De har deres egen lille kamp kørende mod Dansk Folkeparti, der jo ganske selvsagt trods navnet ikke har eneret hverken på danskheden, folket eller folkeligheden. De to ministre har slået følge med indenrigsminister Thorkild Simonsen, der også er meget dansk for tiden.
De tre ministre vil have os alle sammen til at være danske - de to af hensyn til udlændingene, Thorkild Simonsen som modtræk mod udlændingene. Kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen siger til TV2s morgennyheder, at det ligefrem er hendes projekt! Enhver vendelbo med fem fingre på hver hånd vil studse over det ordvalg.
Derfor vil jeg som en hvisken - Johannes V. Jensen ville nok have sagt en kærlig mumlen - stilfærdigt oplyse kulturministeren om, at vi faktisk allerede er danske. Og at det er et sært statsligt projekt at ville gøre folk til, hvad de allerede er.
Jeg hvisker, fordi jeg ingen grund har til at støje med min indsigelse mod ministeren. Men når Det radikale Venstre ikke ved, at danskerne er danskere, så er det jo ikke folkets skyld, men partiets.
Det radikale Venstre har altid været et mellemfolkeligt parti, også før EU blev opfundet. Ja, faktisk fra Det radikale Venstres oprindelse i 1905. Først efter det danske ja til Unionens indre marked i midten af firserne blev det mellemfolkelige til internationaliseringens syge ideologi i partiet. Det radikale Venstre, dengang ledet af den nuværende udenrigsminister, var imod Unionens indre marked. Niels Helveg Petersen mente, at følgen var en ophævelse af Danmarks selvstændighed.
Men da partiets nej ikke blev fulgt af et flertal, så blev Det radikale Venstre calvinsk. Partiet fastholdt ikke sin modstand, men bøjede sig for flertallet, ikke bare på demokratisk vis, fordi flertallet selvsagt har magten. Nej, Det radikale Venstre bøjede sig calvinsk, opgav sig selv og overtog flertallets synspunkter, som om flertallet ikke kun har magt, men også ret. Og det er ikke just demokratiets tankegang. Det radikale Venstre opgav sin historie og valgte at høre hjemme, hvor der er flest stemmer at nole.
Fra da af var Det radikale Venstre et parti, der valgte en mellemfolkelighed uden folk. Det er jo, hvad internationaliseringen grundlæggende er - en ophævelse af folkene og påstanden om et særligt rum, hvor vi alle er uden hjemsted og baggrund. Det radikale Venstre gik over til at tænke mennesker som værende i grunden ens. Det er jo netop calvinsk. Solgt er friheden til forskellighed. Især har det radikale folketingsmedlem Jørgen Estrup - hans mange fortrin i øvrigt unævnt - valgt sig internationaliseringen som slagord, indtil han og partifællerne slet ikke tænkte over brugen af ordet, men opfattede det som en selvfølge.
International er blot et fremmed ord for mellemfolkelig. Begge ord forudsætter, at der er forskellige folk, som har et mellemværende, et samarbejde hen over de folkelige skel. Men skellene søges ikke fjernet.
Man virker ikke internationalt eller mellemfolkeligt på trods af forskellighederne, men netop i kraft af forskellighederne. Fra sit folk medbringer man en rigdom, og udlændingen kommer lige så rig, ikke i sig selv, men på grund af udlændingens egen folkelige baggrund.
Ordet internationalisering er noget ganske andet. Det er noget, der skal gøres med mennesker. Ordet har den tanke i sig, at det enkelte menneske med baggrund i sit folk lider af en mangelsygdom, som internationaliseringen skal helbrede.
Internationalisering er det, som vendelbo-ministeren kalder et projekt. Når ordet internationalisering er blevet brugt de seneste femten år, så var tydningen klart den, at det at være dansk var en sygdom blandt danskerne, lige som det var en sygdom blandt albanerne at være albansk - og blandt irerne at være irsk.
