Politik - og det vil sige: dette at samtale sig frem til bedst mulige spilleregler for det menneskelige fællesskab - må tage afsæt i et menneskesyn og en tilværelsesforståelse. Kun den idéfattige og åndløse politik tager afsæt i økonomi, markedskræfter, effektivitet og varetages af eksperter (jurister, økonomer osv). Folkestyre forudsætter samtale mellem folket og eksperterne og dette er måske netop den væsentligste forskel på demokrati og folkestyre. Demokrati kan være så meget, hvad vi her på højskolen erfarede i foråret, da vi havde 13 unge fra hele verden på besøg i anledning af Grundlovens 150-års fødselsdag. Demokrati er en styreform, en teknisk ramme hvorimod folkestyre er den levende samtale mellem mennesker i et frugtbart fællesskab. Samtalens nødvendighed udspringer af den enkle kendsgerning, at ingen er mere ekspert i hvad det gode samfund er end andre! Det karakteristiske for demokratiet er valgretten. Det karakteristiske for folkestyret er folkelighedsbegrebet og ligeværdighed. Amerikaneren Harry Fosdick har givet en definition af demokrati, der ligger tæt op ad folkestyrebegrebet. Han hævder nemlig, at "demokrati er baseret på den overbevisning, at der eksisterer ekstraordinære muligheder i almindelige mennesker". I denne definition af demokratiet er der også taget højde for menneskets åndelige dimension - eller med andre ord, at den menneskelige tilværelse ikke er et projekt, man kan systematisere i spekulative abstraktioner, managementstænkning eller markedsøkonomiske termer.
Folkelighed er ikke nem at definere og umulig at sætte på formel. Det er langt nemmere at udpege de sammenhænge, hvor folkeligheden er den bærende instans. Og her er vi på hjemmebane i Danmark - vi har en foreningskultur uden sidestykke på det europæiske kontinent, hvor mennesker af vidt forskellig observans, med vidt forskellige erhverv, uddannelse, forudsætninger, indkomst osv. mødes omkring en fælles interesse. I disse møder finder den livsvigtige samtale sted, som hele tiden overskrider de skel/forskelle som samfund og økonomi i øvrigt sætter mellem mennesker. Mennesker er ikke lige, men de er lige-værdige. Det betyder at hvert enkelt menneske har både ret og pligt til at tage del i det fælles liv, tage ansvar og blive hørt. Og det er min erfaring, at mennesker gerne vil tage ansvar - når de ellers har mulighed for det. Mulighed har man kun, når man deler sprog med hinanden, når der en fælles underforståethed på færde (kultur og historie) og når det man skal/kan tage ansvar for, er tæt på en selv. Identitet i kraft af en rodfæstethed i en bestemt kultur, en bestemt historie og et bestemt sprog er af afgørende betydning for folkestyret. Det rodløse og fritstillede menneske kan ikke klare livet uden krykker - det være sig i form af lykkepiller, støttepædagoger eller hyppige terapibesøg. Individualismens totale sejr viser sig at have kostet mennesket livsmodet og evnen til at finde retning i livet. Et historieløst folk er identitetsløst, og det en illusion af dimensioner at hævde, at hele verden er ens hjemsted. Modernitetens almue er de historie- og "fædrelandsløse" generationer, som det kun instrumentelle og målrettede uddannelsessystem fostrer - og her har de frie skoler og højskolerne en væsentlig opgave! Kun i en viden om at man har rod et sted i verden, og i en viden om at denne rod har såvel mennesker, historie og fortællinger som sit indhold, kan man blive aktiv deltager i såvel det danske folkestyre som i det større internationale samarbejde. Kun i en viden om og glæde ved sit eget har man noget at møde andre med - hvad enten den anden er naboen eller andre nationer - ja sågar hele kloden (det postuleres jo uafladeligt, at vi lever i en global landsby ! - men man glemmer samtidig at fortælle, at denne globalisering er udtryk for en økonomisk liberalisering, der efterlader 3. og 4. verden i dyb armod, og som også gør skellene mellem rig og fattig større i de i øvrigt rige lande).
