Identitet - Nationalstat - Folkestyre

af Helge Rørtoft-Madsen

Universitetslektor Hans Hauge fra Århus er en af de nyeste bannerførere, der drager landet rundt og svinger med det blå flag med tolv gule stjerner. Han har fundet sig nogle nye nicher at føre prounionskampagne på. Hauge boltrer sig inden for bløde politiske område som uddannelse og kultur, kirke og religion - det åndelige i omfattende betydning. Han taler og skriver f.eks. for universiteternes og især universitetsuddannelsernes, erhvervsuddannelsernes og folkeskoleundervisningens europæisering, dvs. tilpasning EU-integrationen. Også folkekirken skal forstås som og blive en europæiseret kirke efter Hauges mening. Det duer ikke mere at lade børn og universitetsstuderende læse danske digte, fordi de er danske. Den nationale kulturtraditions tid skal være forbi, fordi nationalstatens tid skal være forbi. Fordi det EU-pæiske er det ene sande og gode, er det nationale ifølge Hauge af det onde.

Derfor sætter Hauge f.eks. Den danske Folkekirke på anklagebænken ved at påstå, at den folkekirkelige, evangelisk-lutherske kristendom i Danmark ikke er andet end en "national religion" til støtte for nation og stat. Ja, intet mindre en et bidrag til nationalistisk selvgodhed og selvtilstrækkelighed. Det er en af hovedpåstandene i hans bog om "Den danske kirke nationalt betragtet" (Anis 1998). Selv om bogen giver sig ud for at handle om folkekirken, er den dog nok så meget en EU-begejstret afstraffelse af enhver tanke og holdning, der tillægger den nationale kultur og nationalstaten værdi og betydning. Bogen er tankevækkende skræmmende ved at Hans Hauge åbenbart er så ligeglad med folkestyret, at han ikke så meget som skænker det en tanke i sin vurdering af danske og nordiske politiske forhold set i forhold til EUs politiske kultur.

Kirken

Hauge hævder, at især den folkekirkelige grundtvigianisme sætter "et intimt forhold mellem konfession og nationalitet". At f.eks. dåbens kristne mening ikke er så afgørende for mennesker, som at dåben er en måde at udtrykke på, at vi identificerer os selv som hørende til en kristen nation, den danske. At dåben således bruges til først og fremmest at bekræfte det nationale danske til forskel fra andre nationer og folk og til at lægge afstand til de fremmede med. Den skal markere et skel mellem kristne danske og muslimske fremmede. På samme måde holder vi det europæiske/EU på afstand som noget i forhold til vores nationale identitet fremmed. Med Hauges egne ord: "Det (det danske folk) siger nej til EU ved at døbe børn", og "Det siger nej til flygtninge ved at blive viet i kirken. For er der én ting muslimer ikke gør, da er det at bære børn til dåben og at synge det er så yndigt---"(s.30). EU-modstanden forklarer Hauge som de frygtsomme danskeres klamren sig til det nationale og danske af skræk for at miste identitet.

"Den nye pagt mellem nationalitet og kristendom styrkes også af det nye europæiske fællesskab, ophævelsen af allerede ophævede grænser, internet, globalisering, mobilitet, Erasmusprogrammer, der sender danske studenter ud i Europa for at blive gift (og ikke for at studere, for bøgerne er de samme i alle lande). De, der føler sig truet af udviklingen, finder sammen i kirken, hvor de dyrker det røde og det hvide sammen med de røde. Hvem har endnu set et EU-flag til en dansk gudstjeneste?" (s.76).

For Hauge at se er EU-modstand ikke andet end et forgæves og urealistisk forsøg på at holde en fremtid og udvikling på afstand, som for længst er sket, og som vi efter Hauges mening burde tage til følge og indrette os på. Men nej, om vi vil: "De, der har erkendt, at tiden rinder ud for nationalstaten, satser så i stedet endnu stærkere end før på sognet eller det lokale ----" (s.76).

Det siger sig selv, at når nu Hauge er arg modstander af denne i sandhed modbydelige coctail af kristendom, danskhed, nation og stat, så vil han have kirke og stat skilt fra hinanden. Det vil Hauge vel at mærke hverken for kirkens eller vi danskeres skyld. Næ, det vil Hauge, fordi nationalstaten skal afvikles af hensyn til EU-integrationen!

