En række danske folkebiblioteker er i disse år tilsyneladende med til, bevidst eller ubevidst og i større eller mindre omfang, at indskrænke den frie adgang til information i og med, at landsdækkende partier og tværpolitiske organisationer og lokale politiske grupper er afskåret fra kontinuerligt at fremlægge deres materialer på bibliotekerne.
Jeg har på egen krop, så at sige, erfaret, hvor restriktivt man på et folkebibliotek har valgt at håndtere spørgsmålet om borgernes adgang til at fremlægge informationsmaterialer med politisk indhold i form af pjecer, foldere, blade o.l. i forhal, publikumsområder o.l. For et stykke tid siden blev jeg af en bibliotekar på hovedbiblioteket i min egen kommune, Gladsaxe, informeret om, at man i kommunens biblioteker kun accepterer fremlæggelse af politiske partier og organisationers blade og pjecer i perioder umiddelbart op til valg og folkeafstemninger. Altså ikke generelt, hele året igennem. Jeg havde ønsket at fremlægge en stak af foreningen Frit Nordens pjecer og blade.
Jeg skrev efterfølgende, og det var helt tilbage i november 1997, til Gladsaxe kommunes kulturudvalgsformand, Lonni Hjorth. I henvendelsen tillod jeg mig at forespørge, om det virkelig kunne have sin rigtighed - set med kommunalpolitikerøjne - at man i kommunens biblioteksvæsen indtager en så restriktiv holdning til fremlæggelsen af politiske organisationers materialer på det offentlige sted, som biblioteket i sagens natur er. Jeg mindede bl.a. om bibliotekslovens formålsparagraf (formidling af information om samfundsforhold) og pegede tillige på, at der bør være steder i kommunen, hvor man hele året igennem har mulighed for at fremlægge materialer repræsenterende forskellige politiske grupperingers standpunkter, således at lokalbefolkningen i princippet har muligheden for at gøre sig bekendt med disse holdninger og standpunktmarkeringer på tværs af hele det (parti)politiske spektrum. Ikke mindst i en tid, hvor man i mange lejre efterlyser større politisk engagement fra befolkningens side og vilje til at påtage sig et politisk ansvar.
Jeg gjorde opmærksom på, at der på dette tidspunkt var et massivt behov for bl.a. alternativ information/modinformation på EU-området. Det var i perioden forud for folkeafstemningen om Amsterdamtraktaten, der fandt sted i maj 1998. Og jeg fremhævede vigtigheden af at præsentere information på biblioteket, der kunne fungere som et modstykke til Udenrigsministeriets og andre officiøse kanalers "informationsvirksomhed." Jeg gjorde opmærksom på, at det er ubetænksomt og urimeligt at stramme til og lukke i inden for kommunale, borgervendte institutioner, der pr. definition fungerer som informationscentraler i lokalsamfundet.
Det viste sig imidlertid - da svaret fra Lonni Hjorth omsider fremkom - at man havde et andet syn på disse ting i kulturudvalget og bibliotekets ledelse. Af svaret fremgik det, at man mente, at det var tilstrækkeligt, at bibliotekets brugere havde adgang til valgagitationsmaterialerne fra partier og bevægelser i valgkampperioderne. Altså ikke uden for disse. Kulturudvalgsformanden henviste samtidig til, at min forenings blad i forvejen var at finde på bibliotekets læsesal.
Det er selvfølgelig en fjollet argumentation, som er let at skyde ned, eftersom den politiske debat - og ikke mindst den som vedrører den europæiske unionsudvikling - finder sted løbende og ikke kan isoleres til ugerne før de jævnligt tilbagevendende afstemningsdatoer. Og det er efter min opfattelse ikke nok blot at henvise til de materialer, som indgår i bibliotekernes samlinger, og som kan ses på biblioteket/hjemlånes. Eller henvise til, at man da bare kan gå ind på Internettet. Brugerne bør som supplement til de biblioteksanskaffede materialer i udlånet og på læsesalen/i tidsskriftsarealet have adgang til politiske organisationers og græsrodsinitiativers uddelingsmaterialer. Med andre ord: partier og bevægelser bør have adgang til hele året rundt at fremlægge deres uddelingsaviser og andre kampagnematerialer på biblioteket, således at interesserede borgere har mulighed for at stifte bekendtskab med disse materialer og frit kan forsyne sig med eksemplarer heraf.
