Same procedure, as last time?

af Torben A. Petersen
 

Fra den 1.januar 2002 kommer der Eurosedler og mønter i omløb, fra 1.juli 2002 kan der kun betales med Euro. For tiden står Danmark, Sverige, Grækenland og England udenfor ØMU'ens 3. fase. Som det ser ud p.t. skal der være folkeafstemninger i Danmark, Sverige og England. Det er ikke helt utænkeligt at de 3 statsministre, Göran Persson, Poul Nyrup Rasmussen og Tony Blair vil koordinere datoerne for de pågældende folkeafstemninger, sådan at de mest Europositive kommer først. Hvem er så de mest Europositive? Indtil for 1 à 2 år siden var befolkningerne i hverken Danmark, England eller Sverige, særligt Europositive. I Danmark må det konstateres at meningsmålinger siden efteråret 1998, vedvarende, har vist et flertal for dansk deltagelse i Euro'en. Dette flertal er ganske vist noget formindsket, men der er til stadighed en forskel i favør af dansk tilslutning til Euro'en. Hvilket indikerer at propagandaen for Euro'en har haft en vis succes. I efteråret 1999 viser meningsmålingerne igen at der er flertal for at udskifte kronen med Euro'en. Situationen minder derfor ikke så lidt om forholdene op til folkeafstemningerne i maj 1993 og maj 1998. Ved begge afstemninger havde der i meningsmålingerne op til afstemningerne været et (knebent) flertal for et "ja" til de pågældende traktater. Situationen forud for den kommende Euroafstemning må på andre måder også siges at være den samme: Eurotilhængerne råder over massive økonomiske midler, 1.000-2.000 embedsmænd i den statslige centraladministration, erhvervsorganisationer, ledelsesniveauet i diverse lønmodtagerorganisationer (f.eks. Hans Jensen fra LO), EU-kommissionen og diverse unionstilhængerorganisationer samt medierne der vil støtte et "ja" til dansk tilslutning til Euro'en. Den radikale økonomiminister, Marianne Jelved, har da også i et interview i Tv-avisen i forsommeren 1999 lovet "modstanderne" kamp til stregen. Men det må konstateres, at det er en meget unfair kamp, da den ikke foregår med, demokratisk set, ligeværdige midler. Ved de tidligere folkeafstemninger er det lykkedes, bl.a. Tv-journalister, med stor professionalisme, at få spillet euro- og unionsmodstanderne ud mod hinanden. Politiske forskelligheder er blevet anvendt med henblik på at "sandsynliggøre" modstandernes manglende seriøsitet. Forskellene er blevet anvendt til at vise hvor fornuftsmæssige tilhængersiden har været og derigennem, at det mest realistiske ville være at stemme "ja". Den kommende folkeafstemning er unik på den måde, at den formentlig vil være en af de sidste folkeafstemninger der kommer om Danmarks tilslutning til Den Europæiske Union. En folkeafstemning der vedrører ophævelse af landetsøkonomiske og valutariske suverænitet er af så afgørende betydning, at der vil være relativt få samfundsmæssige forhold tilbage at stemme om, eller i forhold til at afgive suverænitet. Gennemførelsen af Schengen-aftalen uden en folkeafstemning vidner om en stor beslutningsdygtighed hos tilhængerpartierne i folketinget m.h.t. at gennemføre beslutninger om landets integration i unionen. Det store antal EU-direktiver, retsakter mv. der omsættes til dansk lov er også en indikator i den retning. Der er på denne baggrund behov for at de politiske partier, organisationer, enkeltpersoner mv. der ønsker at fastholde den danske nationalvaluta, tænker i nye baner m.h.t. hvordan den kommende folkeafstemning vindes. Der er stærkt behov for en fornyet modus operandi i forhold til hvordan man "opstiller tropperne" til folkeafstemningen. Hermed menes at der simpelthen er behov for at de involverede parter på Euromodstandersiden finder ud af at koordinere deres taktik og ressourcer på en mere hensigtsmæssig måde. Men også, at de former, metoder og andet hvormed budskabet kommunikeres ud til befolkningen tages op til en grundig revision. I betragtning af omfanget af suverænitetsafgivelse, er det vel ikke for meget sagt at der foreligger en situation af historisk betydning m.h.t. den fortsatte eksistens af landet som en suveræn nation. Der bør i lyset heraf påbegyndes en debat der, forhåbentlig, kan føre frem til etableringen af en fælles platform (en "Stop Euro'en bevægelse), en "ad-hocorganisation", der kan tale med én stemme m.h.t. den nødvendige kampagne for at sikre et nej til Euro'en. Uanset forskelligheder må man kunne blive enige om én parole: bevarelsen af den danske nationalvaluta. Det er næppe påkrævet, i denne sammenhæng at anvende nogen videre spalteplads på at redegøre for konsekvenserne af et "ja" til Euro'en. Men det vil bl.a. stille den konsekvente unionsmodstand, med krav om dansk udmeldelse af Den Europæiske Union, i en historisk vanskelig situation.

Torben A. Petersen er cand. scient. adm.

(Dec. 1999)