"Det er besynderligt, at Den Danske Folkekirke er den eneste statslige institution, som ikke er blevet reformeret i overensstemmelse med EU. Det må komme. Må vi håbe. Folkehaabet. Genopliver vi folkeminderne, finder vi, at Danmark engang var en del af Europa" (s.116).

Da det europæiske/EU er vejen, sandheden og det gode for Hauge, må alt nationalt dansk og også den grundlovsbestemte folkekirkelige ordning med staten opløses.

Hauge er vaskeægte EU-log. Hans angreb på folkekirken og den såkaldte "nationale religion" er reelt et dække over Hauges EU-begejstrede propaganda.

Skolen

Noget tilsvarende er på spil i Hauges synspunkter og argumentation omkring folkeskolens undervisningsmålsætninger.

Hauge er blevet begejstret over EU-Kommissionens hvidbog "Undervise og lære: På vej mod det kognitive samfund". Den er for Hauge "--en klarsynet bog. Den er et uddannelsesmæssigt manifest, der skal forberede skolesystemerne på vejen ind i det andet helmoderne, som de kalder det kognitive samfund, og som jeg (Hauge) med Ulrich Beck kalder risikosamfundet, men det er jo to sider af samme sag---" (s.57).

Hauge har nu opdaget, at også i Ungarn er man inde på lignende tanker som i Kommissionens hvidbog. Også dér skal skolen være med i moderniseringsprocessen. Og fortæller Hauge så: "Moderniseringen handler både om moderniseringen af det ungarske samfund, men også om forberedelse på integrationen i Den europæiske Union" (s.58). Han konstaterer, at "De ting, jeg har nævnt her ganske kort om EUs uddannelsespolitik og om Ungarn, er totalt fraværende i de relevante skrifter om Den Danske Folkeskole. Deri findes der intet om integrationen i Den Europæiske Union. Deri findes der intet om modernisering. Deri findes der intet om den tekniske civilisation" (s.58).

Kun EU er iflge Hauge på omdrejningshøjde med den såkaldte udvikling. "EU-hvidbogen navngiver forandringerne (informationssamfund, globalisering, teknisk civilisation) og nævner hvor de findes - i Europa"(s.60). Derfor tror Hauge mere på EUs skole- og uddannelsespolitiske synspunkter end på dem, der kommer fra det danske folketing. Med hans egne ord: "Jeg tror mere på EU end på Det Danske Folketing" (s.70).

Der er flere gode grunde at være opmærksom på og beskræftige sig kritisk med synspunkter som Hauges. For det første fordi de kendetegner en hovedtendens i EU-sympatisørers måde at propagandere på i disse år. For det andet fordi Hauge og med ham adskillige andre EU-fans i agitationen for EU/det europæiske bruger efter min mening helt absurde og forvrøvlede forestillinger om nation, identitet og folk. Men værst af alt er det, at Hauge overhovedet ikke kerer sig om spørgsmålet om demokratiets fremtidige liv og derfor forholder sig ganske naivt ukritisk til EU som politisk konstruktion.

Nation og folk.

For Hauge er ideen om nation og folk meningsløse af to grunde, jeg synes er mere end problematiske. Et sted skriver Hauge, at "Da staten og nationen blev gift, blev resultatet nationalstaten, og alle der boede i den fik samme navn. De blev danskere. I dag er staten blevet træt af den efterhånden gamle nation. Den er forelsket i Europa,som den har mødt i Amsterdam (altså EU). Alle de bevægelser, der er imod Europa, er sammenslutninger af forsmåede hustruer, der savner den gode fader, der forsørgede dem" (s.85). For Hauge er det simpelthen udviklingen, der afgør sagen. Han foretrækker EUs unions- og institutionsopbygning, alene fordi den historisk har taget téten og magten i forhold nationalstaten. Den er blevet vores politiske "fader" og er historiens autoritet for Hauge.

