Høje Nord

af Hans Hauge
 

Jeg siger af og til ja til at holde foredrag i mærkelige sammenhænge. De er selvfølgelig ikke mærkelige for dem, der er i dem, det ved jeg godt. Jeg befandt mig en søndag formiddag for ikke længe siden til årsmøde i foreningen Frit Norden. Jeg vidste ikke, hvad det var for en forening, men det fik jeg da et indtryk af. De var flinke folk - i al fald før, jeg havde sagt noget. De fleste var det dog også efter besøget.

Nu sker der vist ikke noget ved at gøre lidt reklame for Frit Norden, for jeg tror ikke, det er en forening, der er megen fremtid i. Hvad det egentlig er, Norden skal være frit i forhold til, ved jeg ikke. De fremmødte lagde i al fald ikke skjul på, at de var imod EU, men det er der jo så mange, der er, blandt andre færinger og danske kommunister. De var endda meget imod; og de ville vist ud. Jeg går ud fra, at de har en eller anden ide om, at der kunne ske en samling af Norden i en union, men jeg er ikke sikker. Hvis de har den drøm, da er det lidt tragisk. Tænk at bruge tid på noget, der aldrig skal komme; men på den anden side drømmer socialister jo også om revolutionen og det klasseløse samfund.

Vi begyndte med at synge en national sang; det er ikke en nordisk skik. Det gør man vist kun i visse kredse i Danmark. Vi sang ikke efter Højskolesangbogen, men efter en lille en med sort-hvid forside, som jeg aldrig havde set før, og jeg nåede desværre ikke at undersøge den nærmere; kun noterede jeg mig, at den sidste sang i bogen var Hostrups "Høje Nord", som de sang, medens jeg forlod mødet.

De fremmødte var som sagt meget imod EU. Jeg fandt ikke ud af hvorfor, men de havde sikkert gode nordiske grunde. Det viste sig, at de var imod ganske mange ting, eller rettere de var vist imod alle de ting, som jeg ikke var imod. Det viste sig i diskussionen, at de fleste også var imod globalisering; de var imod individualisme; de kunne ikke udstå markedsøkonomien, men de forsikrede mig, at de ikke var socialister, for jeg følte det nærmest, som om jeg var kommet til et partimøde i SF.

Mødet begyndte kl. 9.30 en søndag formiddag, så jeg begyndte med at konstatere, at det vist ikke var en kristen forening, jeg var i, for så ville man vel ikke holde møde i kirketiden. Det kom der ingen kommentarer til. Meningen var den, at jeg skulle diskutere med en højskoleforstander, hvis identitet jeg her må skjule, skønt hun var meget glad for identitet. Dette sidste var temaet, og desuden skulle vi snakke om nationalitet.

Højskoleforstanderen leverede vist varen. Tilhørerne lyttede afslappet, for de hørte kun søde ord om kriser, katastrofer og tab af både det ene og det andet. Hvem hørte de på? Ja, det underlige ved den slags grundtvigske højskoleforstandere er, at man, før de har sagt noget, ved, hvad de vil sige. De er nemlig en slags bugtalerdukker; de praktiserer det, der hedder playback. De bevæger læberne og lægger ansigtet i let bekymrede folder, så det ser næsten ud, som om de ikke blot tænker og taler, men også som om de mener, hvad de siger. Den, der taler igennem dem, er den grundtvigske Voice.

Jeg sagde faktisk det her til forstanderen ved mødet. Jeg bagtaler ikke bugtalerdukken. Jeg fik et overraskende svar, som først bliver rigtigt overraskende, når jeg nævner en af de ikke overraskende ting, der blev sagt. Forstanderen sagde nemlig, at et folk uden identitet ikke er et folk - eller noget i den retning. De fleste har vist hørt den slags tusind gange. Det overraskende var, at forstanderen ikke ville identificeres med det grundtvigske. Det kunne jeg ikke forstå, når identitet var noget positivt; for når man har en identitet, kan alle jo identificere en.

Hvad sagde forstanderen mere, eller hvad sagde båndet, der talte? Jo, de unge i dag er politisk inaktive. Nu ærgrer det mig, at jeg ikke fik spurgt, hvilket parti forstanderen selv tilhørte.

Jeg kunne faktisk ikke regne det ud og fik på fornemmelsen, at hun var partiløs. Hun syntes i al fald uden politisk identitet. Ved frokosten fik jeg dog lokket ud af hende, at hun studerede, dengang marxismen dominerede på universitetet, og det kunne man også godt høre på hende. Hvad man i ungdommen nemmer osv. Hun mente nemlig, at økonomien bestemte over politikken. Stemmen sagde endog; økonomismen styrer. Og der blev sagt de sædvanlig grimme ting om det fri marked. Det Iyder jo som marxisme, men jeg tror alligevel ikke, hun var det, for hun tog også afstand fra materialismen og talte om noget, der hed "det åndelige", skønt hun altså forklarede alt materialistisk.

Hun ville ikke identificeres som grundtvigsk; heller ikke politisk var hun til at placere og i øvrigt heller ikke kirkeligt. Jeg afslører ikke hendes identitet, for som man kan høre, var der vist ikke en. Dernæst blev det sagt, at de unge - jeg tror mest, det var dem - var historieløse, og hun sagde endog, at de derfor var barbariske. Og det var et citat fra en højskolemand. Det var jo hårde ord sådan en sensommer søndag midt i kirketiden. Stemmen sagde mange andre ting: Vi lever i en zapperkultur. Demokratiet er i fare, fordi demokrati betyder samtale - og hvor er det nu lige, vi har hørt det før? Og hvis vi ikke har fælles værdier så et eller andet grimt. Fællesskabet er forsvundet, og alle mennesker - undtagen højskoleforstandere og medlemmer af Frit Norden - er blevet individualister og tænker kun på deres eget.

Da det var sagt, skruede jeg diskret ned for lyden med min fjernbetjening og hørte ikke resten, men svarede alligevel på det bagefter, for jeg vidste, det hele var en grundtvig-koldsk genudsendelse. Vi frisættes ind i fællesskab, lyder et andet truende mantra udsendt af Nornesalen - jo, det er der noget, der hedder. Det er jo på en måde herligt, der findes mennesker, der dels tror på alt det her, og som endda gider at sige det. Hvad skulle sådan nogen som mig ellers tale om? For dem, der mener, alt det der pjat er ved at forsvinde. Man møder dem ikke ret meget mere i kirkelige kredse, heller ikke blandt intellektuelle, heller ikke i medierne, heller ikke blandt de studerende på universiteterne. Måske skulle Kulturministeriet støtte den slags folk tor at bevare dem. Blot vi andre må beholde fjernbetjeningen.

Jeg selv melder mig frivilligt til at repræsentere de historieløse, selvom jeg ikke er ung. Jeg vil nødig være med i deres danske historiefortælling. For det viste sig nemlig hurtigt - fordi jeg vidste det på forhånd - at den historie, som de disker op med, er en ren forfalskning. Men det er en anden historie.
 

Hans Hauge er lektor ved Århus Universitet. Teksten, der er identisk med en artikel, der tidligere har været bragt i Kristeligt Dagblad, gengives her med forfatterens tilladelse.