Her er vi ved et af kerneproblemerne: det politiske må i stadig højere grad vige pladsen for det økonomiske. I den rige del af verden, i det rige Europa, er det de økonomiske parametre, der er bestemmende for den såkaldte udvikling (som man engang imellem kunne have lyst til at kalde for afvikling) - også den politiske. Derfor er de multinationale virksomheder, valutamarkederne, pengene i langt højere grad end tidligere de reelle politiske magthavere, partnere, modstandere. Allerede i 1972 udtalte den amerikanske præsidentkandidat Georg McGovern "Big money er blevet vore dages partiboss og penge er måske mægtigere og mere korrumperende end bosserne var i gamle dage." At økonomisme har erstattet politik er en medvirkende årsag til den demokratiske afmatning og apolitiske holdning. Dette har langsomt haft en afsmittende virkning langt ind i det holdningsprægede og etiske i samfundsdannelsen. De politiske ideologier, det idebårne afsæt båret af et menneske- og tilværelsessyn er afløst af blind økonomisk vækstreligion eller af politisk moralisme og overvågning. Det støder imidlertid an mod det enkelte menneskes ganske almindelige hverdagsliv, erfaringer og håb. Derved er der sket en spaltning af kultur og politik, af ideer/værdigrundlag og politisk styring. På den baggrund kan det ikke undre, at deltagelsen i det politiske arbejde for folk i almindelighed er aftagende. Centralisering, store enheder, social ulighed har skabt en afmægtighed i forhold til folkestyre og demokrati, som kan vise sig at være af fatal betydning. At det målrettede uddannelsesystem også producerer en politisk inaktiv befolkning kan ikke undre, for også menneskesynet er blevet instrumentaliseret i en sådan grad, at de erhvervsrettede nyttige kompetencer fuldstændig har fortrængt dannelsesaspektet. Der produceres således veluddannede, skolede barbarer!
At det skulle være muligt at etablere en europæisk offentlighed i et borgernes Europa, som det forum der opstiller henholdsvis diskuterer de nødvendige politiske reguleringer og sætter den politiske dagsorden, holder ikke. Ansvar for det fælles forudsætter nemlig for det første en offentlighed på modersmålet, da sprog ikke blot er et redskab - et tegn, der uden videre kan omskiftes med et andet tegn, symbol. Selve sproget er bærer af historie og kultur og enhver sand forståelse er således med hermeneutikkens formuleringer etableret på forkærlighed, forudforståelse og virkningshistorie. Samtidig har jeg lyst til at fremhæve, at dette at "opfinde" et nyt sprog i ønsket om at få en mere adækvat beskrivelse af virkeligheden, kan være uhyre farligt ! Her kan fordybelse i romanerne "Animal Farm"og "Fagre nye verden" af henholdsvis Orwell og Huxley samt Kubricks film "A clockwork orange" være lærerige! For det andet er ansvar tæt forbundet med nærhed, nærvær - det er en overanstrengelse at hævde andet. I det omfang beslutninger vedrørende det fælles liv i Danmark træffes såvel geografisk som åndeligt meget langt væk, i et Babelstårn af forskellige sprog, kan ansvarligheden aldrig manifestere sig hverken i handlinger eller overbevisninger. Folkestyre har jo netop samtalen som sit fundament og er dermed meget tæt forbundet med kulturen og med sproget bredt forstået. Og denne samtale foregår altså bedst og friest i decentrale enheder og på modersmålet.
Konklusionen på ovenstående lidt spredte betragtninger om, hvad jeg finder nødvendigt at diskutere her på tærsklen til det nye årtusinde, er derfor følgende:
- Vi må fremme muligheden for at viden om historien, de store fortællinger om dem, der var her før os, igen kan blive et dannelsesprojekt i uddannelsessystemet. Dette er af afgørende betydning for identitetsdannelsen for den enkelte.
- Vi må fremme den idébårne debat i såvel åndsliv som i poltik - ellers drukner alt i økonomisme. Åndeligt vakte mennesker, der ved hvem de selv er, vil af sig selv tage del i fællesskabet, i folkestyret, der hvor de nu er.<%0>
- Vi må lære af historien og ikke bygge nye mure op. ikke bygge nye "romeriger" op. som vi ved er dømte til at falde sammen, ikke bygge told- og religionsmure op. der udelukker resten af verdens befolkning.
- Holde op med den falske tale om globalisering, global landsby, globalt
statsborgerskab i den liberalistiske økonomis regi - men i stedet
i et regi af gensidig respekt for hinanden og hinandens forskellighed,
for jordens ressourcer, der ikke er ubegrænsede, for den natur vi
har sat os på - alt sammen i en erkendelse af, at vi er sat her
sammen på denne lille, roterende, livfulde, bøvlede, vidunderlige
klode i det uendelige verdensrum.
Lone Olsen er forstander for Højskolen i Thy.