I forvejen er gratismaterialer ikke noget ukendt fænomen på bibliotekerne. Der findes jo massevis af gratispjecer, som brugerne kan forsyne sig med rundt om på bibliotekerne. Men det er allesammen pjecer inden for kategorien "offentlig information", d.v.s. information til borgerne fra stat, amt og kommune og fra officielle og halvofficielle organer. Det er for en dels vedkommende pjecer og brochurer, som repræsenterer statsmagtens og den politiske elites synspunkter. Et aktuelt eksempel er Marianne Jelveds brochure med påpegning af ØMU'ens velsignelser og uomgængelighed. Hvad der derimod savnes flere steder, er den del af samfundsinformationen - et begreb, som mange bibliotekarer var optaget af i 1970'erne og i første halvdel af 80'erne - der udtrykker borgergruppers og politiske bevægelsers holdninger og markeringer. Med andre ord den alternative information og modinformationen. Inden for bibliotekarernes egne rækker er der faktisk publiceret såvel teoretisk betonede artikler om samfundsinformationens natur som praktisk orienterede vejledninger i håndteringen af disse alternative materialer. Den faggruppe inden for Bibliotekarforbundet, der som medlemmer har bibliotekarer, som arbejder på læsesale og med informationstjeneste, udgav i 1985 en publikation, som indeholder flere henvisninger til borgergruppers og enkelte borgeres rettigheder, når det gælder formidlingen af deres synspunkter og materialer via bibliotekerne. Der er endog detaljerede beskrivelser af, hvorledes bibliotekerne håndterer, registrerer og opbevarer massefordelte informationsfoldere fra borgergrupper, græsrodsbevægelser o.l. (...)
Bibliotekskommissionens betænkning fra 1979 præciserer på side 45 retten til at udbrede alternativ information via folkebibliotekerne: "For at sikre alsidigheden i informationsformidlingen bør lokale grupper have samme adgang som de offentlige myndigheder til at fremlægge deres synspunkter på offentlige spørgmsål, f.eks. i form af alternative lokalplaner, mandfoldiggjorte indlæg i samfundsdebatten o.l. og til at bekendtgøre møder, arrangementer m.v. ved opslag i biblioteket."
En betænkning af nyere dato afgivet af Udvalget om Biblioteker i Informationssamfundet (UBIS) er derimod stort tavs på dette område, og man fornemmer klart, hvorledes støvet har lagt sig over begrebet samfundsinformation. Det er ikke noget, der rigtigt rykker her på tærsklen til det nye årtusinde, hvor mere fashionable aktiviteter er i vælten på folkebibliotekerne.
