Det er naivt at tro, at de nordiske lande altid har fælles interesser i EU. Men det er lige så naivt at tro det modsatte. Nordisk samarbejde bør udvikles til at kunne øge de nordiske landes indflydelse i et udvidet EU.
Udvidelsen af EU til næsten det dobbelte antal medlemslande gør det nødvendigt at finde nye samarbejdsmønstre, hvis EU også i fremtiden skal være beslutningsdygtigt og i stand til at handle. Det bliver nødvendigt med et tættere samarbejde mellem grupper af medlemslande - og det giver nogle nye perspektiver for det nordiske samarbejde.
Alle nordiske lande er jo berørt af det europæiske samarbejde: Danmark har været medlem af EU siden 1972. Finland og Sverige siden januar 1995. Norge og Island står uden for, men er via EØS-aftalen knyttet tæt til det europæiske samarbejde. Men selvom de nordiske lande har en snart 50-årig tradition for at samarbejde, har vi endnu ikke fået opbygget en tradition for at samarbejde i EU. Den skal vi først til at udvikle.
Når EU i løbet af de kommende år bliver udvidet med de foreløbig 11 ansøgerlande i Østeuropa og Cypern, vil EU have 27 medlemslande. Det vil give et tidsmæssigt problem, hvis møderne i EU's ministerråd skal gennemføres som hidtil. En indledende runde, hvor hvert land bruger 10 minutter til at præsentere sine hovedsynspunkter, vil tage over 4 timer alene - og det er inden de egentlige forhandlinger overhovedet er startet. Det vil simpelthen blive nødvendigt, at lande med fælles interesser, slår sig sammen.
Denne problemstilling er omtalt i en rapport om Rådets funktion, som Rådets generalsekretariat kom med 19. marts i år. Heri foreslås problemet løst ved, at Rådets formandskab samler lande med fælles interesser, og beder dem udpege talsmænd.
Synspunktet i denne artikel er, at de nordiske lande har en interesse i på forhånd at gå sammen og koordinere deres synspunkterne. Det vil kunne styrke de nordiske landes indflydelse i et udvidet EU, og det vil være relativt enkelt, fordi der allerede eksisterer et nordisk samarbejde, der kan bygges videre på.
Det skal indledningsvis understreges, at det vil være naivt at tro, at de nordiske lande altid har fælles interesser og altid vil tale med én røst i EU. Men det er lige så naivt at tro det modsatte. Og mere end det - det er dumt.
På nogle områder er forholdene i de nordiske lande meget forskellige. Det gælder f.eks. udenrigspolitikken, hvor de nordiske lande har forskellige allianceforhold. Eller landbrugspolitikken, hvor de geografiske forhold i Sverige og Finland er markant anderledes end i Danmark. Her ser man sjældent de nordiske lande stå skulder mod skulder i EU.
Men på en lang række andre områder, har de nordiske lande fælles interesser. På de områder, der er dækket af traktatens første søjle, trækker de nordiske lande som regel i samme retning i EU. Det gælder områder som miljø, beskæftigelse, forbrugerbeskyttelse, arbejdsmiljø og åbenhed.
Vi har en årelang tradition for nordisk samarbejde, der nu bør videreudvikles til også at omfatte nordisk samarbejde indenfor EU. Det burde være naturligt efter snart 50 års nordisk samarbejde. Men det er det desværre ikke. I realiteten sker der kun lille koordination mellem de nordiske lande i EU-sager i dag. I den såkaldte "madsminkesag" har både Danmark og Sverige brugt miljøgarantien - men ikke på samme måde. Der var ingen ansvarlige, der tænkte på at kontakte deres kolleger i de to andre nordiske EU-lande.
Man skal ikke være blind for, at manglende samordning kan skyldes, at der eksisterer en vis konkurrence mellem de nordiske EU-lande. Alle vil gerne komme "først" og stå stærkest i det europæiske samarbejde. Men i det konkrete tilfælde med madsminkedirektivet handlede den manglende samordning ikke om manglende vilje. Den skyldtes, at der ikke er opbygget rutiner til at sørge for koordination i den type sager - eller i hvert fald gøre forsøget!
