbejde. Det færøske landstyres model for fremtiden ligner således i høj grad det forhold Danmark havde til Island fra 1918 til 1944. Landstyret er derfor også indforstået med at færøsk suverænitet vil betyde at bloktilskuddet fra den danske stat ikke vil fortsætte. Dermed vil Færøerne miste en betragtelig indkomst. Men landstyret forventer, at dette fald i indtægt vil kunne overvindes på længere sigt og gøre Færøerne til et mere konkurrencedygtigt samfund. Oppositionen frygter dog, at et fald i velfærd og lønninger vil medføre, at f.eks. højtuddannede færinger flytter fra øerne, hvis de får en langt lavere løn ved at arbejde på Færøerne.
I Grønland er billedet et helt andet. Grønland har valgt at bevare flere områder som fællesanliggender bl.a. retten til undergrunden. Dette kan selvfølgelig skyldes at det grønlandske hjemmestyre er yngre end det færøske. Men der er også andre forskelle i Grønlands forhold til riget. Et eksempel på forskellen mellem Grønland og Færøerne er at mange grønlændere flager med Dannebrog og i mange grønlandske byer er der således ligeså mange danske flag, som der er grønlanske flag. På Færøerne er det stort set kun rigsmyndighederne der flager med Dannebrog. Grønland er også i langt højere grad et tosproget samfund. Medierne er både grønlandsk og dansksprogede. På Færøerne fungerer alt på færøsk selv om alle behersker dansk i skrift og tale. I Grønland lever der også et stor gruppe af indflyttere fra den sydlige del af riget, og det svært at finde en inuitfamilie, som ikke er blandet. Grønland er derfor i dag langt tættere på os her nede i syd end Færøerne er. Det kan også ses i, at det grønlandske landstyre udelukkende taler om forandringer og ikke løsrivelse. Men politisk vil et suverænt Grønland også være et langt mere besværligt eksperiment end et suverænt Færøerne, og det skyldes den banale forskel at Grønland er geografisk større end Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Irland, Italien, Spanien, Portugal, Grækenland, BENELUX-landene og Østrig sammen (EU undtagen de nordiske lande) og der bor kun 57.000 indbyggere på dette enorme område. Den daglige drift i et nutidigt velfærdssamfund som det grønlandske i dag er derfor langt dyrere end det tilsvarende færøske samfund, som geografisk er langt mindre end Luxembourg. Færøerne er dog en ø-gruppe, så afstandene er derfor længere på Færøerne end i f.eks. Luxembourg og ikke mindst i forhold til omverdenen.
Fra grønlandsk side bliver der ved forskellige lejligheder rejst et ønske om at Rigsfællesskabet bør omdannes til en forbundsstat. Et sådant forslag er dog ikke rejst fra officiel grønlandsk side. Hvis Rigsfællesskabet udviklede sig til en forbundsstat, ville Grønlands indre suverænitet være fortfatningsmæssigt sikret. En sådan forandring vil ikke betyde den store forskel i den daglige politik, men vil vise at staten respekterer Grønlands hjemmestyre som en fast institution.
Personligt tror jeg, at en sådan forandring af riget vil være en god ide og sikre at riget bliver et egentligt fællesskab og ikke en centralstyret ordning. Men en sådan ordning ligger langt ud i fremtiden, da det vil kræve en grundlovsændring.
Hvordan udviklingen i EU vil påvirke Rigsfællesskabet er svært at vurdere. Men så længe suveræniteten over de områder, der er fælles for riget, ikke afgives til EU, så vil den sydlige rigsdels EU-medlemskab ikke svække Rigsfællesskabet. Men EU-medlemsskabet sætter selvfølgelig grænser for, hvordan Rigsfællesskabet kan udvikles f.eks. angående toldfrihed og på alle de områder, hvor EU i dag beslutter. Fra grønlandsk side er forholdet til EU blevet rejst: "Lidt kynisk betragtet kan jeg i dag godt tillade mig at spørge, om Danmark ved at sige ja til tiltrædelsen af traktaten om Den Europæiske Union til en vis grad melder sig ud af rigsfællesskabet med Grønland - og dermed vel også Færøerne" (Hans-Pavia Rosing, MF den 16. marts 1992 i Folketinget). Regeringens svar var selvfølgelig afvisende. Udviklingen førte dog senere hen til Danmarks nej til EU, de såkaldte fire forbehold og et ja til Amsterdam-traktaten. De store fælles områder er dog endnu uden for EUs ovemationale myndighed: valutapolitikken, udenrigs- og forsvarspolitikken, retspolitikken, statsborgerskab og Grundlov. Om afgivelse af suverænitet på disse områder vil kunne betyde afslutningen for rigsfællesskabet er svært på nuværende tidspunkt at konstatere, men det er min opfattelse at det ikke vil gavne forholdet mellem de tre rigsdele, og hvis EU ønsker at have en egentlig forfatning, så vil vi være nødt til at vælge mellem et fællesskab med de nordatlantiske rigsdele, som går helt tilbage til 1380, og medlemsskabet i en EU-føderation. Men et sådant forslag foreligger ikke i skrivende stund, og jeg tror ikke, at et sådant forslag vil vinde i en dansk folkeafstemning.
Den største udfordring for Rigsfællesskabet kommer i dag
fra Færøerne. Grønland vil så vidt jeg kan se,
forblive i riget også på lang sigt. Fremtiden for det politisk
delte Færøerne er meget uklar. Jeg vil dog håbe og ønske,
at færingerne forsøger at finde en løsning, som kan
accepteres af et stort flertal. Konsekvenserne af store forandringer uden
nødvendig folkelig opbakning kan vise sig at være alvorlige
- specielt for et lille ø-samfund, som det færøske.
Lave K. Broch er stud. scient. pol. og medlem af Folkebevægelsen
mod EU's forretningsudvalg.