For at opsummere: Det handler altså om informationsfrihed og vilkårene for formidling af alternative synspunkter og faktuelle oplysninger, der kan udgøre en modvægt til eliternes og det politiske establishments anbefalinger. Ikke mindst i den kommende tid, i forbindelse med debatten forud for den forventede folkeafstemning om euroen og Danmarks tilslutning til ØMU'en, er det vigtigt at gøre en indsats for spredningen af de materialer, der kan nære debatten og formidle alternativer til regeringens, de store partiers, de store faglige organisationers og ministeriernes argumenter og besværgelser. Der gøres et stort nummer ud af at understrege, endog fra statsministerielt hold, at vi eksempelvis i spørgsmålet om fællesmønten skal have en "grundig folkelig debat." Men hvis mulighederne for at formidle den information, der kan stimulere debatten, og som anlægger kritiske perspektiver på euro'en og dens indvirkning på Danmark og på mulighederne for at bevare den danske velfærdsstat (og undgå udbredt brugerbetaling på bibliotekerne), forringes, bli<%-2>ver der ikke tale om en reel debat. Bibliotekerne har også en opgave at løse her, og de bør de engagere sig seriøst i den.<%0>
Det kunne være interessant at få belyst de politikker og retningslinier - i det omfang sådanne findes - for lokale og landsdækkende politiske foreningers og bevægelsers adgang til at fremlægge pjecer, uddelingsaviser, medlemsblade o.l, der eksisterer rundt omkring på bibliotekerne. Hvordan ser situationen ud på dette område, og hvordan er vilkårene for fremlæggelsen disse materialer på bibliotekerne? Kan eksempelvis forældregrupper, der protesterer mod nedskæringer på børneinstitutionsområdet og i folkeskolen, placere deres løbesedler og pjecer på det lokale bibliotek på samme måde som de lægger en stak i det lokale medborgerhus? Det vil i hvert fald for undertegnede være interessant at få et indtryk af, om Gladsaxes og enkelte andre bibliotekers uheldige eksempel er en enlig svale, eller om den restriktive praksis rent faktisk repræsenterer hovedstrømmen i folkebibliotekerne.
På internationale bibliotekskongresser og i andre internationale fora er der i nogle år blevet talt flot & forkromet om "Sikring af adgang til information", "Ytringsfrihed" etc., og i Danmark har den internationale biblioteksorganisation IFLA oven i købet etableret et kontor for sådanne spørgsmål: FAIFE (Free Access to Information and Freedom of Expression). Men disse universelle principper og internationale anbefalinger efterleves åbenbart ikke 100% i hjemlige lokale og kommunale sammenhænge. I hvert fald er der nogle danske biblioteker, der bør beskikke deres hus på dette felt.
I skrivende stund er Frit Nordens redaktion stødt på en tilsvarende barriere for spredningen af foreningens materiale, idet Folketingets EU-oplysning i første omgang sagde nej til at modtage et antal eksemplarer af Frit Norden nr. 4/5, temanummeret om Norden i Europa, hvis udgivelse er støttet af Nævnet for EU-oplysning. Efter at have tænkt sig lidt om meddelte EU-oplysningen imidlertid, at man gerne ville have 2 eksemplarer tilsendt for at kunne studere indholdet nærmere. Men situationen tangerer det groteske, når en offentligt drevet informationstjeneste, der skal oplyse om EU-spørgsmål, nægter at modtage og videredistribuere informationsmaterialer om EU-emner, som er produceret for offentlige midler bevilget af en anden instans i statsligt regi, Nævnet for EU-oplysning. Der gøres unægtelig meget for at forhindre os i at nå ud med vore synspunkter.
Til slut bør det lige nævnes, at Henning Mortensen fra Helsingørkomitéen mod EU (omtalt i et indlæg i "Folk i bevægelses" novembernummer) ved selvsyn konstaterede, at EU-informationstjenesten på Helsingør Bibliotek, der er centralbibliotek for Frederiksborg Amt, havde et særdeles enøjet udvalg af oplysningsmaterialer. Det var nemlig kun EU-tilhængernes og det officielle EU-Danmarks materialer, der var repræsenteret i oplysningstjenesten. Men det blev der rådet bod på, idet Henning Mortensen fik et møde i stand med den ansvarlige leder. Praksis er efterfølgende blevet ændret, således at eksempelvis Folkebevægelsens pjecer nu også er at finde på hylderne. Gak hen og gør ligeså, kunne man tilføje. Vi, der er med i EU-modstanderorganisationerne, bør aflægge de andre centralbiblioteker i landet et besøg for at sikre, at de EU-kritiske materialer også vinder indpas her.
Let omarbejdet version af kommentar i "Bibliotekspressen", nr. 21/1999.
(Dec. 1999)