Nordisk Råds Europaudvalg opstod efter reformen af Nordisk Råd for tre år siden, der skulle bringe Nordisk Råd ind i det næste århundrede. Europaudvalget har set det som en vigtig opgave at skabe nordisk koordination på centrale europapolitiske områder og har gennem årene presset de nordiske regeringer til at samarbejde - også selvom de nogen gange nok helst var fri. Og resultaterne viser, at nordisk samarbejde i EU har kunnet betale sig.
Det bedste eksempel er nok Amsterdamtraktaten. Da EU's regeringschefer en sen nat i juni 1997 satte det sidste punktum i forhandlingerne, kaldte alle de internationale nyhedsbureauer den ny traktat for "de nordiske landes sejr" fordi de nordiske landes synspunkter står meget klart i den ny traktat. Der er ingen tvivl om, at det skyldtes at de nordiske EU-lande samarbejdede og koordinerede indsatsen i løbet af regeringskonferencen.
En del af æren for, at nordiske EU-lande kom til at samarbejde under forhandlingerne, må tilskrives Nordisk Råds Europaudvalg. Nordisk Råds Europaudvalg holdt allerede i marts 1996 en stor Europakonference i København, hvor de nordiske regeringer blev bedt om at formulere deres krav til det europæiske samarbejde omkring miljø, forbrugerbeskyttelse, beskæftigelse og åbenhed.
Under regeringskonferencen indkaldte Europaudvalget løbende de nordiske chefforhandlere og bad dem rapportere om forhandlingerne - især udviklingen på de områder, de nordiske lande havde prioriteret højt - og redegøre for deres indbyrdes samarbejde. Det var med til at få et tættere samarbejde i stand mellem chefforhandlerne, som endte med at koordinere deres indsats, for at få flest synspunkter igennem. Og med stort held, må man sige.
Efter en høring arrangeret af Nordisk Råds Europaudvalg blev statsministrene i de nordiske EU-lande enige om at spise morgenmad sammen, før der var møder i regeringskonferencen.
Nordisk Råds Europaudvalg bad også de nordiske regeringer arbejde for at styrke forbrugerbeskyttelsen i den ny traktat, og det lykkedes faktisk at få indføjet nye og bedre bestemmelser om forbrugerbeskyttelse i Amsterdamtraktaten, selvom kun to EU-lande på forhånd havde prioriteret det område.
Det nordiske samarbejde under EU's regeringskonference viser, at nordisk samarbejde kan betale sig. Hvis de nordiske lande blot havde kørt hver deres løb uden at koordinere indsatsen, var de næppe nået så langt.
Der er mange, der spørger hvorfor Nordisk Råd overhovedet skal beskæftige sig med europapolitik? Hvorfor ikke bare droppe det nordiske samarbejde og koncentrere sig om det europæiske? Svaret er lige givet ovenfor. Det handler ikke om at vælge mellem det nordiske og det europæiske. Det er ikke et "enten eller" men et "både og".
Nordisk Råd skal beskæftige sig med europapolitik, fordi det kan bidrage til at styrke de nordiske landes indflydelse i det europæiske samarbejde. Ikke mindst når EU engang bliver udvidet.
De nordiske lande burde sætte sig som mål, at de i de kommende år mere systematisk koordinerer deres synspunkter på de områder, hvor de har fælles interesser. Efter snart 50 års nordisk samarbejde er det ikke nødvendigt at opbygge nye institutioner. Der kan bygges videre på de eksisterende nordiske institutioner.
De nordiske lande skal selvfølgelig ikke isolere sig som en lukket, nordisk blok i EU. Men omvendt må angsten for at virke som "nordisk blok" ikke føre til en frygt for at samarbejde. Nordisk Råd er i fuld i gang med at opbygge tætte relationer til landene omkring Østersøen, og et udvidet Østersøsamarbejdet vil på sigt kunne komme til at fungere som et andet regionalt samarbejde i et udvidet EU.
Hvis vi vil, kan Nordisk samarbejde blive en mulighed for at styrke
de nordiske landes indflydelse i det europæiske samarbejde. Det ville
være dumt ikke at udnytte den mulighed.
Lone Rasmussen er tidligere Europapolitisk rådgiver for den
Socialdemokratiske gruppe i Nordisk Råd. Hun er nu ansat i Erhvervsministeriets
EU-sekretariat.