Derudover er indvandrere og flygtninges tilstedeværelse i Danmark for Hauge et argument for, at nation og folk er meningsløse forestillinger. Lad os gå tæt på hans tankegang her:

"Hvad udtrykker et folk? Hvad betyder det? Hvis vi oversætter, da betyder det En/Mange eller Mange er En. Det udsiger, at mange kan være eet, hvilket er underligt at tænke sig til, og egentlig er en løsning på mange filosofiske problemer om det samme og det forskellige. Ordet og ideen forsøge at forene mangfoldighed, dvs. ideen udtrykker forskelle. Differenser bliver identitet. For at et folk kan blive et folk, da skal det først homogeniseres" (s.98). Faktisk modsiger Hauge sig selv her for at kunne ende med at sige, at skal et folk være et folk, skal det først "homogeniseres". Et folk er det ikke, hvis der er etniske, sproglige, kulturelle og religiøse og andre forskelle mellem mennesker - forskellene skal udviskes, så der bliver ensartethed.

Det er efter min mening rivende galt! Hvorfor kan vi ikke være et folk i en nation, fordi der er indvandrere og flygtninge af anden etnisk og sproglig og religiøs herkomst? Et betingelsen for at være folk da etnisk, kulturel og religiøs ensartethed. Det mener Hauge, det er: "Uanset om man er tyrk - er tro eller filisterhader betyder tilstedeværelsen af andre nationer i landet, at det ikke giver mening at tale om ét folk" (s. 99). Når man tænker som Hauge, udelukker man sig selv for at forstå unionsmodstand som udtryk for andet end nationalisme. Læs bare: "Man kan ikke både gå ind for at bevare Danmark som en nationalstat og samtidig være positiv over for indvandring. Modstandere af EU og flygtninge er ikke racister, men nationalister" (s.99).

I forbindelse med folkekirken skriver han, at "Hvis man taler om kirken som dansk, og om kirken som havende et særligt forhold til det danske folk, da er man national, og da har man en national opfattelse af kirken. Folket findes i al fald ikke, for det kan ikke findes, når der findes indvandrere og flygtninge. Det kan kun eksistere som ide, hvis det er rent" (s.124). Citaterne viser, at det er Hauge selv, der opererer med den farlige tankeabstraktion om et rent folk, der fører lige lukt ind i nationalisme og til nationalistisk barbari, når/hvis der sættes magt (evt. våbenmagt) bag den! Hvad kan der ikke ske, hvis ideen om et rent folk (det rene EU/Europa) skal føres ud i livet i Hauges EU? En supernationalisme uden lige!

Hvad med folkestyret?

Når Hauge som andre i disse år har så travlt med at gøre Grundtvig til en fæl nationalist kan det jo ikke undre, at han ganske overser Grundtvigs frugtbare tanke om, at til et folk høre de mennesker - uanset etniske og andre forskelle - som vil høre til et folk. Det er hvad der bl.a. kendetegner det, Grundtvig kalder folkeligheden, og som for mig at se er en kilde til en stadig og fornyet insisteren på og kamp for det folkestyre, Hauge er så nonchalant ligeglad med.

Vi kan ikke insistere på og kæmpe for folkestyret ud i den blå luft. Folkestyre må uundgåeligt realiseres inden for nogle rammer, større og mindre. Historisk har det hidtil været inden for nationernes rammer, folkene har kæmpet for og opnået demokratiske politiske former. Og så længe, der ikke er nogen anden ramme for demokratiet over eller ved siden af de nationale, er det halsløs gerning at opgive nationen som folkestyrets basis. Og at acceptere EUs i bund og grund udemokratiske politiske kultur og opbygning som afløsning for den nationalstatslige ramme for demokratiet er som at skyde sig selv i foden.

Der må insisteres og kæmpes for demokratiske politiske former på flere niveauer nu - ikke kun på nationalt niveau. Modstand imod Unionen skal have to mål i kampen for folkestyre. Den skal både være et forsvar for det nationale demokrati imod EUs demokratiundergravende virkninger i de nationale demokratier - og være den demokratisk kamp for et anderledes internationalt samarbejde på demokratiske vilkår i Europa, alternativet til EU. For mig at se kan det frie, nordiske samarbejde, som også er under afvikling på grund af EU-bindingen, stadig fungere som grundlaget for forestillingen om, hvad det er for et demokratisk, tværnationalt samarbejde vi vil fordre og stile imod på europæisk plan. De kommende års demokratikamp bør foregå på flere niveauer - på dansk, på nordisk og på europæisk plan. Nationalt og internationalt.

Helge Rørtoft-Madsen er sognepræst.