Den brug af det mellemfolkelige og det internationale er misbrug, lige som Kristeligt Folkeparti misbruger ordet kristeligt - og Dansk Folkeparti misbruger ordene dansk, folk og parti. Grundtvig fik alt med, som udgør svaret til den slags misbrug, da han sagde: "Jeg tilhører ikke og vil ikke tilhøre noget andet parti end hele det danske folk".
Danskhed er ingen politisk sag - og slet ikke et politisk projekt. At være dansk er enkeltmenneskets opgave. Det er en opgave, man tager på sig, et ansvar, men ikke tåbeligt som i de dumme sang-ord om at ville bære hver plet, der falder på Danmarks navn, og at Danmark er mer end søster og bror. Det er en nationalisme så syg som internationaliseringen.
Det bør ikke lykkes politikerne, hverken kulturministeren eller Dansk Folkeparti at gøre folkeligt fællesskab til politisk kastebold. Man er hverken mer eller mindre dansk, om man er for EU eller imod EU. Blot kan vi håbe på, at det danske viser sig i måden, vi er tilhængere og modstandere på - især i det folkelige fællesskab, vi selvsagt må have med hinanden uanset modsætningerne.
Derimod kan det siges med sikkerhed, at kulturministeren virkelig går galt i byen, når hun - spurgt af TV2s morgennyheder - skal svare på, hvad det danske er. Hendes omgående svar er tolerance. Og det er hverken i pagt med Det radikale Venstres historie eller Danmarks åndshistorie.
Tolerance er netop ikke et dansk friheds-begreb, men er indført fra det schweizisk-franske. Tolerance vil kun sige frihed inden for den ramme, som flertallet fastsætter. Tolerance er indsnævring af det enkelte menneskes frihed. Tolerancen går ud fra, at flertallet ikke bare har magt, men også ret. Hverken Det radikale Venstres eller det danske friheds-begreb er født med den indsnævring.
Nu er kulturministeren undskyldt, fordi hun ikke er, om jeg så må sige, radikal af egen drift, men opfundet af Lone Dybkjær. Derfor skal hun selvsagt have tid til at lære sit partis historie, gå til kilderne - eller som ordet radikal egentlig kræver det, til roden.
Det radikale Venstre har fra første færd set sig som modstander af liberalismen og dens afhængighed af calvinismens tolerance, der i politik bliver til et snævert friheds-begreb. Endnu mere har Det radikale Venstre kæmpet mod den i tresserne yndede repressive tolerance, hvor man alene giver den anden frihed for ens egen vinding.
Friheden er ikke en handelsvare. Friheden tilstås ikke de andre som en nåde fra flertallet. Friheden er hvert enkelt menneskes umistelige ret, ikke fordi mennesker i grunden er ens, som tolerancen hævder, men fordi mennesker i grunden er forskellige. Og hvert enkelt menneske i sin forskellighed er dyrebart.
Tolerance vil sige, at man er overbærende, og selv folk, der ikke er fra Vendsyssel, kan høre, at det er en skidtvigtig måde at omgås andre menneskers frihed og forskellighed på. Det danske friheds-begreb har intet at gøre med at være overbærende eller tålsom, som om den anden enten ikke er klog nok eller har en særhed.
Derfor hedder det danske friheds-begreb frisind og netop ikke tolerance. Man kan jo ligefrem høre, hvilket ord der er hjemligt. Hos Grundtvig, i Det radikale Venstre hos afdøde undervisningsminister Jørgen Jørgensen, lå indholdet i frisindet i ordene "Frihed for Loke såvel som for Tor".
Hviskende - som regnens kærligheds-ord til jorden - mumler jeg
i kulturministerens øre et håb om, at hun, inden hun går
videre med at gøre det danske til sit projekt, gør
sig klart, hvor hun har rod og har hjemme.
Gengivelse af artikel bragt i enmandsavisen 22. august 1999.
Poul Erik Søe er forstander for Lønne Højskole
og udgiver af Enmandsavisen.