"Et Nordisk Alternativ til Europa?" spørger Rådet for Europæisk Politik i sin nyeste publikation. Den er skrevet af Johnny Nørgaard Laursen, lektor ved Historisk Institut på Århus Universitet, og Thorsten Borring Olesen, Jean Monnet-professor sammesteds. Det første, der springer i øjnene ved bogen er selvfølgelig titlen: Man kan gætte på hensigten med den, og i alle tilfælde blive forstemt: enten er der tale om den sædvanlige og fejlagtige sammenblanding af "EU" og "Europa". Eller titlen antyder, at ideen med "et nordisk alternativ" er så absurd, at den kan skydes ned med det samme. Bogen rummer dog mange kontante informationer om det officielle politiske nordiske samarbejde og dets organer. Det emne, den angiveligt undersøger, er "betydningen af Norden som alternativ for den danske stillingtagen til Europa og udformningen af den danske europapolitik i efterkrigstiden." (s.9) Problematikken er således anskuet med beslutningstagernes øjne. Efter at have præsenteret visse aspekter af "den nordiske vision" skildrer bogen det nordiske samarbejdes institutioner, d.v.s. Nordisk Råd m.m. Så følger en historisk gennemgang af det nordiske samarbejdes udvikling i efterkrigstiden. Ud fra disse oplysninger kaster forfatterne sig slutteligt ud i en vurdering af Danmark, Norden og Europa - nu og i fremtiden. Bogen indeholder, som sagt, mange konkrete oplysninger, men har absolut også store svagheder.
Selvom den anskuer det nordiske alternativ med beslutningstagernes øjne, er det jo ikke ensbetydende med, at dette alternativ alene er udformet af beslutningstagerne. Og for at kunne analysere politikernes adfærd, må man også have et rimeligt indtryk af de holdninger i det omkringliggende samfund, de har måttet tage højde for. Men næsten alle de - mange og udmærkede - citater, der levendegør afsnittet om "den nordiske vision", er fra socialdemokratiske toppolitikere. Æren for at have udviklet ideen om "det nordiske" tillægges næsten også udelukkende Socialdemokratiet -(fordi de socialdemokratiske søsterpartier i en så stor del af efterkrigstiden har siddet ved roret i alle de skandinaviske lande). I analysen af den socialdemokratiske tankegang virker bogen overbevisende. Men der savnes argumenter for at hævde, at det nordiske er en socialdemokratisk ide. Ideen har eksisteret længe før Stauning blev født. Og når forfatterne kaster korte og kritiske blikke på de kredse udenfor socialdemokratiet, der har kæmpet for det nordiske, - og tillagt det en endnu større vægt end de pragmatiske socialdemokrater - går det helt galt for forfatterne: når EF/EU-modstanderne i de mange folkeafstemningskampagner har fremhævet forskellene på hhv. nordisk og central- og sydeuropæisk syn på f.eks. demokrati og socialpolitik, affejes det som et udslag af tyskerhad. Og blandt de få organisationer, der nævnes, er "den højreorienterede modstandergruppe Frit Norden" (!) (s.16) I betragtning af, at forfatterne flere gange pointerer, at tan ken om et nærmere nordisk samarbejde er langt mere populær i befolkningne end tanken om yderligere EU-integration, er det ganske enkelt for ringe, at der ikke gives en mere uddybende eller i det mindste korrekt fremstilling af de folkelige fortalere for det nordiske samarbejde. Materialer fra nordiske EUmodstanderorganisationer glimrer da også stort set ved deres fravær i litteraturlisten.
Og når man ikke uddyber, hvad forskellige grupper har lagt i ideen om "et nordisk alternativ" kan der selvfølgelig heller ikke komme nogen rimelig vurdering af de forskellige alternativer. Forfatterne kan argumentere som de vil, fordi de ikke har klargjort, hvad det er, der argumenteres om.
Den kronologiske gennemgang af det nordiske samarbejdes udvikling er factsfyldt - men heller ikke helt neutral. De årstal, forfatterne har valgt at inddele samarbejdets udvikling efter, er alle årstal, hvor et nordisk samarbejdsprojekt er slået fejl: første skel sættes ved1949 - hvor forhandlingerne om en forsvarsunion brød sammen. Næste fase går fra 1950 til 1959 - hvor forhandlingerne om en toldunion brød sammen. Tredje periode går til 1972, hvor Danmark efter Nordek-forhandlingernes samenbrud tilsluttede sig EF. At Nordekforhandlingernes sammenbrud skyldes finsk modstand (s. 34) er et postulat, der efterhånden er sat store spørgsmålstagn ved. Men ikke i denne bog. Mere grundlæggende giver forfatternes tidsinddeling efter fiaskoer indtrykket af, at det nordiske samarbejde altid har været et naivt, men umuligt projekt. Men man kunne også have inddelt samarbejdet efter andre årstal: 1952, hvor Nordisk Råd dannedes, 1954, hvor konventionen om fælles arbejdsmarked blev vedtaget, eller 1957, hvor den nordiske pasunion gennemførtes - eller 1971, hvor Nordisk ministerråd kom til. Hvor bogen nævner succeserne for det nordiske samarbejde, understreges det i samme åndedræt, at det jo også kun drejer sig om områder i småtingsafdelingen. På de tunge områder er det kun EU, der kan agere. Men f.eks. Schengenaftalen blev solgt som "en udvidelse af den velfungerende pasunion". Bogen kunne godt have skrevet lidt om de substantielle forskelle på mål og midler i hhv. den nordiske pasunion og Schengensamarbejdet. Begge dele fungerer jo. Så havde læserne kunnet tage stilling til alternativerne.
Ikke overraskende levnes det - ikke nærmere definerede - nordiske alternativ ikke mange chancer fremover - bortset fra, at "nordiske værdier" kan fremmes indenfor EU, hvis de nordiske regeringer kan samarbejde om det. Forfatterne bruger dog deres historiske viden til at fastslå, at "På lidt længere sigt kan perspektiverne forandre sig drastisk". Debatten kan fortsætte.
Den afgørende svaghed ved skriftet er, at det ikke alvorligt går ind på en udredning af, hvad der kan ligge i begreberne om "et nordisk alternativ" og derfor ikke kan behandle det emne, det angiveligt vil undersøge. Rådet for Europæisk Politik er selvfølgelig et vigtigt forum at debattere Norden i. Men vitaminerne til en sådan diskussion må fortsat i høj grad komme fra de folkelige bevægelser.
Rådet for Europæisk Politik 2/1999
Johnny Nørgaard Laursen og Thor-stein Borring Olesen:
Et Nordisk alternativ til Europa?
Forlaget Systime. 50 sider
(Dec. 1999)