Om at være sig selv som dansk, i og udenfor EU

af Oskar Borgman Hansen
 

I "Hamlet" lader Shakespeare Polonius give sønnen Laertes gode råd med på vejen ud i livet. De slutter med opfordringen til altid at være sig selv: Vær sand imod dit eget selv, og det følger, som natten følger dagen, at du ikke kan være falsk mod nogen anden. Der var måske dem, der kunne mene, at man ved at være sig selv isolerer sig fra de andre og tværtimod at være trofast bliver egoistisk og beregnende. Det er imidlertid et gennemgående motiv i kulturen efter Renaissancen, at det sande selv løfter mennesket ud over den indsnævrende selviskhed og ind i en større harmoni. Goethe lader i sin store udviklingsroman om Wilhelm Meister sin helt udtale, at det mål, han har sat sig i sit liv, er at bringe alle sine evner til udfoldelse. Goethe ser opgaven deri, at mennesket skal blive sig selv. Det er ikke uden videre sig selv.

I "Sygdommen til Døden" siger Søren Kierkegard, at mennesket er et selv. Dog kan dette rammes af sygdommen til døden, som kan antage to former: Fortvivlet at ville være sig selv og fortvivlet ikke at ville være sig selv. Det første er dette at ville hævde sig i isolation, det andet er dette ikke at have modet til at være sig selv.

Hos Ibsen finder vi i Peer Gynt den helt, som livet igennem ikke forstår at blive sig selv, selv om han tidligt af Dovregubben får at vide, hvad forskellen mellem trold og menneske er: For trolden lyder løsenet: Trold, vær dig selv nok, medens det for mennesket lyder: Mand, vær dig selv!

Vi skal være os selv, fordi vi i vor individualitet har evner og anlæg, som andre ikke har. Lader vi dem forblive uudfoldede, giver vi ikke verden, hvad vi kunne give den. Vi skal være os selv for verdens skyld, ikke for vor egen. Dette gælder det enkelte menneske. Men til det enkelte menneskes anlæg og evner hører, at det er medlem af et folk og derfor også kun er i verden hvad det skal være, ved også at bringe til udfoldelse, hvad det har modtaget af evner netop som medlem af folket.

Man hører ofte to argumenter for Danmarks medlemsskab af EU, som går i modsat retning. Hvor ofte tales der ikke om en selvtilstrækkelighed, som skal bestå deri, at man ikke vil være med. Lilleputstatsargumentet kan vi kalde det. Vi skal være med i det store, for det store er godt, fordi det er stort. I modsat retning går det, når det hedder, at vi skal være med for at have indflydelse, vi skal være med ved bordet. Det første argument hedder: Vi må ikke forhærde os i os selv. Vi skal være med. Det andet argument hedder: Vi kan ikke være noget i os selv. Vi må nøjes med medindflydelse. Men hvis vi ikke kan være os selv udenfor, kan vi naturligvis slet ikke være os selv. Men hvad er det egentlig at være sig selv? I EU-sammenhæng vil jeg stille spørgsmålet således: Hvor er det ideal, som jeg kan bidrage til virkeliggørelsen af ved at være med? Er EU i sig selv noget godt? Jeg for min del har overhovedet ikke opdaget ret meget godt i EU. Jeg ser deri en ubehagelig og uærlig stormagtspolitik blandet med pragmatisme og materialistisk fremskridtstro. Derfor ser jeg det således, at jeg som dansker kan være med til at tænke på verdenssamfundet ved at stille kritiske spørgsmål til, hvad jeg må betragte som et forkrampet EU, som vil hævde sig på verdens bekostning. Dette EU vil være sig selv fortvivlet og kan derfor ikke være trofast mod andre. De, der siger EU, skulle engang vise os et ærligt ideal, som hænger sammen med denne EU-konstruktion. Jeg lytter gerne. Jeg har selv søgt at opsøge det positive, siden dengang det hed Fællesmarkedet. Jeg fandt det ikke. - Jeg vil med et eksempel forsøge at vise min tankegang. Vores regering og de borgerlige partier ønsker at føre og fører en fremmedfjendtlig udlændinge- og asylpolitik. Den er umoralsk. Dens repræsentanter vil med Kierkegaards udtryk i deres forhærdelse fortvivlet være sig selv. Men samtidig har de samme mennesker ikke fuldt ud modet til at vedstå deres fremmedfjendtlighed. De ønsker derfor en EU-politik på området. De vil altså ikke være sig selv.

Hvis jeg nu har en EU-venlig læser, vil denne formodentlig sige: Du misforstår situationen. Vi vil ikke noget, som med rette kan kaldes umoralsk. Og hertil jeg så svare: Så kan vi fortsætte samtalen, nemlig om temaet, hvad der er det rette. Og det, som vi betragter som det rette, må vi vedstå, om det så skulle være forbundet med omkostninger. Stort set kan jeg kun betragte EU som et reaktionært forbund, der stiller sig hindrende i vejen for menneskelige fremskridt. En samtale måtte kunne blive frugtbar, hvis den går ud fra spørgsmålet, hvad der er de ægte fremskridt.

F.J. Billeskov Jansen har skrevet et essay om dansk kultur. Med eksempler fra vor litteratur og filosofi mener han at kunne se to egenskaber, som karakteriserer dansk kultur, når den er bedst: Inderlighed og klarhed. Hvis det er kulturlivet, der skal bringe indhold og liv til de politiske idealer - og det er det - så må man kunne sige, at det er at være dansk at bidrage til en verdenskultur præget af inderlighed og klarhed.

Ibsen lader mod slutningen af sit drama Peer Gynt møde den knappestøber, som skal støbe ham om, fordi han ikke havde magtet at være sig selv livet igennem, ja, Peer må endda endnu mod afslutningen af livet stille spørgsmålet, hvad det er at være sig selv. Og knappestøberen svarer: At være sig selv er: sig selv at døde. Dog på dig er sagtens den forklaring spildt; og derfor lad det kaldes: Overalt at møde med Mesters mening til udhængsskilt. Og Peer spørger: Men den, som nu aldrig at vide fik, hvad Mester har ment med ham? Og svaret er: det skal han ane. Hvis vi med disse blik til noget af det vigtige i vor kultur går til dagens EU: Er det ægte, er det at være sig selv at ville være med i den fælles militærpolitik? Er det at være sig selv at ville have medindflydelse i en Europolitik, som skal tjene et forhærdet Magteuropa? At være sig selv som dansk vil være at være med til at tjene verden og ikke EU's selvtilstrækkelige lilleputeuropapolitik.
 

Oskar Borgman Hansen er forhenværende afdelingsleder, Århus Universitet.